B-sag: Status på Lynetteholmen
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg tager orienteringen om lokaludvalgets borgermøde den 30. april 2019 om Lynetteholmen til efterretning. Se bilaget.
Problemstilling
Lokaludvalget var den 30. april 2019 vært for et borgermøde om Lynetteholmen, hvor bl.a. By & Havn holdt oplæg. Se et referat af mødet i bilaget.
By & Havn har fået opgaven at etablere og udvikle Lynetteholmen, der skal ligge mellem Nordhavn og Refshaleøen og på sigt rumme 35.000 indbyggere og lige så mange arbejdspladser.
Som en central præmis for byudviklingen i det nye område skal der etableres ny infrastruktur, der blandt andet kan sikre tilgængeligheden for beboerne og medarbejderne. Det drejer sig om en Østlig Ringvej fra Nordhavnen til motorvejen på Amager samt metrobetjening af området.
Den nye bydel er også en klimasikring af byen. Den vil fungere som en dæmning fra Kronløbet ved Nordhavn og ned til Refshaleøen. Dermed vil Lynetteholmen sikre København mod fremtidig stormflod som følge af havvandsstigninger og mere voldsomt vejr..
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget tager orienteringen om borgermødet om Lynetteholmen til efterretning.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havn følger Lynetteholmen-projektet og orienterer lokaludvalget, når der er nyt af interesse for Christianshavn.
Beslutning
- Lokaludvalget tog orienteringen om lokaludvalgets borgermøde den 30. april 2019 om Lynetteholmen, der fremgår af referatet af mødet, til efterretning. Referatet ses på lokaludvalgets hjemmeside:
https://christianshavnslokaludvalg.kk.dk/moeder-og-hoeringer/byudvikling/lynetteholm-en-ny-bydel-i-koebenhavn
- Lokaludvalget godkendte et forslag fra Frode Neergaard om, at lokaludvalget nedsætter en følgegruppe vedr. Lynetteholmen.
- Lokaludvalget udpegede Jens Brandt Sørensen, Mogens Holm, Frode Neergaard og Svend Aage Schiermacher til følgegruppen.
- Lokaludvalget bemyndigede formanden til at informere interessenter vedr. Lynetteholmen om lokaludvalgets følgegruppe.