Borgerdialog om "Prinsessegade tillæg 1 - lokalplanforslag"
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg står for borgerdialog om "Prinsessegade tillæg 1 - lokalplanforslag", som Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt i offentlig høring. Lokalplanen vil muliggøre opførelselse af et nyt ’ScienceLAB’ til Christianshavns Skole på det ubebyggede areal bagved Christianshavns Idrætsklub.
- at Christianshavns Lokaludvalg udpeger tovholdere til i samarbejde med sekretariatet at stå for borgerdialogen.
- at Christianshavns Lokaludvalg afsætter 5.000 kr. til borgerdialogen. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
- at Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger lokaludvalgsmedlem Ruth Plovgaard til at besvare spørgeskemaet fra Teknik- og Miljøforvaltningen om, hvordan lokaludvalget har oplevet henholdsvis proces og indhold i forbindelse med lokalplanforslagets tilblivelse.
Problemstilling
Med svarfrist den 9. september 2016 har Teknik- og Miljøforvaltningen sendt "Prinsessegade tillæg 1 - lokalplanforslag" i offentlig høring via bliv hørt-portalen. Lokalplanen vil muliggøre en udvidelse af Christianshavns Skole fra tre til fire spor. Det fredede 'Philip de Langes hus' og forhuset ombygges og renoveres, mens et nyt ’ScienceLAB’ opføres på det ubebyggede areal bagved Christianshavns Idrætsklub.
Løsning
Arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge skriver:
"Sagen om udbygning af Christianshavns Skole inde i filialens gård sendes snart (efter vedtagelsen i Borgerrepræsentationen) i offentlig høring. Lokaludvalget afholdt –som bekendt - et borgermøde i Beboerhuset den 17.3. med tilhørende spørgeskemaer om sagen. Siden hen (2.4.) fremsendte lokaludvalget et høringssvar, som det ikke ses, at vi har fået svar på. En måde at komme videre ad demokratisk vej på i denne sag kan være at afholde en vandring /et møde i filialens gård for interesserede/ berørte borgere (evt. fulgt op af spørgeskemaer). Vandringen skal finde sted engang sidst i august og have deltagelse af både relevante lokaludvalgsmedlemmer og Teknik- og Miljøforvaltningen.
Bilag i sagen er skolebestyrelsens udtalelse til Borgerrepræsentationen".
Arbejdsgruppen foreslår, at vandringen finder sted den 16. august 2016 kl. 17.00. Foruden Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår arbejdsgruppen, at arkitekterne, der har tegnet ScienceLAB, deltager.
Tilfredshedsmåling
I henhold til den ny model for inddragelse af lokaludvalg i forberedelsen af plansager, hvorefter lokaludvalgene bliver inddraget tidligt i forløbet, skal lokaludvalget besvare et spørgeskema fra Teknik- og Miljøforvaltningen om hvordan lokaludvalget har oplevet henholdsvis proces og indhold i forbindelse med lokalplanforslagets tilblivelse. Formanden foreslår, at lokaludvalget bemyndiger lokaludvalgsmedlem Ruth Plovgaard til at besvare spørgeskemaet.
Økonomi
Lokaludvalget afsætter 5.000 kr. til borgerdialogen, som anvendes til annoncering i et lokalt medie samt til forplejning.
Videre proces
Lokaludvalget har borgerdialog om sagen den 16. august 2016. I mødet den 31. august 2016 skal lokaludvalget beslutte et høringssvar om lokalplanforslaget.
BILAG
Læs om lokalplanforslaget her:
http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/prinsessegade-till-g-1-lokalplanforslag
Beslutning
- Lokaludvalget besluttede at stå for borgerdialog om "Prinsessegade tillæg 1 - lokalplanforslag", som Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt i offentlig høring.
- Lokaludvalget udpegede Ruth Plovgaard til i samarbejde med sekretariatet at stå for borgerdialogen.
- På forslag fra Ruth Plovgaard godkendte lokaludvalget at afsætte 10.000 kr. til borgerdialogen. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
- Lokaludvalget bemyndigede Ruth Plovgaard til at besvare spørgeskemaet fra Teknik- og Miljøforvaltningen om, hvordan lokaludvalget har oplevet henholdsvis proces og indhold i forbindelse med lokalplanforslagets tilblivelse.