Mødedato: 22.05.2019, kl. 18:30
Mødested: Mødelokalet på 1. sal i Hal C, Arsenalvej 6

Støj i byrummet og i institutioner

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et brev til Teknik- og Miljøforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen om støj i byrummet og institutioner.

Indstilling

Formanden indstiller,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender brevet til Teknik- og Miljøforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen om støj i byrummet og institutioner, som fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

På lokaludvalgsmødet den 24. april 2019 besluttede lokaludvalget nedenstående i forbindelse med sagen om handleplan for vejstøj:

”Lokaludvalget bad Miljøgruppen skrive et udkast til brev til kommunen med forslag om en generel indsats mod det stigende støjniveau i byen, som lokaludvalget kan tage stilling til i et kommende møde.

Brevet skal bl.a. handle om støjen fra højtalerne i kanalrundfarterne, støjen fra soundboxes på torvet og på fartøjerne i kanalerne mv, samt støj fra events mm. Endvidere skal reglen i Strandparken på Islands Brygge om ingen musik efter kl. 22 fremhæves.” 

Løsning

Miljøgruppen foreslår at lokaludvalget skriver til Teknik- og Miljøforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen:

"En by støjer, og det er noget vi især lægger mærke til, når vi tager udenfor byen. Men hvor kommer støjen fra, og hvordan sætter vi en grænse for støjen?

Støj fra vejene har vi udtalt os om i høringssvar vedr. handlingsplan for vejstøj. Her nævnte vi bl.a. fartbegrænsning, støjdæmpende asfalt, 3-lags vinduer, elektriske kanalrundfartsbåde, el-både og el-biler.

Støjniveauet er stigende og kræver flere løsninger

Der er i de sidste år kommet meget mere støj fra mennesker og deres musikmaskiner. Antallet af turister er steget voldsomt, især med den nye Inderhavnsbro fra Nyhavn. Der kører party-busser rundt i de smalle gader med musik ud af vinduerne.

Unge mennesker især betragter byens rum som deres partyzone, hvor de mener at kunne larme, som de vil. Der er også mange flere udlejningsbåde på kanalerne og i Inderhavnen. Flere af disse bådes lejere medbringer radioer og soundboxes, hvor lyden forplanter sig nemt over vandet og til beboerne på land.

Støjzoner og øget opmærksomhed på lav-frekvente støjkilder 

For at imødekomme disse gener foreslår vi, at der indføres støjzoner, hvor det får konsekvenser at larme efter f.eks. kl. 22-23-24 om aftenen. Havnefronten på Islands Brygge har en ordning, hvor dette er indført. Vi ønsker dette i hele byen og især på Christianshavn.

Vi opfordrer også kommunen til at interessere sig mere for DB-målingerne. De lave frekvenser vægtes alt for lavt i de tilladte støjgrænser; og det er netop dem, som opleves meget generende, fordi de kan gå gennem bygningsdele, og derfor virker hverken lukkede døre og vinduer eller ørepropper.

Vi ved, at borgere kan klage til politiet over et højt støjniveau i byrummet. Den mulighed er uholdbar, da politiet ikke har ressourcer til dette.

Det er en af grundene til, at vi også mener der bør etableres en forebyggende indsats, som en alternativ løsning på støjen fra unge.

Bedre bemanding i daginstitutioner kan ændre vaner

Vi foreslår, at der gives bedre bemanding af vuggestuer og børnehaver. I dag råber børn ofte meget højt, for at blive hørt af en voksen. Voksne i børneinstitutioner har i mange år lidt af det høje støjniveau af denne årsag.

Lydniveauet mindskes, når der er bedre bemanding, hvor man ikke behøver at råbe for at få opmærksomhed. Det kan blive en indgroet vane at råbe højt og skrige. Især forsømte og usete børn har behov for at føre sig frem med f.eks. høj musik.

Børn bliver unge mennesker, der derved lærer at tale almindeligt sammen, også i byrummet. De behøver ikke larmende radioer og soundboxes for at blive set og have det sjovt. De opdager forhåbentlig, at akustisk musik kan være en lise for sjælen.

Inden de nye rolige og stille børn vokser op, kan kommunen promovere og støtte facadebeplantninger på både kommunale og offentlige bygninger, da det både renser luften og dæmper lyde.

 

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet brevet, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Beslutning

Lokaludvalget foretog en vejledende afstemning om et ændringsforslag fra Poul Nielsen om, at afsnittet "Bedre bemanding i daginstitutioner kan ændre vaner" udgår af brevet. Afstemningen viste, at der var flertal for ændringsforslaget. Dermed havde lokaludvalget tiltrådt det.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Frode Neergaard om, at brevet afsluttes med: "Det er en af grundene til, at vi også mener, at kommunen bør promovere og støtte facadebeplantninger på både kommunale og offentlige bygninger, da det både renser luften og dæmper lyde."

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Frode Neergaard om, at 1. linje under afsnittet "Støjzoner og øget opmærksomhed på lav-frekvente støjkilder" indledes med: "For at imødegå disse gener foreslår vi, ..."

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jens Eskildsen om, at brevet skal indeholde en bemærkning om, at kommunen skal sikre stille steder i byen til fordybelse.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jens Eskildsen om, at brevet skal indeholde en bemærkning om, at støjniveauet i byen kun falder, hvis hastighedsgrænsen i byen sættes ned til 30 km/t, idet dækstøj er blandt de væsentligste støjkilder.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jane Lytthans om, at brevet skal indeholde en bemærkning om, at der skal være stille-områder ved havnen og kanalerne, hvilket der ikke lægges op til i By & Havns "Det blå byrum - strategi for Københavns rekreative havn".

 

Lokaludvalget godkendte brevet til Teknik- og Miljøforvaltningen om støj i byrummet, som fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.

Til top