Mødedato: 21.06.2017, kl. 18:30
Mødested: Mødelokalet i Hal C, Arsenalvej 6

Forslag til kommunens Budget 2018

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte forslag til kommunens Budget 2018.

Indstilling

Formanden indstiller,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg melder følgende ønsker - i prioriteret rækkefølge  - ind til de politiske forhandlinger om kommunens Budget 2018:
    1. Køb af grund på Papirøen til kunsthal og lokalkulturelle funktioner
    2. Cykelsti på Danneskiold-Samsøes Allé mellem Prinsessegade og Margretheholm
    3. Cykelsti og fortov på Refshalevej mellem Prinsessegade og vandflyverhangaren

 

Problemstilling

De politiske forhandlinger om kommunens Budget 2018 starter nu. Lokaludvalget har mulighed for at melde 3-5 budgetønsker ind til partierne via partiernes medlemssekretærer på rådhuset.

Løsning

Lokaludvalget sendte i januar 2017 en ønskeliste til Borgerrepræsentationens medlemmer vedr. Budget 2018. Se bilaget. På baggrund af ønskelisten og drøftelserne i de efterfølgende lokaludvalgsmøder om problemstillinger på Christianshavn, foreslår formanden, at lokaludvalget bemyndiger sekretariatet til at melde følgende budgetønsker - i prioriteret rækkkefølge - ind til partierne på rådhuset:

:

  1. Køb af grund på Papirøen til kunsthal og lokalkulturelle funktioner

Københavns Kommune har forkøbsret på op til 4.000 m2 af Papirøen til etablering af kulturfaciliteter. Forkøbsretten gælder frem til ultimo 2017. En mulighed er at forlænge forkøbsretten, men lokaludvalget foreslår, at man benytter forkøbsretten den 2. januar 2018 med penge fra Kommunens Budget 2018, så kommunen og dens partnere har et sikkert grundlag for den videre planlægning for de kulturelle faciliteter på Papirøen og for Papirøen som heldhed. 

Lokaludvalget er med i kommunens og WallnerWeiss' udvikling af kunsthalprojektet. Lokaludvalget bakker op om projektet, idet vi ser det som en kunsthal for hele København, der har en folkelig vinkel på kunsten; en kunsthal, der vil skulle samarbejde med andre københavnske og christianshavnske kunst- og kultur-aktører, fx kunstuddannelserne på Holmen, til glæde for københavnerne og christianshavnerne.

Lokaludvalgets støtte til kunsthal-projektet er betinget af, at hallen også kommer til at rumme lokalkulturelle funktioner, herunder biblioteksfunktioner. Det vil indebære, at Christianshavns Bibliotek flyttes fra lokalerne på Christianshavns Torv til kunsthallen på Papirøen. Det vil også indebære, at kunsthallen rummer andre kulturelle funktioner, fx lokaler, værksteder, øvelokaler eller lignende, som primært christianhavnerne og det lokale foreningsliv, men også andre københavnere, vil kunne benytte.

 

2. Cykelsti på Danneskiold-Samsøes Allé mellem Prinsessegade og Margretheholm

Efter nedlæggelsen af busslusen på Holmen er det christianshavnernes oplevelse, at trafikken på Prinsessegade og Danneskiold-Samsøes Allé er blevet tættere og at der især er flere store køretøjer på gaderne end før, især turistbusser.

Samtidig har åbningen af Inderhavnsbroen betydet, at langt flere cyklister end før cykler ad Danneskiold-Samsøes Alle, bl.a. til og fra kunstuddannelserne på Holmen.

Endelig er der sket en omfattende udbygning af Margretheholm, som nu fremstår som et forholdsvis tæt befolket kvarter med dårlig infrastruktur. Det er lokaludvalgets indtryk, at beboerne på Margretheholm i hovedsagen benytter Danneskiold-Samsøes Allé, når de på cykel eller bil skal til og fra det øvrige Christianshavn og København.

Inden så længe skal der bygges på Papirøen og Dokøen samt på Basecamp og Kuglegården på Arsenaløen. Lokaludvalget foretrækker, at byggematerialerne sejles ind, men det vil nok kun ske i begrænset omfang.

Det vil derfor være rettidig omhu at etablere cykelsti med højkant i begge sider af Danneskiold-Samsøes Allé mellem Prinsessegade og Margretheholm, inden lastbiltrafikken til og fra byggepladserne sætter ind, idet vi formoder, at lastbilerne vil bruge Danneskiold-Samsøes Allé, og ikke Prinsessegade, som adgangsvej til byggepladserne.

 

3. Cykelsti og fortov på Refshalevej mellem Prinsessegade og vandflyverhangaren

På en tryghedsvandring i foråret 2017, hvor bl.a. folk fra Teknik- og Miljøforvaltningen og politiet deltog, blev det diskuteret, hvad der kan gøres ved det forhold, at skilte om parkeringsbegrænsning på Refshalevej fjernes. Det viste sig, at politiet og kommunen var positive overfor ideen om en cykelsti på Refshalevej langs vandet.

Cykelstien på Refshalevej mellem Prinsessegade og vandflyverhangaren skal være med høj kant på vandsiden af Refshalevej og kan eventuelt suppleres med fortov. Det vil indebære, at parkeringsmuligheden på Refshalevej fjernes.

Cykelstien kan ses som en sikker skolevej, idet det især vil være børnene, der bor på Margretheholm, som med fordel vil kunne benytte cykelstien til og fra Børnebyen, Christianshavns Skole og Døttreskolen.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet forslagene, sender sekretariatet dem til partierne på rådhuset.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Ruth Plovgaard om at ønske nr. 1 "Køb af grund på Papirøen til kunstcenter og lokalkulturelle funktioner" uddybes i et notat, der sammenfatter drøftelserne, som lokaludvalgets følgegruppe har haft med Kultur- og Fritidsforvaltningen og med WallnerWeiss om sagen.

Tage Henningsen stillede ændringsforslag om, at forbedring af cykelforbindelsen mellem Lille Langebro og Torvegade ad Christianshavns Voldgade og ad Overgaden oven Vandet meldes ind til de politiske forhandlinger om kommunens Budget 2018. 

For stemte 5 lokaludvalgsmedlemmer.
Imod stemte 6 lokaludvalgsmedlemmer.
7 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Ændringsforslaget blev ikke tiltrådt.

Lokaludvalget godkendte derpå indstillingen med det tiltrådte ændringsforslag, idet formanden blev bemyndiget til at foretage redaktionelle ændringer.

Til top