Havnens Pris 2018
Indstilling
Formanden indstiller,
- at Christianshavns Lokaludvalg blandt de 2 kandidater, der fremgår af bilaget, vælger modtageren af Havnens Pris 2018 for sin indsats for Christianshavn og christianshavnerne.
Problemstilling
Lokaludvalget skal uddele Havnens Pris 2018 lørdag den 18. august 2018 under Jubilæumsweekenden for Christianshavns 400 år. Lokaludvalget har vedtaget, at Havnens Pris gives til en person, forening eller institution, der har gjort en ekstraordinær indsats for Christianshavn og christianshavnerne.
Offentligheden har haft mulighed for at indstille kandidater frem til den 11. juni 2018.
Der er indstillet to kandidater. Se bilaget.
Løsning
Sagen behandles for lukkede døre. Kandidaterne er ligestillede. Valget af prismodtager vil ske ved skriftlig afstemning. Prismodtageren er den, som får flest stemmer.
Økonomi
Lokaludvalget har bevilget 18.000 kr. til prisen, inkl. annoncering. Selve prisen er på 1 kr. pr. indbygger på Christianshavn opgjort den 31. december 2017, dvs. 13.040 kr
Videre proces
Navnet på prismodtageren offentliggøres, så snart vedkommende har accepteret prisen. Vedkommende vil få prisen overrakt den 18. august 2018 på Christianshavns Torv under fejringen af Christianshavns 400 års jubilæum.
Beslutning
Kirsten V. Andersen og Jane Lytthans deltog ikke i behandlingen af sagen pga. inhabilitet.
Til mødet forelå endnu indstilling, som pga. af en teknisk fejl ikke var blevet sendt til lokaludvalget inden mødet. Lokaludvalget besluttede enstemmigt at tage indstillingen med i behandlingen af sagen.
Efter skriftlig afstemning valgte lokaludvalget vinderen af Havnens Pris 2018.