Mødedato: 20.03.2013, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset Dronningensgade 34

Valgmøde om havnens fremtid

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte at holde et valgmøde om havnens fremtid.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter et forslag fra arbejdsgruppen Teknik, Miljø og Havnen om, at lokaludvalget holder et valgmøde om havnens fremtid jf. løsningsafsnittet
  2. at Christianshavns Lokaludvalg beslutter, om lokaludvalget skal holder et valgmøde om havnens fremtid jf. løsningsafsnittet
  3. at Christianshavns Lokaludvalg i givet fald afsætter en ramme på 10.000 kr. til udgifter i forbindelse med valgmødet. Midlerne tages fra puljen til Christianshavnerdagen.

Problemstilling

Arbejdsgruppen Teknik, Miljø og Havnen har foreslået, at Christianshavns Lokaludvalg tager et fælles initiativ til valgmøde om havnens fremtid som tema. Mødet kan fx holdes i Christianskirken, hvor - gerne spidskandidaterne - skal forholde sig til kommunens ploitik og visioner for havnen.

Arrangement- og mødeplanlægning styres af praktiske grunde af arbejdsgruppen, men samtlige lokaludvalgsmedlemmer opfordres til på mødet at komme med korte præsentationer af deres visioner for havnen. Desuden står gruppen for at fremsætte præcise spørgsmål/temaer i forhold til en række temaer for hvert forvaltningsområde i kommunen: Kultur, Fritid, Idræt, Sundhed, Sikkerhed, Fredning/Lokalplaner, Grønne visioner o.l. Antallet af temaer og samarbejdet med andre lokaludvalg samt inddragelse af interessegrupper omkring havnen varetages af arbejdsgruppen. Ideer og temaer vil i det omfang, det er muligt, blive drøftet med Teknik og Miljøforvaltningen. Udgangspunktet er visionerne for havnen som de fremstår i lokaludvalgenes bydelsplanprojekter vedrørende havnen, men mødet skal være åben for en bredere debat - og gerne løfter fra politikerne.

Der kan blive udgifter til lys og lyd og måske koster det penge at låne kirken til formålet. Desuden skal der fremstilles og opsættes plakater og indrykkes annoncer for arrangementet.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter arbejdsgruppens forslag, herunder 
  • om valgmødet skal være et særskilt møde og ikke et af de månedlige Christianshavnermøder
  • om valgmødets varighed skal være 2 timer eller mere, de mange del-temaer taget i betragtning
  • dato for valgmødet
  • om mødet skal holdes i Christianskirken eller et andet sted, fx. i Dansk Arkitektur Center, hvor der indtil den 16. juni 2013 er en udstilling med titlen "Havnen er din", se http://www.dac.dk/da/dac-life/udstillinger/2013/havnenerdin/.
  • om lokaludvalget vil invitere de andre havne-lokaludvalg til mødet og dermed også invitere borgerne fra deres bydele.
  • valgmødets form; om det skal være et klassisk valgmøde med et politiker-panel på den ene side og borgere på den anden side eller om mødet kan brydes op og holdes på en anden måde.
  • om lokaludvalget både vil stå for et valgmøde om havnens fremtid i samarbejde med andre lokaludvalg og det klassiske vælgermøde, som lokaludvalget har i oktober.

Se i øvrigt indstillingen til lokaludvalgsmødet den 20. marts 2013 om kommende Christianshavnermøder.

 

 

Økonomi

Hvis valgmødet holdes som et almindeligt Christianshavnermøde, afholdes udgiften til mødet af puljen "8 Christianshavnermøder".
Hvis ikke, vil der skulle findes midler til det. Et slag på tasken er, at annoncering, lys og lyd koster 10.000 kr. Formanden foreslår, at midlerne tages af puljen til Christianshavnerdagen. Alt andet lige vil udgiften til Christianshavnerdagen være mindre i år end i 2012, da udgiften til telt må kunne reduceres, når en del af arrangementerne på Christianshavnerdagen holdes i multihallen.

Videre proces

Arbejdsgruppen planlægger og gennemfører valgmødet som besluttet af lokaludvalget.

Beslutning

Lokaludvalget besluttede at bede arbejdsgruppen Teknik, Miljø og Havnen arbejde videre med forslaget om et valgmøde om havnens fremtid og forelægger et revideret forslag for lokaludvalget i mødet den 24. april 2013.
Til top