Supplerende høring om lokalplan for 'Bro ved Vester Voldgade'
Indstilling
Formanden indstiller,
- at Christianshavns Lokaludvalg drøfter og beslutter, hvorvidt man vil indsende et høringssvar Teknik- og Miljøforvaltningen til den supplerende høring om lokalplan for 'Bro ved Vester Voldgade'. I givet fald:
- at Christianshavns Lokaludvalg drøfter og beslutter indholdet af høringssvaret.
- at Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger formanden til at sammenfatte lokaludvalgets pointer i et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen.
Problemstilling
Via Bliv hørt-portalen har Teknik- og Miljøforvaltningen den 16. februar 2016 udsendt en supplerende høring til lokalplanforslaget om 'Bro ved Vester Voldgade' med svarfrist den 1. marts 2016. Den supplerende høring indeholder ændringer af det projekt, der lå til grund for det tidligere offentliggjorte lokalplanforslag. Der er tale om følgende ændringer:
- Afvikling af cykeltrafik sker i broens nordlige halvdel og fodgængertrafik i den sydlige halvdel af broen. Ændringen forventes at kunne mindske antallet af konfliktzoner mellem cyklende og gående på christianshavner-siden.
- Kravet om, at cyklister og fodgængere på broen skal adskilles med et værn på mindst 80 cm, ændres til, at cykel- og fodgængertrafik skal adskilles med en markering i belægningen.
Forvaltningen vurderer, at ændringerne er væsentlige for ejere og brugere i området, men ikke så omfattende, at der reelt foreligger et nyt planforslag.
Christianshavns Lokaludvalg besluttede på lokaludvalgets møde den 27. januar et høringssvar til lokalplanforslaget om 'Bro ved Vester Voldgade'. Høringssvaret kan læses her: http://blivhoert.kk.dk/svar/11857
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter, om ændringerne i den supplerende høring giver anledning til bemærkninger, som skal indsendes til Teknik- og Miljøforvaltningen i et høringssvar.
Hvis lokaludvalget ønsker at indsende et høringssvar bemyndiges formanden til at sammenfatte lokaludvalgets pointer, som fremkommer i lokaludvalgets behandling af sagen, til et høringssvar, som indsendes senest d. 1. marts 2016.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Afhænger af drøftelsen. Hvis lokaludvalget vil indsende et høringssvar, udarbejder formanden det i samarbejde med sekretariatet på baggrund af lokaludvalgets bemærkninger til sagen, og lægger det på bliv hørt-portalen.
BILAG
Læs om ""Bro ved Vester Voldgade" - supplerende høring" her: http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/bro-ved-vester-voldgade-supplerende-h-ring
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede, hvorvidt man vil indsende et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om den supplerende høring om lokalplan for 'Bro ved Vester Voldgade'.
- På forslag fra Asbjørn Kaasgaard og Poul Cohrt besluttede lokaludvalget at meddele Teknik- og Miljøforvaltningen, at lokaludvalget er enig i de foreslåede ændringer i lokalplan for 'Bro ved Vester Voldgade'.