Mødedato: 21.03.2018, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Status på Papirøen

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte status på Papirøen.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg tager status vedr. kultur på Papirøen til efterretning. Se løsningsafsnittet.
  2. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter status på vandkulturhuset på Papirøen. Se løsningsafsnittet.
  3. at Christianshavns Lokaludvalg meddeler Kultur- og Fritidsforvaltningen, at lokaludvalget ikke kan stille med repræsentanter til temamøderne i Følgegruppen vedr. vandkulturhuset på Papirøen, da møderne indkaldes med for kort frist.

Problemstilling

Kultur på Papirøen

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte i sit møde den 28. februar 2018, at en samlokalisering af Christianshavns Bibliotek og udstillingsstedet Fotografiska på Papirøen henvises til forhandlingerne om overførselssagen 2017-2018. Se bilaget.

Vandkulturhus på Papirøen

Kultur- og Fritidsudvalget tog i sit møde den 28. februar 2018 en status på Vandkulturhuset på Papirøen til efterretning. Udvalget anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om et notat om fondskonstruktionen. Se bilaget.

Den 27. februar 2018 inviterede Kultur- og Fritidsforvaltningen formanden til at deltage i en følgegruppe om vandkulturhuset på Papirøen. Forvaltningen inviterede samtidig til et orienteringsmøde den 8. marts 2018, hvor følgegruppen skulle samles og Kengo Kumas vinderforslag præsenteres.

Forvaltningen skrev i invitationen, at den med følgegruppen ønsker at få inspiration og input fra eksperterne – dvs. de daglige brugere og foreninger, der kender deres område i dybden og kan bidrage med værdifuld viden for projektet. Der vil skabes rum for drøftelse af specifikke temaer, herunder foreningslokalerne, bassinområder og træbryggen ved havnebadet etc. Følgegruppen har ikke beslutningskompetence ift. projektet, men viden og kommentering fra temamøderne vil bæres videre ind i arbejdet med at kvalificere projektet. 

I mødet den 28. februar 2018 udpegede lokaludvalget Sia Boesen til at deltage i orienteringsmødet, da formanden var forhindret i at deltage.

Den 9. marts 2018 skrev forvaltningen til følgegruppen, at den ser frem til det videre forløb med følgende 3 tema-møder:

  1. 20. marts kl. 17-19.30: Foreningslokaler
  2. 5. april kl. 17-19.30: Udearealer (træbrygge, havnebadet, promenade mv.)
  3. 10. april kl. 17-19.30: Svømmebassiner /”den våde del af oplevelsen”, herunder også wellness og træningsfaciliteter.

Løsning

Kultur på Papirøen

Formanden foreslår, at lokaludvalget tager status og den videre proces for kultur på Papirøen til efterretning.

Vandkulturhus på Papirøen

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter status på vandkulturhuset på Papirøen.

Hvis lokaludvalget godkender det, vil han skrive til Kultur- og Fritidsforvaltningen:

"Christianshavns Lokaludvalg havde svært ved at stille med en repræsentant til orienteringsmødet den 8. marts 2018 i følgegruppen vedr. vandkulturhuset på Papirøen og kunne ikke stille med repræsentanter til temamødet den 20. marts 2018 om foreningslokaler.

Lokaludvalgets manglende deltagelse i møderne om vandkulturhuset skyldes de uanstændigt korte varsler for møderne. Forvaltningen tager ikke højde for, at frivillige også har andet at lave. Det er muligt, at de professionelle interessenter i projektet har travlt, men hvis Kultur- og Fritidsforvaltningen er seriøse med hensyn til ønsket om, at den med følgegruppen skal få inspiration og input fra eksperterne, de daglige brugere og foreninger, er det vel også forvaltningens opgave at forklare de professionelle interessenter, at de må være indstillet på en tidsplanlægning, der tager højde for, at frivillige skal tages med på råd. 

Lokaludvalgets bemærkninger skal ses i lyset af, at foreningsinddragelsen og dialog med institutioner og kvarterets beboere forventes at ligge hos lokaludvalget, sådan som det blev bekendtgjort på orienteringsmødet den 8. marts 2018. 

I en proces med så vigtigt indhold som fx foreningslokaler må lokaludvalget nødvendigvis have et længere varsel og involvere en større kreds af foreningsliv. Ifølge den fremlagte tidsplan kan lokaludvalgets repræsentanter i følgegruppen hverken holde borgermøder endsige vende tilbage til lokaludvalget og få vendt muligheder og udfordringer og få mandat fra lokaludvalget. Det er ikke rimeligt.

Umiddelbart oplever vi i lokaludvalget, at vi bliver gidsler i en proces der kaldes borgerinddragelse, hvor det er uklart, hvad vi lægger navn til og hvad der klappes af nu.

 
Lokaludvalget har derfor besluttet at trække sin deltagelse i følgegruppen, indtil der bliver fremlagt en rimelig tidsplan for følgegruppens arbejde. Lokaludvalget medvirker gerne i udarbejdelsen af en ny tidsplan.
 
Med venlig hilsen
 
Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede status vedr. kultur på Papirøen og tog til efterretning, at en flytning af Christianshavns Bibliotek til Papirøen ikke indgår i aftalen om Overførselssagen 2017/18.

  2. Ruth Plovgaard orienterede om temamødet i følgegruppen den 20. marts 2018 om foreningslokaler i vandkulturhuset:
    • Foreningslokalerne skal ikke kun anvendes til aktiviteter med tilknytning til sport. De vil også kunne bruges af andre foreninger.
    • Ideen om åbne loungeområder til at hænge ud i blev problematiseret.
    • Vandkulturhuset bygges i 2021 og tages i brug 2022. Huset bygges i én etape og sikkert samtidig med de øvrige byggerier på Papirøen.
    • Lokaludvalget vil senere få lejlighed til en dialog med borgerne og de lokale foreninger om lokalerne.
    • Kultur- og Fritidsforvaltningen undersøger, om temamøderne kan rykkes, så lokaludvalgenes repræsentanter får mulighed for at deltage.

  3. Lokaludvalget drøftede status på vandkulturhuset på Papirøen. Der var følgende bemærkninger:
    • Lokaludvalget skal være repræsenteret i de kommende temamøder.

    • Borgerinddragelse skal ind i planlægningen af byggeriet.

    • Det foreslåede brev bør ikke sendes.

    • Det foreslåede brev bør sendes.

    • Det vil ikke være godt for samarbejdet, hvis brevet sendes, selv om temamøderne er indkaldt med for kort varsel.

    • Lokaludvalget bør opfordre forvaltningen til at arbejde med nogle ordentlige tidsfrister, der giver mulighed for at involvere borgerne.

    • Lokaludvalget kan sende et kritisk, men konstruktivt brev.

  4. Lokaludvalget stemte om et ændringsforslag fra Poul Cohrt om, at lokaludvalget bemyndiger ham til at sende et brev til Kultur- og Fritidsforvaltningen, Kultur- og Fritidsudvalget og kultur- og fritidsborgmesteren med en kritik af tidsplanen jf. bemærkningerne ovenfor, men med et tilsagn om at lokaludvalget deltager i de næste temamøder:

    For stemte 10 lokaludvalgsmedlemmer
    Imod stemte 4 lokaludvalgsmedlemmer
    2 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.
    1 lokaludvalgsmedlem tilkendegav ikke sin stemme.

    Dermed havde lokaludvalget bemyndiget Poul Cohrt til at sende et brev til Kultur- og Fritidsforvaltningen, Kultur- og Fritidsudvalget og kultur- og fritidsborgmesteren med en kritik af tidsplanen jf. bemærkningerne ovenfor, men med et tilsagn om, at lokaludvalget deltager i de næste temamøder.

 

Til top