Mødedato: 24.02.2016, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Regnskab for 2015

Se alle bilag

Christianshavns Lokaludvalg skal godkende regnskab 2015 for puljemidlerne. Endvidere skal lokaludvalget tage dels en redegørelse for stikprøvekontrol af de aktiviteter, lokaludvalget støttede i 2015, og dels regnskabet for sekretariatets regnskab 2015 til efterretning.


Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender regnskab 2015 for lokaludvalgets puljemidler - se løsningsafsnittet og bilag 1.
  2. at Christianshavns Lokaludvalg tager sekretariatets redegørelse for stikprøvekontrol af de aktiviteter, som lokaludvalget støttede i 2015, til efterretning - se løsningsafsnittet og bilag 2.
  3. at Christianshavns Lokaludvalg tager sekretariatets regnskab 2015 til efterretning - se bilag 3.

Problemstilling

Regnskab for 2015 er afsluttet.

Løsning

Regnskabet for lokaludvalgets puljemidler

Af bilag 1 fremgår det, at mindreforbruget på lokaludvalgets pulje i 2015 er på  4.781 kr. I kommunens økonomisystem er mindreforbruget på 15.954 kr. Forskellen skyldes blandt andet, at et sponsorat på 5.000 kr. i forbindelse med Christianshavnerdagen 2015 er regnet med i kommunens regnskab som en fordring. Imidlertid er sponsoratet ikke indbetalt og indgår ikke i regnskabet for 2015, som sekretariatet fører. Den pågældende sponsor er blevet bedt om at betale sponsoratet.

I regnskabet for 2015 indgår 10.000 kr., som lokaludvalget ultimo december 2015 modtog i støtte fra Teknik- og Miljøforvaltningens arrangementspulje til Christianshavnerdagen 2015. Da lokaludvalget hverken har haft mulighed for at disponere eller bruge støtten, har sekretariatet bedt om, at 10.000 kr. overføres til lokaludvalgets 2016-pulje.

Formanden indstiller, at lokaludvalget godkender regnskab 2015 for lokaludvalgets puljemidler.

Støttede aktiviteter

I bilag 2 er der redegjort for stikprøvekontrollen af regnskaber for de aktiviteter, som lokaludvalget har støttet i 2015. Formanden indstiller, at lokaludvalget tager redegørelsen til efterretning.

Sekretariatets regnskab

Af bilag 3 fremgår det, at sekretariatet jf. regnskabet, som sekretariatet fører, har et mindreforbrug på 5.879 kr. I kommunens økonomisystem er der registreret et merforbrug på 13.554 kr. Forskellen kan skyldes fejlposteringer.  Det fremgår videre, at der er et merforbrug på 160 kr. på sekretariatets huslejebudget.

Formanden indstiller, at lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

Økonomi

Se bilagene.

Videre proces

Sekretariatet orienterer Økonomiforvaltningen om lokaludvalgets beslutning.

Beslutning

  1. Lokaludvalget godkendte regnskab 2015 for lokaludvalgets puljemidler.
  2. Lokaludvalget tog sekretariatets redegørelse for stikprøvekontrol af de aktiviteter, som lokaludvalget støttede i 2015, til efterretning.
  3. Lokaludvalget tog sekretariatets regnskab 2015 til efterretning.
Til top