B-sag: Det lokale miljøarbejde 2016
Indstilling
Formanden for Indre By Lokaludvalg og formanden for Christianshavns Lokaludvalg indstiller,
- at Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg - på baggrund af årsberetning 2016 for det lokale miljøarbejde - drøfter, i hvilken grad Miljøpunkt Indre By/Christianshavn har efterlevet årsplan 2016 for det lokale miljøarbejde
- at Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg tager Miljøpunkt Indre By-Christianshavns årsberetning og tilskudsregnskab for det lokale miljøarbejde 2016, der fremgår af bilagene, til efterretning med de bemærkninger, der fremgår af løsningsafsnittet i denne sag.
- at Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg på det grundlag tiltræder, at sekretariatet i juni 2017 udbetaler 2. rate af driftsstøtten til Miljøpunkt Indre By/Christianshavn for det lokale miljøarbejde 2017.
Problemstilling
Jf. driftsstøtteaftalen om det lokale miljøarbejde for 2015-2016 har Miljøpunkt Indre By-Christianshavn i samarbejde med Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg udarbejdet en årsplan for det lokale miljøarbejde 2016.
Christianshavns Lokaludvalg godkendte årsplan 2016 i sit møde den 16.december 2015, mens Indre By Lokaludvalg godkendte den i sit møde den 10. december 2015.
Jf. driftsstøtteaftalen om det lokale miljøarbejde skal driftsstøtten fra lokaludvalgene benyttes til planlægning og gennemførelse af årsplanens aktiviteter, samt driftsudgifter forbundet med Miljøpunktets virke. I aftalen er det også bestemt, at årsberetningen for Miljøpunkt Indre By-Christianshavns arbejde som minimum skal indeholde en beskrivelse af gennemførte aktiviteter, status i forhold til opfyldelse af årsplanens mål og succeskriterier, samt øvrige aktiviteter der er blevet aftalt med lokaludvalgene. Det er en forudsætning for udbetaling af støtten, at årsplan, budget, årsregnskab og årsberetning er indsendt rettidigt, samt at støttevilkårene er overholdt.
Indre By Lokaludvalg
Indre By Lokaludvalg godkendte i sit møde den 8. juni 2017 indstillingen.
Løsning
Miljøpunktets årsberetning og tilskudsregnskab 2016
Sekretariatet har modtaget Miljøpunktets årsberetning og tilskudsregnskab 2016 rettidigt.
Sekretariatets bemærkninger til årsberetningen
Nedenfor sammenlignes aktiviteterne, som Miljøpunktet i henhold til årsplan 2016 skulle sætte i værk, med hvordan de er gennemført jf. årsberetning 2016 (se årsplanen i bilaget):
Indsatsområde 1. Mindre luftforurening
Det fremgår af årsplan 2016,
1. at der skal udføres luftmålinger ved busstoppesteder.
2. at der skal foretages en evaluering af cykeludlånsordningen
3. at der skal der skal ske udlån af ladcykler, el-ladcykel og Long Johns og at indvielsen af cykelprojekter i bydelene skal bruges som anledning til at fremme udlånsordningen og brugen af cykler.
4. at der ved frivilligt arbejde skal udarbejdes forslag til smart cykelparkering.
5. at der ved frivilligt arbejde skal gøres noget i forhold til herreløse cykler for at få en bedre udnyttelse af plads til cykelparkering.
Bemærkning:
Sekretariatet vurderer på baggrund af årsberetningen, at der i 2016 har været aktiviteter indenfor alle dele af indsatsområde 1. Sekretariatet vurderer på baggrund af årsberetningen, at succeskriterierne et godt stykke hen ad vejen er opnået.
Indsatsområde 2: Mindre støjforurening
Det fremgår af årsplan 2016,
- at der skal skabes et netværk af fagpersoner, som kan bruges til videre samarbejde omkring støjproblemer
- at de eksisterende arbejder/projekter med støjbekæmpelse kortlægges
- at der ved frivilligt arbejde skal skabes overblik over hvilken støj, der generer
- at der ved frivilligt arbejde skal ske støjmålinger på ventilations- og airconditionsanlæg på facader og i baggårde tilhørende restaurationer mv.
Bemærkning
Sekretariatet vurderer på baggrund af årsberetningen, at der i 2016 har været aktiviteter indenfor nr. 1-3 i indsatsområde 2, men at nr. 4: støjmålinger på ventilations- og airconditionsanlæg på facader og i baggårde tilhørende restaurationer mv. ikke er gennemført.
Vedr. nr. 1-3 i indsatsområde 2 vurderer sekretariatet på baggrund af årsberetningen, at succeskriterierne er opnået. Man kunne i årsberetningen kort have redegjort for, hvorfor nr. 4 ikke er gennemført.
Indsatsområde 3: Byforgrønnelse og klimatilpasning
Det fremgår af årsplan 2016,
- at der skal anlægges facadebeplantninger i de to bydele
- at der skal skabes dialog om klimatilpasning mellem kommunen, eksperter og borgere ved afholdelse af møde
- at der ved frivilligt arbejde skal skabes grundlag for flere grønne opholdssteder og små oaser samt større biodiversitet.
- at der skal følges op på kommunens planer for bytræer.
- at der skal etableres et grønt demotag på Kongens Nytorv med afholdelse af en event.
- at der ved frivilligt arbejde skal være en rundvisning på fagmessen Building Green 2016 med besøg hos leverandører af grønne tage.
- at netværket af fagpersoner indenfor bynatur skal vedligeholdes og videreudvikles med møder og samarbejder på tværs af netværket.
Bemærkning
Sekretariatet vurderer på baggrund af årsberetningen, at der har været aktiviteter inden for alle dele af indsatsområde 3 og at succeskriterierne i det store hele er opnået. For så vidt angår nr. 3 har forhold omkring aktiviteten ”skabe grundlag for flere grønne opholdssteder" gjort, at det ikke var muligt at opnå succeskriteriet fuldt ud.
Indsatsområde 4. Bedre affaldssortering og genanvendelse
Det fremgår af årsplan 2016,
- at der skal ske en opfølgning på de eksisterende ordninger for affaldssortering.
- at der skal samarbejdes med kommunen om forsøgsordninger til forbedring af kildesortering i hjemmet.
- at mulighederne for innovative løsninger til affaldshåndtering i det offentlige rum skal undersøges.
- at samarbejdet med kommunen om at etablere følgegrupper for de planlagte affaldspladser i det offentlige rum fortsættes.
- at kompostnetværket fortsættes ved frivilligt arbejde.
- at der ved frivilligt arbejde afholdes oprydningsdage, hvor der samles affald.
Bemærkning
Sekretariatet vurderer på baggrund af årsberetningen, at der har været aktiviteter inden for alle dele af indsatsområde 4 og at succeskriterierne i det store hele er opnået eller søgt opnået. Dog er succeskriteriet for nr. 6 om en oprydningsdag i Indre By ikke opnået. Man kunne i årsberetningen kort have redegjort for, hvorfor nr. 6 om oprydningsdage ikke er gennemført for så vidt angår Indre By.
Kommunikation og synlighed
Det fremgår af årsplan 2016,
- at Miljøpunktet skal være kendt i bybilledet, i alle kvarterer, i medierne og på hjemmeside/facebook.
- at Miljøpunktet ved frivilligt arbejde skal samarbejde med kommunen og Copenhagen Pride om fremvisning og afprøvning af løsninger for en bæredygtig Pride 2016.
Bemærkning
Sekretariatet vurderer på baggrund af årsberetningen, at Miljøpunktet har haft aktiviteter, der kunne skabe synlighed om dets virke, og at succeskriterierne er søgt opnået. Dog står det ikke klart i årsberetningen, om succeskriteriet om udarbejdelse af netværksliste er opnået.
Supplerende indsatser
I årsberetningen nævnes en række supplerende indsatser, som ikke indgår i årsplanen. Sekretariatet vurderer, at lokaludvalgene løbende er blevet orienteret om de supplerende indsatser.
For såvidt angår Roser til Byen-kampagnen i Indre By, der blev lanceret den 29. oktober 2016, som Indre By Lokaludvalg har betalt Miljøpunktet for at gennemføre, var der i 2016 udgifter til markedsføring af projektet. Kampagnen fortsætter i år, hvorfor Miljøpunktet vil kunne orientere om konkrete resultater af kampagnen i årsberetningen for det lokale miljøarbejde 2017, som lokaludvalgene får forelagt i foråret 2018.
Generel bemærkninger
Årsberetningen forholder sig til årsplanen, men man kunne mere systematisk have redegjort for, hvorvidt succeskriterierne er opnået og - hvis ikke de er opnået - forklare hvorfor.
Lokaludvalgene skal være opmærksomme på orienteringerne, som de får i lokaludvalgsmøderne og i nyhedsbrevene af Miljøpunktet. Orienteringerne kan indeholde information om hvordan Miljøpunktet udfører aktiviteter, der er omfattet af årsplanen. Når lokaludvalgene tager orienteringerne til efterretning, tolkes det som lokaludvalgenes accept af det, der informeres om, herunder om ændringer i aktiviteter, i succeskriterium, i tidsplan osv i forhold til det, der står i årsplanen. Lokaludvalgene har ikke indflydelse på Miljøpunktets aktiviteter udenfor årsplanen, men der er intet til hinder for, at de også forholder sig til den information, de måtte få om Miljøpunktets aktiviteter udenfor årsplanen.
Sekretariatets bemærkninger til tilskudsregnskab 2016
Af tilskudsregnskabet fremgår det bl.a., at i 2016 blev Miljøpunktets drift og aktiviteter alene finansieret af Københavns Kommune og lokaludvalgene, og at der i 2016 har været et overskud på 1.908 kr. Sekretariatet bemærker, at beløbet betales tilbage til Københavns Kommune ved en regulering af 2. rate af driftstilskuddet for 2017, der udbetales til Miljøpunktet i juni 2017.
Som noget nyt er de medgåede lønudgifter til Miljøpunktets projekter fordelt ud på de forskellige projekter.
Det fremgår, at Miljøpunktet ikke har brugt alle de penge, som Indre By Lokaludvalg i 2016 overførte til Miljøpunktet til gennemførelse af Roser til Byen-kampagnen. Miljøpunktet har derfor efter aftale med sekretariatet overført de penge, der ikke er blevet brugt, til 2017, så Miljøpunktet kan fortsætte kampagnen i år.
Økonomi
I 2016 udbetalte Københavns Kommune 675.600 kr. i driftsstøtte til det lokale miljøarbejde, mens Indre By Lokaludvalg betalte 680.000 kr. og Christianshavns Lokaludvalg 100.000 kr. Derudover støttede Indre By Lokaludvalg etablering af grønt demo-tag på Kgs. Nytorv med 6.271 kr. og betalte 32.765 kr. for Miljøpunktets gennemførelse af Roser til Byen-kampagnen, hvoraf Miljøpunktet har overført de 14.000 kr. til 2017.
Christianshavns Lokaludvalg støttede oprydningsdagen ”Ren Vold” på Christianshavns Vold med 9.221 kr., hvor Miljøpunktet deltog med medarbejderressourcer. Støtten fremgår ikke af Miljøpunktets regnskab, da lokaludvalgenes sekretariat afregnede støtten med de frivillige, der havde udgifter i forbindelse med projektet.
Videre proces
Sekretariatet orienterer bestyrelsen for Miljøpunkt Indre By-Christianshavn og Økonomiforvaltningen om lokaludvalgenes beslutninger.
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede på baggrund af årsberetning 2016 for det lokale miljøarbejde i hvilken grad Miljøpunkt Indre By/Christianshavn har efterlevet årsplan 2016 for det lokale miljøarbejde.
- Lokaludvalget tog Miljøpunkt Indre By-Christianshavns årsberetning og tilskudsregnskab for det lokale miljøarbejde 2016, der fremgår af bilagene, til efterretning med de bemærkninger, der fremgår af løsningsafsnittet i denne sag.
- Lokaludvalget tiltrådte på det grundlag, at sekretariatet i juni 2017 udbetaler 2. rate af driftsstøtten til Miljøpunkt Indre By/Christianshavn for det lokale miljøarbejde 2017.
Prokolbemærkning fra Poul Nielsen: "Jeg mener, at det lokale miljøarbejde skal lægges i Københavns Kommune. Miljøpunkt Indre By-Christianshavn er et unødvendigt mellemled."