B-sag: Puljeansøgninger, februar 2021
Christianshavns Lokaludvalg skal tage stilling til to ansøgninger om støtte
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg giver Øens Have Aps 11.000 kr. til at afvikling af Frivilligdage i Øens Have på Refshaleøen i juni 2021.
- at Christianshavns Lokaludvalg giver Julie Kyhl 7.200 kr. til 8 skiftende vinduesudstillinger i blomsterbukken Pigen og Blomstens udstillingsvindue.
Problemstilling
Lokaludvalget har modtaget to ansøgninger om støtte.
Løsning
1. Kickstart af ny frivillighedskultur på Refshaleøen - Frivilligdage i Øens Have
Øens Have Aps søger lokaludvalget om 45.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til afholdelse af fire frivillige-dage, som skal starte og etablere et fællesskab om et økologisk bylandbrug på Refshaleøen.
Øens Have vil forvandle en grund på 3.500 m2 på Refshaleøen, som førhen husede B&Ws Marketenderi, til et grønt byrum med svampedyrkning, mikrogrønt, drivhus- og frilandsafgrøder, samt hønse- og bihold. Samlingspunktet for de grønne aktiviteter skal være to håndlavede jurte-telte. De skal bruges til de fire frivillige dage i juni, men også når der derefter afholdes involverende frivilligdage på ugentlig basis frem til oktober for lokalsamfundet i og omkring Christianshavn og Amager.
Det er Øens Haves forhåbning, at bylandbruget vil trække stor opmærksomhed til Refshaleøen og Christianshavn, og at deres tilstedeværelse vil bidrage til at præge byudvikling på øen i en grøn retning. I Øens Haves optik er der behov for gode lokalforankrede projekter, hvis det grønne skal have en stemme i den massive byudvikling, som området står overfor de næste mange år. Øens Have står også bag tagfarmen Østergro på Østerbro.
De fire frivillige dage vil finde sted den 1., 8., 15. og 22. juni på Refshalevej 156. Øens Have forventer, at der vil være omkring 40 deltagere per frivillig-dag; 160 frivillige i alt. Der vil være fri entré til bylandbruget, og frivilligdagene vil ligeledes være gratis at deltage i.
En eventuel støtte fra lokaludvalget vil blive brugt til de fire frivillige-dage i juni til lønudgifter til ansættelse af to frivilligkoordinatorer, til forplejning til de deltagende (frokost, samt kaffe/te og vand), til jurte-telte samt til materialer, frø og PR.
Det forventes, at jurte-teltene kan bygges for 100.000 kr., og i den forbindelse vil Øens Have finansiere de 85.000 kr. af dem. Øens Have samarbejder med flere lokalt forankrede virksomheder på Refshaleøen, heriblandt Amass, Simple Feast og Little Bakery.
Sekretariatets bemærkning
Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten.
Miljøgruppens anbefaling
Miljøgruppen anbefaler, at der bevilges 11.000 kr. til materialer, frø, pr og oplysning.
Formanden indstilling
At Christianshavns Lokaludvalg giver Øens Have Aps et tilsagn om 11.000 kr. til afvikling af Frivillig-dage i Øens Have på Refshaleøen i juni 2021. Støtten øremærkes til materialer, frø, pr og oplysning. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 50.000 kr., fordi det vil sprede anvendelsen af sine penge.
2. Udstillinger i Julie Kyhls Kabinet
Kunstner Julie Kyhl søger Christianshavns Lokaludvalg om 7.200 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til 8 skiftende vinduesudstillinger i 2021 af ca. en måneds varighed hver.
Målet med udstillingerne er at skabe nærvær og eftertanke, give de forbipasserende et smil på læben og sætte gang i børn og voksnes fantasi. Udstillingerne vil have en aktualitet eller en kommentar til enten årstiden, samfundet eller et mellemmenneskeligt tema.
Julie Kyhls Kabinet har eksisteret i 18 år – først i Wildersgade – og for to år siden skiftede udstillingsvinduet adresse til blomsterbukken “Pigen og Blomsten”, Overgaden oven Vandet 48. Julie Kyhls Kabinet er kendt og vellidt af mange på Christianshavn.
Julie Kyhls Kabinet har en lokal støttegruppe, der hjælper med at arrangere begivenheder og lave ansøgninger. En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til materialer til de 8 udstillinger + transport af rekvisitter. Udstillingerne skal starte i februar og slutter i december.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet modtog ansøgningen i december 2020 og gav ansøger tilsagn om, at den kom til behandling i lokaludvalgets møde i januar 2021. Under forberedelsen af lokaludvalgets møde i januar 2021 overså sekretariatet beklageligvis ansøgningen. Med de bemærkninger ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten.
Arbejdsgruppens anbefaling
At lokaludvalget bevilger 7.200 kr. til Julie Kyhls udstillinger i 2021.
Formandens indstilling
At Christianshavns Lokaludvalg giver kunstner Julie Kyhl et tilsagn om 7.200 kr. til 8 udstillinger i blomsterbukken Pigen og Blomstens udstillingsvindue.
Økonomi
Rammen for puljeansøgninger for 2021 er 247.600 kr. Lokaludvalget har hidtil disponeret for 35.000 kr. af 2021-puljen. Beslutter lokaludvalget at følge indstillingen, vil der være disponeret for yderligere 53.200 kr. af 2021-puljen.
Videre proces
Sekretariatet orienterer ansøgerne om lokaludvalgets beslutning og varetager den videre
sagsbehandling.
Beslutning
- Lokaludvalget stemte om et ændringsforslag fra Katinka Haxthausen om, at lokaludvalget giver Øens Have tilsagn om 22.500 kr. til afvikling af Frivilligdage i Øens Have på Refshaleøen i juni 2021.
3 lokaludvalgsmedlemmer stemte for at give Øens Have tilsagn om 22.500 kr.
11 lokaludvalgsmedlemmer stemte for at give Øens Have tilsagn om 11.000 kr.
6 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Dermed havde lokaludvalget godkendt indstillingen om at give Øens Have tilsagn om 11.000 kr. til afvikling af Frivilligdage i Øens Have på Refshaleøen i juni 2021.
- Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give Julie Kyhl 7.200 kr. til 8 skiftende vinduesudstillinger i blomsterbukken Pigen og Blomstens udstillingsvindue.
Protokolbemærkning fra Poul Nielsen: "Jeg stemmer nej til at give penge til Øens Have til afvikling af frivillligdage. Det stemmer ikke overens med beslutningen i Teknik- og Miljøudvalget om at nedlægge stillingen som frivilligkoordinator."
Protokolbemærkning fra Poul Nielsen: "Julie Kyhl har fået lokaludvalgets Anerkendelsespris og skal ikke have mere."