Høringssvar om mangfoldig og fokuseret københavnerinddragelse
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Økonomiforvaltningen om mangfoldig og fokuseret københavnerinddragelse, der fremgår af løsningsafsnittet.
Problemstilling
Borgerrepræsentationens Sekretariat i Økonomiforvaltningen skrev den 12. november 2018 til lokaludvalgene om mangfoldig og fokuseret københavnerinddragelse.
Lokaludvalget besluttede i sit møde den 19. december 2018 sit svar vedr. den del af henvendelsen fra Borgerrepræsentationens Sekretariat, der drejer sig om brug af Christianshavns Borgerpanel til en spørgeskemaundersøgelse om københavnernes ideer og ønsker til inddragelse.
I mødet den 23. januar 2019 skal lokaludvalget forholde sig til den del af brevet, der handler om lokaludvalgets erfaringer med borgerinddragelse, nemlig følgende uddrag af brevet:
"Besvarelse af spørgsmål om københavnerinddragelse
Vi har udarbejdet nedenstående spørgsmål, som vi vil bede jer besvare. De handler om, hvordan I arbejder med, og hvilke forslag I har til, en mere mangfoldig københavnerinddragelse. Jeres besvarelse vil, sammen med input fra fagforvaltningerne og københavnerne, danne grundlag for udarbejdelsen af ramme og modeller for kommunens københavnerinddragelse.
Det bemærkes, at lokaludvalgene besvarede en lignende undersøgelse tilbage i 2015, som dannede grundlag for udviklingen af kommunens fem principper for øget københavnerdialog, der blev godkendt på Borgerrepræsentationens møde d. 28. januar 2016. Besvarelserne er vedlagt i bilag 3, så I kan vurdere, om der er pointer herfra, som I fortsat finder aktuelle og vil fremhæve i den nye undersøgelse.
De konkrete spørgsmål:
-
Hvilke metoder benytter lokaludvalget til at skabe dialog og samarbejde med københavnerne?
- Hvilke metoder til københavnerinddragelse virker særligt godt i jeres lokaludvalg?
- Hvordan arbejder lokaludvalget med en mangfoldig københavnerinddragelse og repræsentation af bydelens forskellige stemmer? Hvilke erfaringer har lokaludvalget med at opnå dette?
- Er der noget, som lokaludvalget gerne vil gøre mere af ift. københavnerinddragelse, som ikke er muligt inden for de nuværende rammer i Københavns Kommune?
- Har lokaludvalget ideer til, hvilke metoder der skal til, for at Københavns Kommune som helhed kan opnå endnu bedre og mere mangfoldig københavnerinddragelse?"
Løsning
Formanden foreslår følgende høringssvar til Borgerrepræsentationens Sekretariat:
"Christianshavns Lokaludvalgs svar på de konkrete spørgsmål i brevet af 12. november 2018 vedr. mangfoldig og fokuseret københavnerinddragelse:
-
Hvilke metoder benytter lokaludvalget til at skabe dialog og samarbejde med københavnerne?
Lokaludvalgets dialog og samarbejde med de godt 13.000 indbyggere i Christianshavns Lokaludvalg sker på forskellig vis:
- Udsendelse af nyhedsbrev med jævne mellemrum om aktuelle lokale temaer og om lokaludvalgets arrangementer. Nyhedsbrevet har knap 813 abonnementer.
- Spørgsmål til Christianshavns Borgerpanel med jævne mellemrum om aktuelle lokale temaer. Borgerpanelet har 952 medlemmer.
- Artikler på lokaludvalgets hjemmeside og i lokale medier om aktuelle lokale temaer.
- Opslag på lokaludvalgets facebookside om aktuelle lokale temaer. De bliver tit gengivet og kommenteret på den centrale facebookside på Christianshavn "Os fra Christianshavn".
- Klassiske borgermøder med jævne mellemrum om aktuelle lokale temaer.
- Arrangør af tre årlige arrangementer for christianshavnerne:
- Nytårskur
- Christianshavnerdagen
- Juletræ på Torvet.
- Lokaludvalget uddeler hvert år i august/september Havnens Pris og hvert år i januar Anerkendelsesprisen. Offentligheden indstiller kandidater. Priserne er både en påskønnelse af initiativer og en måde at gøre christianshavnerne opmærksom på mulighederne i bydelen - for på den måde at inspirere til yderligere initiativer.
- Lokaludvalget er facilitator for kontaktmøder mellem repræsentanter for foreninger mv. i og omkring Christiania og politiet om politiarbejdet i forhold til Christiania. Indtil for ca. 1½ år siden stod vi for 2-3 møder om året. Vi vil genoplive møderækken, da det er en nyttig kommunikationskanal for såvel borgerne som politiet.
- Lokaludvalget er facilitator for møder mellem E/F Krøyers Plads og Teknik- og Miljøforvaltningen om forholdene på og omkring Grønlandske Handels Plads.
- Lokaludvalget er jævnlig vært for små arrangementer på Christianshavns Torv med henblik på at vise christianshavnerne, hvilket potentiale torvet har som centralt mødested for bydelens borgere.
- Lokaludvalget er repræsenteret i og støtter borgergruppen Torvenetværket, som arbejder problemstillinger vedr. Christianshavns Torv.
- Lokaludvalget driver 10 arbejdsgrupper, hvor alle med interesse for Christianshavn kan deltage. Arbejdsgrupperne drøfter aktuelle lokale temaer med relation til det ressort, de hver især dækker.
- Lokaludvalget har udgivet inspirations- og debatmateriale om udviklingen af Papirøen og Nyholm.
- Lokaludvalget giver kun støtte til lokalt forankrede aktiviteter. Det giver de lokale ildsjæle en bedre mulighed for at få penge til deres aktiviteter end ellers. Støtten fra lokaludvalget til lokale initiativer kan give lokaludvalget og borgerne indsigt i muligheder og problemstillinger i bydelen, vi ellers ikke ville have opfanget.
- Udsendelse af nyhedsbrev med jævne mellemrum om aktuelle lokale temaer og om lokaludvalgets arrangementer. Nyhedsbrevet har knap 813 abonnementer.
- Hvilke metoder til københavnerinddragelse virker særligt godt i jeres lokaludvalg?
- Nytårskuren og Christianshavnerdagen er gode rammer for vores og rådhuspolitikernes dialog med christianshavnerne om aktuelle lokale politiske temaer.
- Det er vores indtryk, at politiske paneldebatter i uformelle omgivelser er en god oplevelse for både borgere og politikere.
- Lokaludvalgets rolle som facilitator af møder mellem forvaltningen og borgergrupper o.l. giver gode resultater for alle parter.
- Klassiske borgermøder med deltagelse af forvaltningerne er informative og nyttige for borgerne, når forventningerne til mulighederne for indflydelse er afstemt. Borgerinddragelse, hvor der lægges op til indflydelse, men hvor der pga. af politiske beslutninger reelt ikke er indflydelse, giver ingen mening og bør ikke gennemføres.
- Borgerpanelundersøgelser giver interessante og brugbare resultater. Svar på åbne spørgsmål giver en god indsigt i, hvad der rører sig blandt christianshavnerne. Dog er det ressourcekrævende at samle op på de mange svar. Borgerne har meget på hjerte.
3. Hvordan arbejder lokaludvalget med en mangfoldig københavnerinddragelse og repræsentation af bydelens forskellige stemmer? Hvilke erfaringer har lokaludvalget med at opnå dette?
- Det er ikke noget, lokaludvalget arbejder systematisk med, men de tre årlige arrangementer Nytårskur, Christianshavnerdagen og Juletræ på Torvet samler alle christianshavnere på tværs af social status og på tværs af de forskellige kvarterer i bydelen.
- Det er vores indtryk, at vi med borgerpanelundersøgelserne får grupper af christianshavnere i tale, som vi ellers sjældent hører fra, fx børnefamilier og beboerne i de nye boligområder i bydelen.
4. Er der noget, som lokaludvalget gerne vil gøre mere af ift. københavnerinddragelse, som ikke er muligt inden for de nuværende rammer i Københavns Kommune?
- Baseret på erfaringerne med Ørkenfortet drøfter lokaludvalget for tiden, hvordan borgerinddragelse kan give mening for os og borgerne. Der skal være et indflydelsesrum, hvis borgerinddragelsen skal give mening.
- Før og efter der er indgået politiske aftaler af betydning for bydelen, bør politikerne drøfte sagerne med borgerne. Politikerne er usynlige og overleder det til forvaltningen at stå på mål for de politiske aftaler og beslutninger.
- Baseret på de hidtidige erfaringer med Nyholm drøfter lokaludvalget for tiden, hvordan borgerne kan inddrages i byudviklingen af arealer, som staten ejer. Københavns Kommune bør være borgernes medspiller i sådanne sager.
5. Har lokaludvalget ideer til, hvilke metoder der skal til, for at Københavns Kommune som helhed kan opnå endnu bedre og mere mangfoldig københavnerinddragelse?"
Se ovenfor.
Med venlig hilsen
Poul Cohrt,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Økonomiforvaltningen har en konference den 30. januar 2019 om Københavnerinddragelse. Lokaludvalgets medlemmer har haft mulighed for at tilmelde sig konferencen.
I brevet af 12. november 2018 skriver Borgerrepræsentationens Sekretariat:
"Når vi har modtaget alle input fra jer, forvaltningerne, københavnerne og har analyseret materialet, vil vi fremlægge resultater og første konturer af modeller for københavnerinddragelse på et dialogmøde for lokaludvalg og gruppeformandskredsen torsdag d. 2. maj 2019 (forventet tidsrum kl. 17-20). Mødet giver mulighed for en fælles drøftelse af de foreløbige modeller og metoder, som tegner sig. I vil modtage nærmere invitation og program for mødet, når vi kommer tættere på."
Beslutning
- Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kirsten V. Andersen om, at Ren Vold-arrangementerne omtales under besvarelsen af spørgsmål nr. 1 som et af de årlige arrangementer, lokaludvalget står for.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jens Loft Rasmussen om, at det under besvarelsen af spørgsmål nr. 1 nævnes, at borgerne går til lokaludvalget, hvis de oplever problemer med kommunen, idet lokaludvalget kan formidle kontakt til og løsninger med kommunen. Det skete eksempelvis i sagen om omlægning af fortov i Bådsmandsstræde.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Mogens Holm om, at lokaludvalget besvarer spørgsmål nr. 5 med en bemærkning om, at hvis kommunen lytter og forholder sig til borgernes bemærkninger, meninger og forslag, vil borgerne engagere sig mere.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Ruth Plovgaard om, at det i besvarelsen af spørgsmål nr. 2 nævnes, at informationen om lokaludvalgets arrangementer på lokaludvalgets plakatstander på Christianshavns Torv fungerer godt.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Ruth Plovgaard om, at det i besvarelsen af spørgsmål nr. 2 nævnes, at lokaludvalgets udflugtsarrangementer for borgerne om aktuelle lokalpolitiske temaer fungerer godt; eksempelsvis bustur til forskellige steder på Refshaleøen, bådsejlads i Inderhavnen og kanalerne samt rundvisning på Papirøen.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kirsten V. Andersen om, at lokaludvalgets samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen om affaldssorteringsløsninger nævnes i besvarelsen af spørgsmål nr. 1.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Ruth Plovgaard om, at det i høringssvaret nævnes, at et lokalt placeret lokaludvalgssekretariat er en forudsætning for, at lokaludvalgets borgerdialog lykkes.
Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Økonomiforvaltningen om mangfoldig og fokuseret københavnerinddragelse, der fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.
- På forslag fra Katinka Haxthausen bad lokaludvalget sekretariatet om med jævne mellemrum at orientere christianshavnerne om muligheden for uforpligtende at deltage i lokaludvalgets arbejdsgrupper. Orienteringen skal ud på lokaludvalgets hjemmeside, facebookside og nyhedsbrev samt i lokale medier.