Mødedato: 24.03.2021, kl. 18:30
Mødested: Teams

B-sag: Høringssvar om udvidelse af bygningsfredningen på Nyholm

Se alle bilag

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Slots- og Kulturstyrelsen om en udvidelse af bygningsfredningen på Nyholm.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Slots- og Kulturstyrelsen, der fremgår af løsningsafsnittet, om en udvidelse af bygningsfredningen på Nyholm.

Problemstilling

Med mail den 22. december 2020 orienterede Slots- og Kulturstyrelsen lokaludvalget om en udvidelse af bygningsfredningen på Nyholm. I bilaget ses hvilke bygninger, det drejer sig om, og Det Særlige Bygningssyns indstillinger.

Lokaludvalget har mulighed for at komme med bemærkninger om sagen. Svarfristen er den 31. august 2021.

Løsning

Arbejdsgruppen for Nyholm foreslår, at lokaludvalget sender følgende høringssvar til Slots- og Kulturstyrelsen:

"Det er med fornøjelse, at Christianshavns Lokaludvalg har gennemset fredningsforslaget for Nyholm, hvis formål er at bevare hovedparten af bygningerne og deres omgivelser i respekt for Nyholms maritime og historiske funktion gennem flere hundrede år.

Da der blev taget beslutning om marinens flytning fra området, besluttede Christianshavns Lokaludvalg i 2018 at arbejde for at bevare Nyholm som et historisk åndehul i København.

Siden da har lokaludvalget holdt borgermøder og rundvisninger på øen, udgivet pjecer og film og samlet vidnesbyrd om interessen for Nyholm igennem bydelens borgerpanel. Da vi opfatter Nyholm som en del af Danmarkshistorien – og ikke kun en enestående lokal perle – tog lokaludvalget initiativ til at skabe en bred alliance mellem 29 foreninger og interessegrupper af marinehistorisk, kultur- og naturhistorisk tilsnit. Gruppen har i enighed offentliggjort et charter, der som hovedfokus har at beskytte øen som en helhed og at sikre kulturarven for fremtiden, Medlemmer af chartergruppen deltog endvidere i lokaludvalgets udflugt til Karlskrona for at få erfaringer med bevaringen og anvendelsen af byens tidligere flådestation Stumholmen – en svensk pendant til Nyholm.

Vi har talt Nyholms sag gennem møder og samtaler med politikere og andre beslutningstagere i Borgerrepræsentationen, Forsvarsministeriet, Kulturministeriet, Slots- og Kulturstyrelsen og Københavns Kommune. Det har bl.a. resulteret i, at Lokaludvalgets opfordring til at udlægge Nyholm til rekreative, offentlige og kulturelle formål blev indskrevet i Københavns Kommuneplan for 2019.

Det er på den baggrund, at Christianshavns Lokaludvalg med glæde kan give sin fulde tilslutning til fredningsforslaget, og vi vil samtidig udtrykke ønske om at blive inddraget i arbejdet med den fremadrettede anvendelse af hele området, når forslaget forhåbentlig bliver vedtaget.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand

Kopi sendt til Københavns Borgerrepræsentation."

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Slots- og Kulturstyrelsen vil senest den 1. december 2021 beslutte, om fredningen skal udvides.

Beslutning

Christianshavns Lokaludvalg godkendte høringssvaret til Slots- og Kulturstyrelsen, der fremgår af løsningsafsnittet.

 

Til top