Mødedato: 22.05.2019, kl. 18:30
Mødested: Mødelokalet på 1. sal i Hal C, Arsenalvej 6

B-sag: Parkbrugerråd for Christianshavns Vold

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal tage til efterretning, at lokaludvalgets forretningsudvalg har udpeget et medlem og en suppleant til Parkbrugerrådet for Christianshavns Vold.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg tager til efterretning, at lokaludvalgets forretningsudvalg har udpeget Asbjørn Kaasgaard som sit medlem af Parkbrugerrådet for Christianshavns Vold.
  2. at Christianshavns Lokaludvalg tager til efterretning, at lokaludvalgets forretningsudvalg har udpeget Kirsten V. Andersen som suppleant i Parkbrugerrådet for Christianshavns Vold for Asbjørn Kaasgaard.

Problemstilling

Den 3. maj 2019 skrev Teknik- og Miljøforvaltningen:

"Kære forening/organisation/råd/lokaludvalg m.fl.

I inviteres hermed til at udpege en repræsentant til det kommende parkbrugerråd for Christianshavns Vold.

Hvorfor nedsættes et parkbrugerråd, og hvorfor tilbydes medlemskab?

Christianshavns Vold er fredet, og derfor skal der udarbejdes en udviklingsplan for parken. Københavns Kommune ønsker i forbindelse med arbejdet med udviklingsplanen at nedsætte et midlertidigt parkbrugerråd, der kan bidrage med gode ideer og konstruktiv kritik til planen. Parkbrugerrådet sammensættes af de høringsberettigede organisationer jf. fredningsdeklarationen samt medlemmer af Det Grønne Råd, lokaludvalget, repræsentanter for naboer og faste brugere m.fl. Da jeres forening/organisation tilhører en af førnævnte grupper, eller på anden vis vurderes at have interesse i Christianshavns Volds udvikling, er invitationen sendt til jer.

 

Svar udbedes

Senest torsdag den 16. maj 2019 bedes I venligst svare, om I ønsker at deltage i parkbrugerrådet med en repræsentant fra jeres forening/organisation.
(...)
I  bedes venligst oplyse navn, telefonnummer og mailadresse på repræsentanten. I er også velkomne til at vælge en suppleant, der kan deltage i stedet for den egentlige repræsentant, hvis denne bliver forhindret. 

Parkbrugerrådsmøder og opgavens omfang

Der afholdes i alt 2 parkbrugerrådsmøder:

  1. møde afholdes mandag den 24. juni 2019 kl. 16.30-18.30, Islands Brygge 37, 2300 København
  2. møde afholdes i efteråret 2019, klokkeslæt og adresse som ovennævnt

Nærmere information om første møde sendes til jeres udpegede repræsentant.

Udover de to møder i parkbrugerrådet afholdes et parktræf på Christianshavns Vold (sommeren 2019). Dette annonceres offentligt og er åbne for alle borgere. Desuden forventes det, at jeres repræsentant sikrer at foreningen/organisationen afgiver sit høringssvar, når udkastet til udviklingsplan sendes i høring i parkbrugerrådet. Når arbejdet med udviklingsplanen er slut nedlægges parkbrugerrådet.

 

Hvad er en udviklingsplan?

En udviklingsplan afstikker rammerne for udviklingen af parken og fastlægger de overordnede retningslinjer for den fremtidige drift af området. Nye tiltag i parken, omlægninger og lignende skal således fremgå af udviklingsplanen for at kunne realiseres.

(...)

Denne invitation sendes til:

Christianshavns Lokaludvalg
Danmarks Naturfredningsforening
Friluftsrådet
Dansk Ornitologisk Forening
Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd (spejdere m.m.)
Danmarks Idrætsforbund
Cyklistforbundet
Foreningen Hovedstadens Forskønnelse
Dansk Botanisk Forening
Københavns Ældreråd
Danske Handicaporganisationer
Kultur- og Fritidsforvaltningen, Københavns Kommune
samt repræsentanter for naboer og brugere af parkerne."

Løsning

På grund af fristen for svar den 16. maj 2019 har formanden efter rådføring med lokaludvalgets forretningsudvalg meddelt Teknik- og Miljøforvaltningen,

  • at Asbjørn Kaasgaard er lokaludvalgets medlem af Parkbrugerrådet for Christianshavns Vold.
  • at Kirsten V. Andersen er suppleant i Parkbrugerrådet for Christianshavns Vold for Asbjørn Kaasgaard.

Formanden foreslår, at lokaludvalget tager dette til efterretning.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Repræsentanten orienterer lokaludvalget om Parkbrugerrådets arbejde i de kommende lokaludvalgsmøder.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tog til efterretning, at lokaludvalgets forretningsudvalg har udpeget Asbjørn Kaasgaard som sit medlem af Parkbrugerrådet for Christianshavns Vold.

  2. Lokaludvalget tog til efterretning, at lokaludvalgets forretningsudvalg har udpeget Kirsten V. Andersen som suppleant i Parkbrugerrådet for Christianshavns Vold for Asbjørn Kaasgaard.
Til top