Mødedato: 21.06.2023, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Meddelelser

Se alle bilag

 

Beslutning

Fremlæggelse af bydelsplaner for Borgerrepræsentationen

Asbjørn Kaasgaard orienterede om fremlæggelsen den 1. juni 2023 af de 12 lokaludvalgs bydelsplaner for Borgerrepræsentationen, som lokaludvalgenes forpersoner stod for. I bilagsoversigten ses teksten, som hans fremlæggelse af Christianshavns Bydelsplan var baseret på.

Lokaludvalget drøftede kort samarbejde mellem lokaludvalg om sager, som har fælles interesse. Som eksempel nævnte Lis Schertiger-Nielsen Indre By Lokaludvalgs forslag om gratis offentlig transport i zone 1.

Lars Josephsen foreslog, at lokaludvalget nævner i handleplanen vedr. bydelsplanen, at det næste år vil invitere nabo-lokaludvalg til en drøftelse vedr. sager af fælles interesse, fx. trafik.

Arrangement for lokaludvalg

Asbjørn Kaasgaard oplyste, at der den 7. september 2023 kl. 17-21 vil være et arrangement på Nørrebro for medlemmerne af lokaludvalgene i Københavns Kommune.

Plejecenter

Asbjørn Kaasgaard oplyste,

  • at Forretningsudvalget har talt med KAB/SAB om at placere plejeboliger eller demensboliger i Voldboligerne. De var ikke afvisende om på sigt at omdanne nogle af boligerne til demensboliger.
  • at Forretningsudvalget har talt med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og KAB/SAB om at placere et plejecenter på vandet, fx. ved Gl. Dok. Det vil forvaltningen undersøge muligheden for, hvorefter de vender tilbage til lokaludvalget med et svar.

Tryghedsvandring

Asbjørn Kaasgaard orienterede om tryghedsvandringen den 16. juni 2023, som politiet var vært for. Det blev bl.a. oplyst, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil iværksætte en indsats for psykisk syge på Christiania, samt at Christiania har problemer med affaldssorteringen og med at flaskesamlere har slået sig ned i et skovområde.

Metrolinje M5

Asbjørn Kaasgaard orienterede om et møde den 20. juni 2023 for lokaludvalgenes forpersoner om status på metrolinje M5, som Økonomiforvaltningen var vært for. Han oplyste,

  • at som det ser ud nu, vil metrolinjen ikke få en station på Holmen
  • at miljøkonsekvensrapporten kommer i offentlig høring i 8 uger medio 2024
  • at planen er, at anlægsloven vedtages i 2025, hvorefter anlægsprojektet skal i udbud i 2026, så anlægsarbejderne kan starte i 2027. Forventningen er, at metrolinjen står klar til brug i 2035.

Lokaludvalget drøftede det forhold, at metrolinjen mellem Nordøst-Amager og Lynetteholm eventuelt bliver anlagt som en højbane.

Havnens Pris

Asbjørn Kaasgaard foreslog, at lokaludvalgets medlemmer opfordrer deres netværk til at indstille kandidater til Havnens Pris.

Irma i Torvegade

Asbjørn Kaasgaard oplyste, at når Irma i Torvegade lukker, vil Forretningsudvalget forære medarbejderne en afskedsgave som tak for et godt samarbejde om lokaludvalgets aktiviteter på Christianshavns Torv.

Sekretariatet
Asbjørn Kaasgaard orienterede om personalesituationen i sekretariatet i august og september 2023.

Til top