Mødedato: 22.06.2022, kl. 18:30
Mødested: 1. sal i Hal C, Arsenalvej 6

B-sag: Henvendelser til lokaludvalget, juni 2022

Christianshavns Lokaludvalg skal tage håndteringen af henvendelser til lokaludvalget til efterretning.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg tager håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden sidste lokaludvalgsmøde til efterretning.

 

Problemstilling

Borgere har henvendt sig til lokaludvalget.

Løsning

1. Reduktion af trafiklarm fra Amager Boulevard og Ved Stadsgraven

Jf. punkt 14 på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 18. maj 2022 spurgte en borger med mail den 9. maj 2022, om der nogensinde er blevet kigget på, om det er muligt at reducere trafiklarmen fra Amager Boulevard og Ved Stadsgraven, så det skønne rekreative område på volden kan blive lidt mere fredeligt. Borgeren foreslår, at det enten sker ved at etablere en beplantet jordvold eller et “beplantet” hegn, som det ses visse steder langs motorveje.

Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen svare. Forvaltningen svarede den 25. maj 2022 (uddrag fra svaret):

"...Teknik- og Miljøforvaltningen anvender sjældent afskærmning i byen, medmindre der er behov for det i forbindelse med nybyggeri af boliger. Støjdæmpningen er mest effektiv lige bagved skærmen, og effekten falder jo længere man kommer fra skærmen, da støjen ”falder ned” længere væk. Det giver derfor ikke nødvendigvis det ønskede resultat at opsætte en skærm ud til et grønt område."

 

2. ”Svineri” på Christianshavns Torv

Jf. punkt 14 på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 18. maj 2022 orienterede en gruppe borgere den 8. maj 2022 lokaludvalget om, at en loppemarkedssælger på Christianshavns Torv opbevarer sine ting bag cykelstativerne op af SuperBrugsens facade, hvilket der uden held er klaget til politiet og kommunen over.

På den baggrund spurgte sekretariatet Teknik- og Miljøforvaltningen om, hvorvidt vedkommende har en tilladelse til at sælge varer på Christianshavns Torv; i givet fald på hvilke vilkår.

Teknik- og Miljøforvaltningen svarede den 23. maj 2022, at forvaltningen ikke har givet tilladelse til den pågældende loppemarkedssælger til at sælge varer på Christianshavns Torv, samt at forvaltningen har været i kontakt med politiet, og at de opmagasinerede varer er blevet fjernet i weekenden i uge 20.

 

3. Neighbourhood Boutique

I en mail den 24. maj 2022 foreslog Neighborhood Boutique sekretariatet et samarbejde mellem Neighborhood Boutique og lokaludvalget, og foreslog et møde om det. Anledningen var, at Neighborhood Boutique snart åbner for tilmelding af butikker i bydelen til deres markedsføringsplatform https://neighborhood.boutique/christianshavn.

I mailen skrev Neighborhood Boutique, at de har til opgave hjælpe (typisk mindre) erhvervsdrivende i udvalgte lokalområder, med at vise, hvad både butikker, restauranter, cafeer, etc. hver især har at byde på, men også, hvad hele området (heraf Neighborhood) som et Økosystem har at tilbyde både lokal (Buy Local) og turister.  

Sekretariatet tog den 31. maj 2022 imod invitationen til møde, men gjorde samtidig opmærksom på, at i og med Neighbourhood Boutique er et firma, er udgangspunktet for et samarbejde, at lokaludvalget ikke må støtte deres forretning, fordi lokaludvalget skal følge reglerne for en kommune.

Mødet er endnu ikke holdt.

 

4. Wilders Plads

Med mail den 31. maj 2022 spurgte en borger, om lokaludvalget støtter nedrivningen af de lave bygninger på Wilders Plads. I givet fald ønskede han oplysning om beslutningsgrundlaget og i det hele taget om beslutningsprocessen.

Formanden svarede ham den 10. juni 2022. Se svaret i bilaget.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tog håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden sidste lokaludvalgsmøde til efterretning.

 

Til top