Åben spørgetid
Beslutning
Arrangementer foran Hal C
En borger orienterede om generne fra arrangementerne, der holdes 10 gange om året foran Hal C under overskriften "Kaj, din ven i solen". Hun gav udtryk for, at arrangementerne har vokset sig for store til stedet og at de drukner omgivelserne i støj. Dertil kommer, at gæsterne til arrangementerne er fulde og efterlader afføring, opkast, affald mv. på arealer, der hører til beboelse. Arrangementerne fortsætter mange gange ud over den tilladte tid. Når arrangementerne slutter, fortsætter gæsterne festen med medbragte lydanlæg. Klager til kommunens støjvagt fører ikke til noget. Hun oplyste, at der er andre lignende arrangementer i området.
Ulla Bo Skovvart svarede, at hun føler med beboerne i området.
Jens Eskildsen svarede, at man skal blive ved med at klage til Støjvagten, da klagerne registreres. Antallet af klager kan føre til ændring i tilladelsen til arrangementerne.
Preben Møller Whitt svarede, at politiet skal håndhæve ordensbekendtgørelsen. Man skal derfor ringe til politiet, så der bliver skabt bevidsthed om problemet.
Asbjørn Kaasgaard svarede, at det kunne være en opgave for kommunens natteværter at holde øje med arrangementerne.
En repræsentant for Kultur- og Fritidsforvaltningen gav udtryk for, at han vil undersøge forholdene omkring arrangementerne.