B-sag: Fordeling af midlerne til lokaludvalgenes varetagelse af den lokale miljøopgave
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte at meddele Borgerrepræsentationens sekretariat, at lokaludvalget anbefaler en model til fordeling af midlerne til lokaludvalgenes varetagelse af den lokale miljøopgave, der betyder, at hvert af de 12 lokaludvalg får lige mange penge fra kommunen til den lokale miljøopgave.
Indstilling
Indstilling om,
- at Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger Asbjørn Kaasgaard til at meddele Borgerrepræsentationens sekretariat, at lokaludvalget anbefaler en model til fordeling af midlerne til lokaludvalgenes varetagelse af den lokale miljøopgave, der betyder, at hvert af de 12 lokaludvalg får lige mange penge fra kommunen til den lokale miljøopgave.
Problemstilling
Med vedtagelsen af kommunens budget for 2023 besluttede Borgerrepræsentationen en opnormering af de to fællessekretariater for hhv. Vesterbro Lokaludvalg og Kgs. Enghave Lokaludvalg samt Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg. Opnormeringen betyder, at sekretariatsbetjeningen af de fire lokaludvalg bringes på niveau med grundnormering i de øvrige otte lokaludvalgssekretariater.
Lokaludvalgene modtager årligt en samlet øremærket bevilling på 7,7 mio. kr. til varetagelsen af kommunens lokale miljøopgave. Puljen fordeles ligeligt mellem de nuværende 10 lokaludvalgssekretariater. Med beslutningen om en opnormering af sekretariatsbetjeningen af de fire berørte lokaludvalg har forligskredsen bag budgettet for 2023 efterspurgt mulige alternative løsninger for fordeling af midlerne til de tolv lokaludvalgs varetagelse af den lokale miljøopgave.
Borgerrepræsentationens sekretariat har udarbejdet et notat herom. Se bilaget. Lokaludvalgets forperson Asbjørn Kaasgaard er blevet bedt om bemærkninger til notatet.
Miljøopgaven jf. kommissoriet for lokaludvalg
"Lokaludvalgene skal støtte og udvikle det lokale miljøarbejde ved at inspirere og engagere en bred mangfoldighed af københavnere, virksomheder og organisationer i bydelen til aktivt at deltage i miljøprojekter, der samtænker miljø med det sociale, sundhed, kultur, byplanlægning, økonomi og integration. Lokaludvalgene skal ligeledes skabe lokal interesse og dialog om væsentlige miljøspørgsmål. Lokaludvalgenes miljøaktiviteter skal i øvrigt understøtte Københavns Kommunes visioner og mål på miljøområdet.
Med henblik herpå skal lokaludvalgene årligt tilrettelægge det lokale miljøarbejde, gennemføre egne miljøaktiviteter og/eller give økonomisk støtte til lokale miljøprojekter, f.eks. Miljøfondene eller lokalt engagerende projekter initieret af københavnere. Herunder skal lokaludvalgene:
- Arbejde for vedvarende forbedringer i det lokale miljø i samarbejde med lokale københavnere, miljøaktører i bydelen og på tværs af bydelene om fælles miljøtemaer, hvor lokaludvalgene finder det relevant.
- Iværksætte aktiviteter, der gør det lettere for københavnere, virksomheder og organisationer i
bydelen at handle miljøbevidst og ressourcebesparende i hverdagen.
- Bidrage til udvalgte miljøprojekter og -kampagner i Københavns Kommune, som retter sig mod københavnere, virksomheder og organisationer i bydelen, og bidrage til overholdelse af Københavns Kommunes forpligtelser vedrørende lokale miljøindsatser."
Løsning
Det foreslås, at lokaludvalget bemyndiger Asbjørn Kaasgaard til at meddele Borgerrepræsentationens sekretariat, at lokaludvalget anbefaler model A1 jf. notatet, der ses i bilaget:
"Såfremt den nuværende model for fordeling af den samlede pulje på 7,7 mio. kr. i ti dele bibeholdes, vil de nuværende otte sekretariater, der betjener ét lokaludvalg, kunne opretholde deres nuværende hhv. miljømedarbejder (fire lokaludvalg) eller driftsaftale med det lokale miljøpunkt (fire lokaludvalg).
Hvad angår de øvrige fire lokaludvalg, der i dag betjenes af de to fællessekretariater, så vil Christianshavns Lokaludvalg og Indre By Lokaludvalg ligeledes kunne fortsætte deres nuværende driftsstøtteaftale med det lokale miljøpunkt.
(...)
A.1) Hvis alle tolv lokaludvalg skulle modtage det samme beløb på 0,77 mio. kr., som de nuværende otte lokaludvalg, der i dag betjenes af egne sekretariater, modtager i dag, vil den samlede pulje til varetagelse af den lokale miljøopgave på 7,7 mio. kr. skulle tilføres yderligere 1,54 mio. kr. til i alt 9,24 mio. kr."
Økonomi
Se ovenfor og notatet i bilaget.
Videre proces
Borgerrepræsentationens sekretariatet skal senest den 3. marts 2023 have Asbjørn Kaasgaards bemærkninger til sagen.
Forligskredsen får et notat om sagen fra Borgerrepræsentationens sekretariat, som kan indgå i forhandlingerne om Overførselssagen, der foregår i perioden den 20.-24. marts.2023.
Beslutning
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kirsten V. Andersen om, at lokaludvalget anbefaler model A1, bl.a. med en begrundelse om, at Christianshavns Lokaludvalgs område er stort og rummer udviklingsområderne Nyholm, Refshaleøen og Lynetteholm..
Lokaludvalget bemyndigede Asbjørn Kaasgaard til at meddele Borgerrepræsentationens sekretariat, at lokaludvalget anbefaler model A1, bl.a. med en begrundelse om, at Christianshavns Lokaludvalgs område er stort og rummer udviklingsområderne Nyholm, Refshaleøen og Lynetteholm.