Høringssvar om lokalplantillæg vedrørende udbygning af Christianshavns Skole
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 240 ”Prinsessegade” vedrørende udbygning af Christianshavns Skoles filial.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 240 ”Prinsessegade”, der fremgår af løsningsafsnittet.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har den 15. februar 2016 bedt lokaludvalget om bemærkninger om tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 240 ”Prinsessegade", som forvaltningen er ved at udarbejde. Svarfristen er den 1. marts 2016.
Lokalplantillægget handler om en udbygning af Christianshavns Skoles filial med en ny bygning på et areal bag CIKs bygning i Bådsmandsstræde. Arealet anvendes i dag til legeplads for skolen og et fritidshjem. Bygningen skal huse et nyt scienceLAB for udskolingen.Den udformes som en let og fritliggende pavillon, der henvender sig til alle sider på grunden. Materialer udvælges i forhold til at skabe et moderne samspil med Philip De Langes Hus, der ligger tæt ved.
Projektet har et omfang, som betyder, at der skal udarbejdes et lokalplanforslag, da den gældende lokalplan forudsætter, at nyt byggeri opføres som randbebyggelse. Projektet er i overensstemmelse med kommuneplanen.
Løsning
Arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge fik i sit møde den 16. februar 2016 en orientering af Teknik- og Miljøforvaltningen om byggeprojektet og lokalplantillægget. Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund følgende høringssvar:
”Teknik- og Miljøforvaltningen har den 15. februar 2016 bedt Christianshavns Lokaludvalg om bemærkninger om tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 240 ”Prinsessegade", som forvaltningen er ved at udarbejde. Svarfristen er den 1. marts 2016.
Borgerdialog
Med den korte svarfrist har lokaludvalget ikke haft mulighed for at gennemføre en borgerdialog om sagen.
Lokaludvalgets holdning
1. Vi ønsker et svar på, hvordan det kan være, at Børne- og Ungdomsforvaltningen ikke tidligere har orienteret lokaludvalget om sagen, der jo længe må have været undervejs.
Det er en sag af stor lokal betydning, og i forvaltningen må man vide, at lokaludvalget har været en meget aktiv fortaler for en flytning af Christianshavns Skole (eller en del af den ) til Holmen. Skolebygninger har således været et centralt emne for lokaludvalget gennem flere år.
2. Teknik- og Miljøforvaltningen har oplyst, at høringen er intern og kun vedrører lokaludvalget. Hvorfor får vi forelagt den med urimelig kort svarfrist? Svaret skal som bekendt både behandles i undergruppen og i et lokaludvalgsmøde, der kun finder sted en gang om måneden.
3. Hvad er den økonomiske ramme for projekt Science Lab ?
Vedrørende selve projektet:
4. Projekt Science Lab i gården mellem Filialen og CIK kræver ny lokalplan, da bygningen tænkes opført inde i området og ikke i randzonen. Lokalplan nr. 240, som er af nyere dato (2009), beskriver netop, at man ikke skal bygge, som det foreslås i det foreliggende projekt. Principielt er lokaludvalg imod, at der skal bygges i baggårde, og at børns / unges udeareal formindskes. Gennem mange år har man på Christianshavn og andre steder i byen saneret for at skabe åbne gårdrum og lys og luft, og lokaludvalget kan ikke støtte at tæthedsgraden forøges. Selv om det er de store børn, der påtænkes at have deres gang i området, er også folkeskolereformens krav om plads til udendørsliv en spiller i sagen.
5. Selve ideen, Science Lab, kan lokaludvalget støtte op om, men vi er bekymrede over, om der selv med nybygningen er plads nok til eleverne. Både dem der er der pt., og hvis der senere kommer et 4.spor. Vi savner oplysninger om elevtal nu og i fremtiden og beder om en redegørelse for denne side af sagen.
6. Skulle projektet ende med at blive realiseret, finder vi det ikke acceptabelt at ophæve kravet fra den nuværende lokalplan om underjordiske parkeringsanlæg. Der skal hverken være 5 eller 10 nye parkeringspladser i terrænet (over jorden) og af hensyn til pladsforholdene også mindst mulig cykelparkering på friarealerne. Parkeringsproblematikken kan lokaludvalget foreslå delvis afhjulpet ved at Bådsmandsstræde fra Prinsessegade til Chr.Havns Voldgade kunne blive lavet om til cykelparkering – med brandvejskorridor –og evt. med parkeringsbåse til 5-10 biler.
Med venlig hilsen
Poul Cohrt,
formand”
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøforvaltningen.
Forvaltningen forventer at offentliggøre et lokalplanforslag inden sommer 2016 og at det er vedtaget i Borgerrepræsentationen i efteråret 2016, hvorefter byggeprojektet skal i udbud. Byggeriet vil derfor kunne påbegyndes primo 2017.
Lederen af Christianshavns Skole vil i lokaludvalgets møde den 30. marts 2016 orientere om status på bl.a. byggeprojekter og implementeringen af skolereformen.
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede Teknik- og Miljøforvaltningens udkast til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 240 ”Prinsessegade” og forslaget til høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen, der fremgår af løsningsafsnittet.
- På forslag fra Nina Højsteen besluttede lokaludvalget at bede Teknik- og Miljøforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen om en redegørelse om den samlede plan for udbygningen af Christianshavns Skole.
- På forslag fra Poul Cohrt besluttede lokaludvalget at undlade at afgive et høringssvar om Teknik- og Miljøforvaltningens udkast til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 240 ”Prinsessegade” med henvisning til, at høringsperioden har været uanstændig kort og at lokaludvalget derfor hverken har haft mulighed for at gennemføre borgerdialog om sagen eller kontakte relevante interessenter som fx bestyrelsen på Christianshavns Skole.
- På forslag fra Poul Cohrt besluttede lokaludvalget at bemyndige ham til at sende en henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen samt deres borgmestre om ovennævnte uanstændige vilkår for lokaludvalget.
- På forslag fra Poul Cohrt besluttede lokaludvalget at bede Teknik- og Miljøforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen om aktindsigt vedrørende det, som bestyrelsen for Christianshavns Skole måtte have meddelt forvaltningerne om udkast til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 240 ”Prinsessegade” og om det planlagte byggeri, der ligger til grund for udkastet til lokalplantillæg, idet det ikke har været mulig for lokaludvalget at komme i kontakt med skolebestyrelsen pga. vinterferien.