Åben spørgetid
Beslutning
Stormflodssikring ved Refshalevej
To borgere fra Christiania orienterede om behovet for at få stormflodssikret ved Refshalevej, når der skal anlægges en cykelsti på vejen, da en en del af Christiania var blevet oversvømmet af vand fra Erdkehlgraven under stormen "Bodil" i 2013. Det fremgik af kommunens borgermøde i januar 2021 om projektet om en cykelsti på Refshalevej, at man ikke vil kombinere projektet med en stormflodssikring. Men indtil stormflodssikringen af København med anlægget af Lynetteholm er på plads, bør der foretages lokal stormflodssikring af de sårbare områder på Christianshavn, fx. med sluseporte på Holmen. En sådan stormflodssikring vil også beskytte bådskurene på Holmen mod stormflod. Derudover vil lokale drikkevandsreservoir og lokalt dyreliv blive beskyttet. Teknik- og miljøborgmesteren har haft møde med Christiania om sagen og Christiania har i marts måned møde med en politiker fra SF, ligesom der er kontakt til en politiker fra Enhedslisten. Christiania har nedsat en stormflodsgruppe.
Poul Cohrt svarede, at stormflodssikring er på dagsordenen for lokaludvalgsmødet.
Lynetteholm-projektet
En borger fra Margretheholm udtrykte bekymring over Lynetteholm-projektet og den jordtransport, som er planlagt. Beboerne på Margretheholm føler sig ikke hørt og har fx. ikke fået svar på spørgsmålet om genhusning, mens jordtransporten står på. Hun spurgte lokaludvalget om, hvad beboerne kan gøre. De har haft møde med overborgmesteren.
En anden borger gjorde opmærksom på, at kommunen vil anlægge en cykelsti på Refshalevej hurtigt, fordi jordtransporten til Lynetteholm skal ske ad Forlandet-Refshalevej de første år. Der er planer om at lysregulere trafikken i krydset Refshalevej-Forlandet.
Poul Cohrt svarede, at lokaludvalget gør, hvad det kan, for at hjælpe beboerne på Margretheholm.
Mogens Holm svarede, at det bliver spændende at se, hvad By & Havn svarer på tilbuddet fra rederiet Svitzer og deres samarbejdspartnere om at transportere jorden ad vandvejen i eldrevne pramme.