B-sag: Etablering af p-pladser med el-ladestandere i Sofiegade, i Christianshavns Voldgade og på Bodenhoffs Plads
Christianshavns Lokaludvalg skal godkende et brev til Teknik- og Miljøudvalget om fremgangsmåden ved opstilling af el-ladestandere til el-biler i Sofiegade og i Christianshavns Voldgade.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg godkender brevet til Teknik- og Miljøudvalget om fremgangsmåden ved opstilling af el-ladestandere til el-biler i Sofiegade i Christianshavns Voldgade og på Bodenhoffs Plads, som fremgår af løsningsafsnittet.
Problemstilling
Medlemsforslag fra Ruth Plovgaard:
"Flere beboere (derunder undertegnede) undrer sig over Teknik- og Miljøforvaltningens fremfærd vedr. etablering af el-ladepladser i mit nærområde .
Man er i gang med ca. 10 el-pladser i Sofiegade og Christianshavns Voldgade.
Burde lokaludvalget eller arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havn og områdets beboere ikke have en høringsret eller i det mindste en orientering om de nye tiltag, der jo griber ind i bilisternes hverdag ?
Kan lokaludvalget rette henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen om sagen? Hvad er den overordnede plan ? Hvorfor bliver vi ikke orienteret ? Kommer der endnu flere el-ladepladser i samme område? Og er pladserne ladepladser og/eller parkeringspladser for el-biler?"
Lokaludvalgsmedlem Sven Erik Brockdorff har oplyst, at der også er opsat el-ladestandere på Bodenhoffs Plads.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Teknik- og Miljøudvalget:
"Christianshavns Lokaludvalg har ikke vedtaget en holdning til kommunens opstilling af el-ladestandere i vores bydel, som vi formoder sker for at fremme brugen af el-biler og dermed for at fremme en kommunal klimapolitisk dagsorden. Dette brev skal således ikke ses som en holdningstilkendegivelse i forhold til denne dagsorden.
Vi skriver til jer, fordi vi finder det urimeligt, at Teknik- og Miljøforvaltningen har etableret el-ladepladser i Sofiegade, i Christianshavns Voldgade og på Bodenhoffs Plads.
- uden forinden at have hørt lokaludvalget, selv om tiltaget er af væsentlig betydning for christianshavnerne
- uden forinden at have hørt og heller ikke orienteret beboerne i nærområdet om tiltaget. Det er et pludseligt indgreb i hverdagen for de beboere i nærområdet, der ikke har el-bil, i og med at der nu er færre parkeringspladser til rådighed for dem.
Vi beder om,
- at I indskærper overfor forvaltningen, at den skal høre lokaludvalgene, før den foretager sådanne tiltag.
- at I indskærper overfor forvaltningen, at den skal høre eller i det mindste orientere beboerne i nærområdet, før den foretager sådanne tiltag.
- at forvaltningen orienterer lokaludvalget og borgerne på Christianshavn om den overordnede plan for opstilling af el-ladestandere på Christianshavn
- at forvaltningen redegør overfor lokaludvalget og borgerne på Christianshavn, hvem der er målgruppe for parkeringspladserne med de opstillede el-ladestandere. Vi kan ikke umiddelbart gennemskue,
- om det er ladepladser, som ejere af el-biler kan benytte i en tidsbegrænset periode til opladning af deres bil.
- om det er parkeringspladser uden tidsbegrænsning for beboere med el-bil.
- om det er parkeringspladser uden tidsbegrænsning for pendlere med el-bil.
Venlig hilsen
Poul Cohrt,
formand
Sendt i kopi til
- overborgmester Lars Weiss
- Borgerrepræsentationens sekretariat"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har godkendt brevet, sender sekretariatet det til medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget.
Beslutning
"Foranlediget af etablering af el-ladepladser i Sofiegade og Christianshavns Voldgade ønsker Christianhavns Lokaludvalg at udtrykke sin undren over fremgangsmåden med til etableringen af standerne. Lokaludvalget bakker op om Københavns Kommunes mål om at blive CO2-neutral i 2025 og regeringens mål om at reducere CO2-udledningen i Danmark med 70% i 2030 og at el-biler og dermed el-ladestandere er blandt løsningerne for nå målene. Men vi finder det urimeligt, at Teknik- og Miljøforvaltningen har etableret el-ladepladser i Sofiegade og Christianshavns Voldgade uden..."
Lokaludvalget tiltrådte et underændringsforslag fra Sven Erik Brockdorff om, at el-ladepladserne på Bodenhoffs Plads nævnes i brevet.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Frode Neergaard om, at sidste afsnit formuleres: "Vi beder forvaltningen om en orientering om den overordnede plan for opstilling af el-ladestandere i Christianshavns Lokaludvalgs område."
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jens Eskildsen om, at der skal en bemærkning med i brevet om, hvordan forskellige designs af el-ladestandere har en negativ visuel virkning i bybilledet.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Erik Rasmussen om, at lokaludvalget beder forvaltningen om en orientering om, hvordan kommunen forholder sig til Eldrup-kommissionens anbefalinger vedr. grøn omstilling af personbiler i Danmark.