Mødedato: 22.06.2016, kl. 18:30
Mødested: Hal C, Arsenalvej 6

Taxaer i Prinsessegade

Christianshavns Lokaludvalg skal godkende en henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget, Taxinævnet i Region Hovedstaden og Københavns Politi om taxaernes adfærd omkring Christiania.

Indstilling

Formanden foreslår

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender henvendelsen til Teknik- og Miljøudvalget, Taxinævnet i Region Hovedstaden og Københavns Politi om taxaernes adfærd omkring Christiania, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

I mødet den 27. april 2016 drøftede lokaludvalget taxakørsel og -parkering omkring Christiania og de problemer, som adfærden afstedkommer, samt eventuelle løsningsmuligheder. Der var følgende bemærkninger:

  • Taxachauffførerne udnytter, at politiet ikke har ressourcer til at kontrollere deres adfærd.
  • Palmehaven er blevet foreslået som et sted, hvor der kan indrettes taxaholdeplads, men den ligger for langt fra indgangen til Christiania.
  • I det oprindelige projekt for trafiksanering af Prinsessegade indgik høje kantsten i gaden, som kunne forhindre taxaparkering på cykelstierne, men politiet var imod dette.
  • Lovliggør hash.
  • Opsæt voldssikrede hastighedsmålere (Stærekasser).
  • Lokaludvalget skal skrive til myndighederne og Taxanævnet om adfærden.

På baggrund af drøftelsen skulle formanden komme med et forslag til henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget, politiet, Taxanævnet mv., som lokaludvalget kunne tage stilling til i mødet den 25. maj 2016.

Løsning

Formanden foreslår følgende henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget, Taxinævnet i Region Hovedstaden og Københavns Politi:

"Christianshavns Lokaludvalg har erfaret, at taxachaufførernes adfærd omkring Christiania er uholdbar:

  • Der er meget cirkulerende taxikørsel i kvarteret
  • Taxaerne kører for stærkt gennem kvarteret
  • Taxaerne parkerer ulovligt i Prinsessegade på cykelsti og fortov
  • Taxaerne foretager ulovlige uvendinger uden at tage hensyn til andre bilister cyklister og gående.
  • Taxachaufførerne opfører sig nedladende over for de beboere i kvarteret, der påtaler deres adfærd
  • Taxachauffførerne udnytter, at politiet ikke har ressourcer til at kontrollere deres adfærd.

Til løsning af problemerne, som taxachaufførernes adfærd afstedkommer, foreslår lokaludvalget:

  • at Teknik- og Miljøudvalget som foreslået i det oprindelige projekt for trafiksanering af Prinsessegade beslutter at etablere høje kantsten i gaden, som kan forhindre taxaparkering på cykelstierne
  • at Københavns Politi opsætter voldssikrede hastighedsmålere (Stærekasser)
  • at Taxinævnet og Københavns Politi systematisk kontrollerer taxaernes adfærd omkring Christiania
  • at Taxinævnet og Københavns Politi drøfter og aftaler, hvad der skal gøres, for at få taxachaufførerne, der kører til og fra Christiania, til at køre og parkere i henhold reglerne i færdselsloven.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt henvendelsen, sender sekretariatet den til Teknik- og Miljøudvalget, Taxinævnet i Region Hovedstaden og Københavns Politi:

BILAG

Læs om Taxinævnet i Region Hovedstaden her (ikke på papir):

http://www.taxinaevn.dk/

Beslutning

Jane Lytthans stillede ændringsforslag om, at lokaludvalget i henvendelsen foreslår opsætning af steler i Prinsessegade.

Jane Lytthans stillede ændringsforslag om, at lokaludvalget i henvendelsen foreslår, at kommunen arbejder for at få etableret en taxaholdeplads på Christianias område.

Jane Lytthans stillede ændringsforslag om, at sætningen "Taxachaufførerne opfører sig nedladende over for de beboere i kvarteret, der påtaler deres adfærd." omformuleres til "En stor del af taxachaufførerne opfører sig aggressivt over for de beboere i kvarteret, der påtaler deres adfærd."  

Erling Ekegren stillede ændringsforslag om, at lokaludvalget i en henvendelse til Christiania foreslår en drøftelse af og et samarbejde om, hvordan problemet med taxaerne i Prinsessegade kan løses.

På forslag fra Poul Cohrt stemte lokaludvalget om, hvorvidt den foreslåede henvendelse til Københavns Kommune med de foreslåede ændringsforslag skal sendes.
For stemte 16 lokaludvalgsmedlemmer.
Imod stemte 1 lokaludvalgsmedlem. 
Ingen undlod at stemme.
Dermed havde lokaludvalget godkendt, at den foreslåede henvendelse til Københavns Kommune med de foreslåede ændringsforslag skal sendes.

På forslag fra Poul Cohrt stemte lokaludvalget om, hvorvidt han som formand skal have bemyndigelse til at foreslå Christiania en drøftelse af og et samarbejde om, hvordan problemet med taxaerne i Prinsessegade kan løses.
For stemte 15 lokaludvalgsmedlemmer.
Ingen stemte imod.
2 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Dermed havde lokaludvalget bemyndiget Poul Cohrt  til at foreslå Christiania en drøftelse af og et samarbejde om, hvordan problemet med taxaerne i Prinsessegade kan løses.

 

Protokolbemærkning fra Thorben Nielsen: "Jeg er imod henvendelsen til Københavns Kommune for så vidt angår forslaget fra lokaludvalget om, at kommunen skal arbejde for at få etableret en taxaholdeplads på Christianias område. Taxaproblematikken er ikke Christianias ansvar."

Til top