Mødedato: 20.06.2018, kl. 18:30
Mødested: Mødelokalet i Hal C, Arsenalvej 6

B-sag: Cykeltur med teknik- og miljøborgmesteren

Christianshavns Lokaludvalg skal tage et forslag til program for lokaludvalgets cykeltur den 6. august 2018 med teknik- og miljøborgmesteren til efterretning.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg tager et brev, samt oplæg og program for lokaludvalgets cykeltur den 6. august 2018 med teknik- og miljøborgmesteren, der fremgår af løsningsafsnittet, til efterretning.

    Programmet aftales endeligt med borgmesteren og hendes sekretariat senest 1. juli 2018.

Problemstilling

Teknik- og miljøborgmesteren har foreslået en cykel- eller gåtur med lokaludvalget. I mødet den 11. april 2018 godkendte lokaludvalget

  • at teknik- og miljøborgmesterens besøg i lokaludvalget finder sted mandag den 6. august 2018 kl. 14.15-16.15
  • at Arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havnen sammen med sekretariatet og borgmesterens sekretariat planlægger besøget.

Løsning

Arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havnens oplæg og program for cykelturen, som skal aftales endeligt med borgmesteren og hendes sekretariat:

Turen begynder på cykel på Christianshavns Torv, som ligger ud til Torvegade.

Her er en voldsom og stigende bil- og cykeltrafik.

Der er behov for langsigtede løsninger, som kan nedbringe den gennemkørende biltrafik. Cykeltrafikken er også voldsom med 45.000 cyklister, der dagligt passerer Knippelsbro. Det haster med at finde midler til og få gennemført optimeringsplanen for Torvegade med bredere cykelstier.

Selve torvet er en trafikal heksekedel med et menneskemylder. Der savnes en langt bedre mulighed for cykelparkering, og for de gående er der udfordrende forhold ved Lagkagehuset og ved stoppestedet på den anden side, hvor der er en meget smal passage på fortovet foran stoppestedet og en strøm af krydsende cyklister mellem fortov og bushelle.

Herfra cykler vi langs Christianshavns kanal på den udmærkede brostensbelægning på Overgaden oven Vandet og videre ad Langebrogade, hvor den ny og nu forsinkede Lille Langebro er ved at blive bygget.

Ved Cirkelbroen gør vi stop. Broen har haft stor positiv betydning for de, der opholder sig og færdes ved havnen, men der har også vist sig nogle problemer med adskillelse af cyklister og gående især i myldretiden. Kan der etableres en eller anden form for afstribning eller adskillelse, som det er sket over for Papirøen og ved brofæstet af Inderhavnsbroen på Nyhavnsiden?

Vi cykler under Knippelsbro, hvor belægningen ikke er i top og videre ad Strandgade til Broens Gadekøkken på Grønlandske Handels Plads. Madmarkedet er blevet en kæmpe succes, men også her er der behov for justeringer, hvad angår affaldshåndtering, toiletforhold og cykelparkering.

Danneskiold-Samsøes Allé savner vi en hastighedsbegrænsning på 30 km/t og cykelstier i eget tracé. Vejen var tidligere en intern vej på Orlogsværftet, men er desværre blevet åbnet for gennemkørende trafik, da det blev besluttet at ændre lokalplanen og fjerne busslusen. Mange unge familier cykler med deres børn cykler til og fra Margretheholm, og forholdene er ikke så sikre og trygge, som de bør være.

På alléen er der skilteforvirring mellem røde skilte med hastighedsbegrænsning og kommunens blå vejledende skilte med hastighedszoner. Der er behov for, at politiet i større omfang accepterer hensynet til bylivet. En bekendtgørelse muliggør, at politiet kan tage større hensyn til trygge rammer for bylivet, hvilket bør søges udnyttet og gerne med Christianshavn som testområde.

Nyholm tager vi en runde uden at blive generet af gennemkørende biltrafik. Øen forlades af Forsvaret, og der skal udarbejdes en helhedsplan, som Københavns kommune nødvendigvis må være med inde over.

Den gode by bør indeholde parker og åndehuller til de mange nye københavnere. I øjeblikket giver Refshaleøen plads til midlertidige aktiviteter, men fra 2027 skal denne ø udvikles som et nyt boområde. Nyholm er med mere end 300 års marinehistorie og sin centrale beliggenhed ved havnen en perle af national betydning, som vil kunne udvikles til et folkeligt og oplevelsesmæssigt samlingssted. På den anden side af havneløbet ligger Kastellet, som er et eksempel på et værdsat rekreativt område, hvor der afholdes forskellige kulturelle events i årets løb.

Nyholm kan blive en vigtig brik i en samlet plan for havnen. Christianshavns lokaludvalg har med opbakning fra øvrige lokaludvalg ud til havnen og andre interessenter sendt et forslag til en havnevision med opfordring til, at kommunen kommer videre med en samlet havneplan i dialog med lokaludvalg, klubber mfl.

Hvis det kan nås, tager vi en afstikker til Refshaleøen, som først bør frigives til bebyggelse, når der er fundet løsninger på de trafikale forhold. Der er brug for en højklasse kollektiv transport i form af metro, havnebusser og eventuelt en førerløs elektrisk bus, der pendler mellem Christianshavns Torv og Margretheholm, og som bør kunne føre til en genovervejelse af en bussluse, som hindrer gennemkørende trafik ad Prinsessegade.

Tilbage ad Refshalevej til Prinsessegade. På denne vej hersker det totale anarki med bådvrag i den såkaldte Fredens Havn og med parkerede biler tilhørende christianitter og andre, der har opdaget, at det er gratis at parkere her. Noget må gøres. Kan der etableres en bilparkering for christianitter ved Kløvermarken, som er forbundet med Christiania med en sti? Bør der ikke betales parkeringsafgift, der håndhæves?

I Prinsessegade med skoler og institutioner er der en ulidelig biltrafik med støj og bilos. En yderligere trafiksanering af denne gade trænger sig på.

Vi passerer Bådsmandsstræde, hvor kommunen i den vestlige ende gik i gang med at fjerne nogle af byens smukkeste granitfortove, mens den østlige ende ud mod volden, hvor der var et tiltrængt behov for udbedring af blandt andet fortovene, stadig forsømmes. Det er en helt skæv prioritering, som vi har bedt kommunen om at rette op på.

Vi er tilbage ved Torvegade, hvor bilerne holder i lange rækker for komme ud nogle få ad gangen - ud i Torvegades voldsomme biltrafik.

Der er sket mange positive ting med cykel- og gangbroer, som har givet nye ruter for cyklende og gående, men trafikken på Christianshavn er fortsat en kæmpe udfordring, som kommune og lokaludvalg sammen må prøve at finde løsninger på.

Brev til borgmesteren

"Kære Ninna,

Tak for dit tilsagn om at mødes med os mandag den 6. august kl. 14.15-16.15.

Christianshavn er en unik og centralt beliggende bydel med 400 års historie. Det er også et livligt og mangfoldigt sted med stor tiltrækning for beboere, københavnere og byens gæster.

Vi ser frem til at vise dig vores smukke og dejlige Christianshavn og håber, at du sammen med os vil arbejde på, at gøre Christianshavn til et endnu bedre sted at bo og færdes.

Formålet er ikke at træffe politiske beslutninger, men vi vil på en to timers cykeltur med stop undervejs give dig et billede 1:1 af de trafikale forhold på Christianshavn. Vi håber at få en god drøftelse af bydelens trafikale udfordringer og en dialog med dig om, hvad der kan gøres.

Vi har tilrettelagt en rute som beskrevet i vedhæftede bilag.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt"

Økonomi

Eventuelle udgifter i forbindelse med cykelturen betales af sekretariatet.

Videre proces

Sekretariatet aftaler det endelige program med borgmesterens sekretariat senest den 1. juli 2018, hvorefter det sendes til lokaludvalgets medlemmer.

 

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jan Pirouz Poulsen om, at programmet for cykelturen indeholder en kort orientering om betydningen af byggearbejderne på Papirøen for trafikken i Prinsessegade og Danneskiold-Samsøes Allé.

Lokaludvalget tog brev, samt oplæg og program for lokaludvalgets cykeltur den 6. august 2018 med teknik- og miljøborgmesteren, der fremgår af løsningsafsnittet, til efterretning, med det tiltrådte ændringsforslag.

Til top