Mødedato: 23.02.2022, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

B-sag: Københavns Nattelivsudvalg

Se alle bilag

Christianshavns Lokaludvalg skal tage en orientering om status på Københavns Nattelivsudvalg til efterretning og udpege et medlem til en baggrundsgruppe for lokaludvalgenes og beboernes repræsentanter i Nattelivsudvalget.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg tager orienteringen om status på Københavns Nattelivsudvalg, der fremgår af afsnittet ”Problemstilling”, til efterretning.

  2. at Christianshavns Lokaludvalg udpeger suppleant Preben Møller Whitt til baggrundsgruppen for lokaludvalgenes og beboernes repræsentanter i Nattelivsudvalget.

  3. at Christianshavns Lokaludvalg tager til efterretning, at han har orienteret Kultur- og Fritidsforvaltningen om, at Preben Møller Whitt var i spil som suppleant for en beboer i Nattelivsudvalget, idet Preben Møller Whitt repræsenterer G/F Krøyers Plads & Grønlandske Handels Plads i lokaludvalget.

 

Problemstilling

Nattelivsudvalget

Borgerrepræsentationen har besluttet at nedsætte et særligt udvalg for natteliv i Københavns Kommune. Nattelivsudvalget nedsættes i henhold til lov om kommunernes styrelse, § 17, stk. 4.

Nattelivsudvalget skal fungere som rådgivende og forberedende udvalg for Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget med henblik på at kvalificere beslutningerne på restaurations- og nattelivsområdet. Derudover skal Nattelivsudvalget arbejde med forslag og konkrete indsatser i forhold til begrænsning af gener fra nattelivet. I bilaget ses kommissoriet for Nattelivsudvalget. 

 

Invitation til udpegning af medlemmer og suppleanter til Nattelivsudvalget

Med mail den 21. december 2021 skrev Kultur- og Fritidsforvaltningen, at under forudsætning af Borgerrepræsentationens endelige vedtagelse af Københavns Nattelivsudvalg, forventeligt den 3. februar 2022, inviteres Københavns Kommunes lokaludvalg til at bidrage til udpegningen af medlemmer til udvalget. Se invitationen i bilaget.

Kultur- og Fritidsforvaltningen opfordrede lokaludvalgene og beboere i København til at indstille seks kandidater (tre mænd og tre kvinder, jf. ligestillingsloven), i prioriteret rækkefølge til at udfylde tre faste sæder i Nattelivsudvalget. De tre kandidater, der ikke tildeles et sæde i udvalget, vil fungere som suppleanter. 

Lokaludvalgene skulle inddrage relevante beboerforeninger i indstillingen af kandidater. Lokaludvalgene blev opfordret til at inddrage beboerforeninger fra hele København. Beboerne skal repræsentere to ud af de tre sæder i Københavns Nattelivsudvalg. Kultur- og Fritidsforvaltningen præciserede med mail den 6. januar 2022 til sekretariatet, at udpegningen af beboerrepræsentanter sker gennem lokaludvalgene. Fristen for indstilling af medlemmer / suppleanter til Københavns Nattelivsudvalg var den 4. februar 2022.

 

Mødet i Kredsen af Lokaludvalgsformænd den 18. januar 2022

Lokaludvalgenes sekretariater aftalte primo januar 2022, at hvert lokaludvalg indstiller ét lokaludvalgsmedlem og to  beboerrepræsentanter til kredsen af lokaludvalgsformænd. Derefter ville det være op til Kredsen af Lokaludvalgsformænd at beslutte en indstilling til Kultur- og Fritidsforvaltningen om hvilke to personer, der skal være lokaludvalgenes fælles repræsentant og suppleant i Nattelivsudvalget, og hvilke fire personer, der skal være beboernes repræsentanter og suppleanter i Nattelivsudvalget.

Kredsen af Lokaludvalgsformænd havde møde den 18. januar 2022. Forud for mødet gjorde Christianshavns Lokaludvalgs formand Poul Cohrt de øvrige lokaludvalgsformænd opmærksom på, at han og Christianshavns Lokaludvalgs forretningsudvalg var lidt betænkelige ved hastværket med at udpege repræsentanter, der så højst kan nå at deltage i ét møde i Nattelivsudvalget, førend de nye lokaludvalg skal udpege nye repræsentanter. Han nævnte endvidere, at Christianshavns Lokaludvalg på grund af tidspresset ikke kan gennemføre en demokratisk proces, hvor hele Christianshavns Lokaludvalg deltager i udpegningen, hvilket da vil efterlade repræsentanterne med et noget uklart mandat. Poul Cohrt foreslog, at Kredsen af Lokaludvalgsformænd i stedet beder Kultur- og Fritidsforvaltningen om tid til en ordentlig proces, så Nattelivsudvalget har et bedre mandat; i hvert fald for så vidt angår repræsentanten for lokaludvalgene. 

Efter en længere drøftelse samt afstemning besluttede Kredsen af Lokaludvalgsformænd i sit møde den 18. januar 2022, 

  • at Indre By Lokaludvalg udpeger en repræsentant til Nattelivsudvalget som et medlem fra lokaludvalgene. Østerbro Lokaludvalg repræsenteres som suppleant til posten.
  • at Vesterbro Lokaludvalg udpeger en beboerrepræsentant til Nattelivsudvalget. Christianshavns Lokaludvalg udpeger en suppleant til posten.
  • at Nørrebro Lokaludvalg udpeger en beboerrepræsentant til Nattelivsudvalget. Amager Vest Lokaludvalg udpeger en suppleant til posten.

Se referatet af mødet i Kredsen af Lokaludvalgsformænd i bilaget.

 

Lokaludvalgets beslutning den 26. januar 2022

I mødet den 26. januar 2022 besluttede lokaludvalget, at udpege Preben Møller Whitt som suppleant for en beboerrepræsentant i Københavns Nattelivsudvalg. Beslutningen var under forudsætning af, at indholdet i mailen af 21. december 2021 fra Kultur- og Fritidsforvaltningen fortsat var gældende, idet Borgerrepræsentationen den 20. januar 2022 behandlede sagen ”Nedsættelse af et partnerskab for natteliv som særligt udvalg”.

 

Borgerrepræsentationens beslutning den 20. januar 2022

I mødet den 20. januar 2022 behandlede Borgerrepræsentationen en indstilling om nedsættelse af et partnerskab for natteliv som særligt udvalg. Blandt de ændringsforslag, som Borgerrepræsentationen vedtog, var dette:
”at lokaludvalgene skal udpege beboerrepræsentanter, som er bosiddende i de områder, der er udpeget som restriktive zoner i Restaurations- og Nattelivsplanen.”

De restriktive zoner i Restaurations- og Nattelivsplanen er nogle gader på Indre Nørrebro samt hele Middelalderbyen i Indre By.

Link til indstillingen og Borgerrepræsentationens beslutning:
https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Borgerrepr%C3%A6sentationen/m%C3%B8de-20012022/referat/punkt-9.

Dermed bortfaldt forudsætningen for lokaludvalgets beslutning den 26. januar 2022 om at udpege Preben Møller Whitt som suppleant for en beboerrepræsentant i Københavns Nattelivsudvalg.

Kultur- og Fritidsforvaltningen præciserede med mails den 26. januar, 8. februar og 10. februar 2022 Borgerrepræsentationens beslutning. Se bilaget.

Det fremgår bl.a., at  Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejder en endelig indstilling til Borgerrepræsentationen vedr. udpegning af medlemmer til Nattelivsudvalget. Det forventes, at indstillingen behandles i Borgerrepræsentationen den 3. marts 2022.

Det fremgår også, at Kultur- og Fritidsforvaltningen opfordrer til, at der med indstillingen af beboerrepræsentanter følger en oversigt over de kandidater fra beboerforeningerne, som har været i spil i de forskellige bydele.

 

Baggrundsgruppe

Kredsen af Lokaludvalgsformænd udpegede i sit møde den 18. januar 2022 Indre By Lokaludvalgs formand Bent Lohmann til at være lokaludvalgenes repræsentant i Nattelivsudvalget. Kredsen af Lokaludvalgsformænd tiltrådte desuden, at Bent Lohmann danner en baggrundsgruppe for lokaludvalgenes og beboernes repræsentanter i Nattelivsudvalget.

Så vidt vides er det meningen, at baggrundsgruppen skal bestå af én repræsentant for hvert lokaludvalg samt én repræsentant for hver beboerforening i København, der har interesse i Nattelivsudvalgets arbejde. Baggrundsgruppen skal give input til Bent Lohmann og beboernes repræsentanter i Nattelivsudvalget om punkterne på dagsordenen for nattelivsudvalgets møder.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget tager ovenstående orientering om status på Københavns Nattelivsudvalg til efterretning og udpeger suppleant Preben Møller Whitt til baggrundsgruppen for lokaludvalgenes og beboernes repræsentanter i Nattelivsudvalget.

Derudover foreslår formanden, at lokaludvalget tager til efterretning, at han har orienteret Kultur- og Fritidsforvaltningen om, at Preben Møller Whitt var i spil som suppleant for en beboerrepræsentant  i Nattelivsudvalget, idet han i Christianshavns Lokaludvalg repræsenterer G/F Krøyers Plads & Grønlandske Handels Plads.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Mødeplanen for Nattelivsudvalget er endnu ikke offentliggjort. Derfor vides det heller ikke, hvornår baggrundsgruppen mødes.

Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejder en endelig indstilling vedr. udpegning af medlemmer til Nattelivsudvalget, som forventes behandlet i Borgerrepræsentationen den 3. marts 2022.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tog orienteringen om status på Københavns Nattelivsudvalg, der fremgår af afsnittet ”Problemstilling”, til efterretning.

  2. Lokaludvalget udpegede suppleant Preben Møller Whitt til baggrundsgruppen for lokaludvalgenes og beboernes repræsentanter i Nattelivsudvalget.

  3. Lokaludvalget tog til efterretning, at formanden har orienteret Kultur- og Fritidsforvaltningen om, at Preben Møller Whitt var i spil som suppleant for en beboer i Nattelivsudvalget, idet Preben Møller Whitt repræsenterer G/F Krøyers Plads & Grønlandske Handels Plads i lokaludvalget.
Til top