B-sag: Byggeriet på tagterrassen på hotel NH Collection i Strandgade (Ørkenfortet)
Christianshavns Lokaludvalg skal godkende et brev til teknik- og miljøborgmesteren om byggeri på tagterrassen på hotel NH Collection i Strandgade.
Indstilling
Indstilling om,
- at Christianshavns Lokaludvalg godkender brevet til teknik- og miljøborgmesteren, der ses i løsningsafsnittet, om byggeri på tagterrassen på hotel NH Collection i Strandgade.
Problemstilling
Den 5. juli 2023 stillede forperson Asbjørn Kaasgaard spørgsmål til teknik- og miljøborgmesteren og forvaltningen vedr. byggearbejder på taget af hotel NH Collection i Strandgade. Han henviste til et foto, som viste, at der var ved at blive bygget en bygning på taget.
Den 15. august 2023 svarede forvaltningen bl.a., at der ikke er meddelt byggetilladelse til den på foto viste bygning og at forvaltningen ikke havde modtaget et byggeandragende på tagterrassen, men at der nu var igangsat en lovliggørelsesproces.
Se spørgsmål og svar i bilaget.
På vegne af suppleant Jens Eskildsen spurgte sekretariatet den 6. marts 2024 forvaltningen om, hvad status er på lovliggørelsessagen. Forvaltningen svarede den 7. marts 2024, at sagen endnu ikke er afgjort. Forvaltningen har modtaget et projekt svarende til det, der er etableret på taget, som man nu kigger på.
Løsning
Forretningsudvalget foreslår, at Asbjørn Kaasgaard skriver følgende til teknik- og miljøborgmesteren:
"Den 5. juli 2023 stillede jeg spørgsmål til dig og til Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. byggearbejder på taget af hotel NH Collection i Strandgade. Jeg henviste til et foto, som viste, at der var ved at blive bygget en bygning på taget.
Som det fremgår af det vedlagte svar den 15. august 2023 fra forvaltningen, var der på det tidspunkt ikke meddelt byggetilladelse til den på foto viste bygning. Forvaltningen svarede også, at den ikke havde modtaget et byggeandragende på tagterrassen, men at forvaltningen nu havde igangsat en lovliggørelsesproces.
Af et svar fra forvaltningen den 7. marts 2024 fremgår det, at forvaltningen har modtaget et projekt svarende til det, der er etableret på taget, som man nu kigger på, men at sagen endnu ikke er afgjort.
Lokaludvalget finder det utilfredsstillende, at der efter knapt et år endnu ikke er taget stilling til det ulovlige byggeri. Hvis kommunen er drevet af almindelig sund fornuft, vil kommunen fortælle bygherren, at byggeriet skal fjernes, fordi det er ulovligt. Hvad er til hinder for et sådant påbud?
Lokaludvalget finder det samtidig skandaløst, at bygherren uden tilladelse bygger på tagterrassen. Man må formode, at bygherren er professionel og ved hvad der er lovligt og ulovligt at bygge på tagterrassen.
Men alligevel - trods den tætte kontakt, som bygherren har haft med kommunen gennem årene i forbindelse med transformationen af bygningen og trods den velvilje i form af dispensationer osv., som kommunen er kommet bygherren i møde med - så bygger bygherren uden skelen til paragrafferne og uden hensyn til det omgivende samfund.
Det krænker den almindelige retsfølelse og det krænker ikke mindst de borgere, som burde partshøres om byggeriet. De er retsløse.
Lokaludvalgets forslag er, du tager en kammeratlig snak med bygherren om vedkommendes ageren og at du beder forvaltningen behandle lovliggørelsessagen hurtigst muligt.
Med venlig hilsen
Asbjørn Kaasgaard,
forperson i Christianshavns Lokaludvalg
Kopi sendt til Teknik- og Miljøudvalget"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har godkendt indstillingen, sender sekretariatet brevet til teknik- og miljøborgmesteren og Teknik- og Miljøudvalget.
Beslutning
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Erik Rasmussen om at bemyndige Asbjørn Kaasgaard til at omformulere 4. og 5. afsnit.
Lokaludvalget godkendte brevet til teknik- og miljøborgmesteren, der ses i løsningsafsnittet, med det tiltrådte ændringsforslag.