Stormflodssikring af Christianshavn
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg beslutter at tage imod et tilbud fra en medarbejder i Teknik- og Miljøforvaltningen om at assistere lokaludvalget i lokaludvalgets arbejde med stormflodssikring. Se afsnittet "Problemstilling".
- at Christianshavns Lokaludvalg beslutter at sende et brev til Teknik- og Miljøforvaltningen med en anmodning om kommunal bistand til at afklare en række spørgsmål med tilknytning til problematikken omkring fremtidige stormflodsbegivenheder, der kan ramme Christianshavn. Se afsnittet "Problemstilling".
-
at Christianshavns Lokaludvalg beslutter at bede Metroselskabet om at fremlægge oplysninger, som selskabet besidder om stormflodssikring af Christianshavns Metrostation. Se afsnittet "Problemstilling".
-
at Christianshavns Lokaludvalg beslutter at bede COWI om at fremlægge oplysninger om koter, stormflodssikring og sårbare områder, der måtte have relevans for Christianshavn. Se afsnittet "Problemstilling".
-
at Christianshavns Lokaludvalg drøfter og beslutter, om det skal spørge christianshavnerne om, hvor de mener, at der er risiko for oversvømmelser, både ved stormflodshændelser og i forbindelse med skybrud, fx via annoncering og ved en borgerpanelundersøgelse. Se afsnittet "Problemstilling".
Problemstilling
1. Mail fra Teknik- og Miljøforvaltningen
Den 2. februar 2022 skrev Victor Frederik Spliid Hindevad, Teknik- og Miljøforvaltningen til lokaludvalget:
"Kære lokaludvalg,
Jeg er blevet gjort opmærksom på arbejdet i jeres lokaludvalg der beskæftiger sig med lokale stormflodssikringer i jeres lokalområde omkring Christianshavn.
Mit navn er Victor og sidder til dagligt som Krise- og beredskabskoordinator under Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.
Et af mine arbejdsområder fokuserer bl.a. på stormflodssikringer i kommunen, og giver mig herunder også en del kendskab til de risici som er forbundet med Christianshavnområdet.
Jeg vil meget gerne assistere jeres arbejde i udvalget så bedst muligt som jeg kan, og vil i den anledning høre om dette kunne være i jeres interesse?
Er sikker på at det kun vil gavne den overordnede kommunikation mellem København kommune og jeres lokaludvalg.
Ser frem til at høre fra jer.
Med venlig hilsen
Victor Frederik Spliid Hindevad
Krise- og beredskabskoordinator
Politik, Planer og Beredskab
______________________________________
KØBENHAVNS KOMMUNE
Teknik- og Miljøforvaltningen
Parker, Kirkegårde og Renhold"
2. Udkast til brev til Teknik- og Miljøforvaltningen og Borgerrepræsentationen
Stormflodssikringsgruppen besluttede i sit møde den 16. februar 2022 at foreslå lokaludvalget at skrive følgende til Teknik- og Miljøforvaltningen og Borgerrepræsentationen:
"Christianshavns Lokaludvalg (CLU) anmoder hermed om kommunal bistand til at afklare en række spørgsmål med tilknytning til problematikken omkring fremtidige stormflodsbegivenheder, der kan ramme bydelen. Helt overordnet ønsker CLU at medvirke til, at der skabes et grundlag for, at Christianshavnerne kan holdes orienteret om, hvilke fremtidige initiativer Københavns Kommune (KK) forventer at iværksætte på stormflodsområdet, både på kort og på længere sigt.
Vi tænker dels på et akut beredskab, dels på varige foranstaltninger. Det første kunne omfatte forberedelse og organisering af en nødplan med mandskab og udstyr, der i akut opståede situationer skal kunne sættes ind for at nedbringe risici for oversvømmelse i givne lokalområder (mobile pumper og vandspærreanordninger, alternative afløbsmuligheder, etc.). Mere varige foranstaltninger kunne være etablering af volde eller dæmninger, stationære vandopsamlings- og pumpeanlæg, mv.
På den baggrund har CLU et ønske om at blive inddraget i KK’s forventede arbejde med stormflodsproblemer på Christianshavn, og Lokaludvalget tilbyder at medvirke ved forberedelse af anbefalinger og mulige forholdsregler, som f.eks. boligforeninger, husejere, forretninger, skoler og klubber og andre offentlige og private institutioner i bydelen bør følge for at forhindre eller søge at mindske de skader, der måtte opstå som følge af stormflod og/eller skybrud.
CLU har etableret en stormflodssikringsgruppe, der bl.a. har til opgave at pege på emner og spørgsmål, som Lokaludvalget ønsker at få afklaret i forbindelse med Kommunens kommende stormflodarbejde i bydelen.
(I) Emner/spørgsmål til Københavns Kommune
- Information om de seneste vurderinger af, hvor der i hele bydelen er særligt sårbare områder. Mere konkret ønsker CLU, at der fremlægges kortmateriale, der viser de aktuelle områder på Christianhavn og i Indre By med angivelser af lokale koter.
- Påregner Kommunen at etablere et beredskab som skitseret ovenfor? og et forstærket beredskab, hvis et skybrud og en stormflod optræder samtidigt?
- Orientering om Kommunens udredninger, planer og/eller planskitser vedrørende stormflodssikring af Christianshavn og Indre By i den næste 2-5 års periode
- Orientering om Kommunens udredninger, planer og/eller planskitser vedrørende stormflodssikring af Christianshavn og Indre By på mellemlangt sigt, f.eks. de næste 10 – 15 år.
- Vil Kommunen – evt. i samarbejde med CLU - arrangere ”Tryghedsvandringer” til de mest udsatte steder på Christianshavn?"
3 og 4. Forslag om henvendelse til Metroselskabet og til COWI
Stormflodssikringsgruppen besluttede i sit møde den 16. februar 2022 at foreslå lokaludvalget at bede Metroselskabet om at fremlægge oplysninger, som selskabet besidder om stormflodssikring af Christianshavns Metrostation, dels kortmateriale med koter, der viser de særligt kritiske steder, dels analyser eller andet, der omhandler de forudsætninger, selskabets risikovurderinger bygger på.
Stormflodssikringsgruppen foreslår tilsvarende, at lokaludvalget beder COWI om at fremlægge deres oplysninger om koter, stormflodssikring og sårbare områder, der måtte have relevans for Christianshavn.
5. Christianshavnernes vurdering af risiko for oversvømmelse
Stormflodssikringsgruppen besluttede i sit møde den 16. februar 2022 at foreslå lokaludvalget spørge christianshavnerne om, hvor de mener, at der er risiko for oversvømmelser, både ved stormflodshændelser og i forbindelse med skybrud. Dette kunne ske via annoncering i Christianshavneren og ved en Borgerpanelundersøgelse.at
Løsning
Formanden mener, at lokaludvalget skal tage imod tilbuddet fra en medarbejder i Teknik- og Miljøforvaltningen om at assistere lokaludvalget i lokaludvalgets arbejde med stormflodssikring. Formanden har forstået, at Stormflodssikringsgruppen gerne vil samarbejde med medarbejderen.
Formanden mener desuden, at lokaludvalget skal godkende Stormflodssikringsgruppens forslag under punkt 2-4 ovenfor, men at gruppen i lokaludvalgsmødet den 23. februar 2022 iorienterer lokaludvalget om, hvordan gruppen vil bruge de informationer og oplysninger, som den foreslår, at lokaludvalget at bede kommunen, Metroselskabet og COWI om.
Det er foreslået, at brevet under punkt 2 sendes til Borgerrepræsentationen. Formanden foreslår, at det kun sendes til Teknik- og Miljøforvaltningen og eventuelt også teknik- og miljøborgmesteren, da brevet i hovedsagen handler om, hvordan lokaludvalget og forvaltningen samarbejder om stormflodsproblematikken og herunder om besvarelse af konkrete spørgsmål. Forslagene i brevet under punkt 2 til et akut beredskab og til varige foranstaltninger ser formanden som gode bud på, hvad der kan gøres, men at Stormflodssikringsgruppen og lokaludvalget er åbne over for andre bud på tiltag, som måtte komme, efterhånden som forvaltningen og lokaludvalget bliver klogere på stormflodsproblematikken i Christianshavns Lokaludvalgs område.
Om punkt 5 ovenfor, så vurderer formanden, at det ikke umiddelbart har værdi at spørge christianshavnerne om, hvor de mener, at der er risiko for oversvømmelser. Dels er det tvivlsomt, at temaet egner sig til en borgerpanelundersøgelse, og dels vil der være tale om subjektive bud, som der efterfølgende skal bruges ressourcer på at verificere. Formanden mener således, at lokaludvalget og Stormflodssikringsgruppen indtil videre skal arbejde med de informationer og oplysninger, som kommunen, Metroselskabet og COWI måtte sende til lokaludvalget
Økonomi
Intet.
Videre proces
Se ovenfor.
Beslutning
- Lokaludvalget besluttede at tage imod et tilbud fra en medarbejder i Teknik- og Miljøforvaltningen om at assistere lokaludvalget i lokaludvalgets arbejde med stormflodssikring, jf. afsnittet "Problemstilling".
- Lokaludvalget besluttede at sende et brev til Teknik- og Miljøforvaltningen med en anmodning om kommunal bistand til at afklare en række spørgsmål med tilknytning til problematikken omkring fremtidige stormflodsbegivenheder, der kan ramme Christianshavn, jf. afsnittet "Problemstilling".
-
Lokaludvalget besluttede at bede Metroselskabet om at fremlægge oplysninger, som selskabet besidder om stormflodssikring af Christianshavns Metrostation, jf. afsnittet "Problemstilling".
-
Lokaludvalget besluttede at bede COWI om at fremlægge oplysninger om koter, stormflodssikring og sårbare områder, der måtte have relevans for Christianshavn, jf. afsnittet "Problemstilling".
-
Lokaludvalget godkendte et forslag fra Erik Rasmussen om, at lokaludvalget ikke spørger Christianshavns Borgerpanel om, hvor medlemmerne af panelet mener, at der er risiko for oversvømmelser.
-
Lokaludvalget godkendte et forslag fra Jane Lytthans om, at lokaludvalget ved annoncering beder christianshavnerne med mail fortælle lokaludvalget om, hvor man har oplevet oversvømmelser, både ved stormflodshændelser og i forbindelse med skybrud.
-
Lokaludvalget godkendte et forslag fra Henrik Vilsbøll om, at lokaludvalget beder boligforeningerne om at fortælle lokaludvalget om, hvor man har oplevet oversvømmelser, både ved stormflodshændelser og i forbindelse med skybrud.
-
Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Poul Cohrt om, at brevet til Teknik- og Miljøforvaltningen også sendes til overborgmesteren og teknik- og miljøborgmesteren.