Mødedato: 20.03.2013, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset Dronningensgade 34

Skoledistrikter 2014/15 - høringssvar

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar vedrørende den planlagte skoledistriktsopdeling 2014/15.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Børne- og Ungdomsforvaltningen om skoledistrikter 2014/15, som fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen har bedt om et høringssvar om den planlagte skoledistriktsopdeling 2014/15. Svarfristen er den 19. april 2013.

Bl.a. om Christianshavn er det forvaltningens vurdering, at der på baggrund af elevunderlaget og skolernes kapacitet, samt øvrige hensyn, og idet skolerne undersøges for udvidelsesmuligheder, ikke er behov for at foretage yderligere distriktsændringer med henblik på indskrivning i skoleåret 2014/15. Forvaltningen vil fortsat årligt analysere og vurdere behovet for grunddistriktsændringer.

Forvaltningen har fire principper for opdelingen af skoledistrikter:
  • Kapacitet: elevunderlaget og søgningen i grunddistriktet skal passe til skolens kapacitet
  • Fordeling: Der ønskes så blandede grunddistrikter som muligt
  • Trafiksikkerhed: skolevejen skal være trafiksikker
  • Mindste indgreb overfor forældrene

Forvaltningen vil undersøge om Skolen på Christianshavn kan udvides.

 

Løsning

Arbejdsgruppen Kultur, Skole og Fritid foreslår følgende høringssvar:

"Børne-og Ungdomsforvaltningen har bedt om et høringssvar om skoledistrikter 2014715.

Borgerdialog
Lokaludvalget fremlagde sagen for borgerne på Christianshavnermødet den 6. marts 2013. Borgerne havde ingen bemærkninger.

Lokaludvalgets holdning
Dette høringssvar skal ses i forlængelse af Christianshavns Lokaludvalgs svar (den 27.6.12) på høringen juni 2012 om” Skoledistriktsændringer 2013/14” og vort svar af 21.12.12 i sagen om ”Skolernes maksimale kapacitet 2013/14”. 

Christianshavns Lokaludvalg bemærker i ”Skoledistrikter 2014/15 ”, at bygningskapaciteten for Chr. Havns Skole er 3-spors (oplægget side 18), og at udbygningsmuligheden for skolen skal undersøges (oplægget side 19).
Som vi tidligere har gjort opmærksom på i de ovennævnte høringssvar, er der allerede kapacitetsproblemer på Christianshavns Skole, hvor der siden august 2012 er fire 0.-klasser. Denne kapacitetsudvidelse vil fortsætte i årene fremefter – og nu med fire 1.-klasser - med tilsvarende ca. 22 ekstra børn på Christianshavns Skole pr. år. Vi efterlyser en præcis fremskrivning af børnetalsforøgelsen på Christianshavn i lyset af det stadigt voksende København. I denne sammenhæng må vi atter pege på vort bydelsplansforlslag (nr. 13) benævnt ”Undersøge behov for yderligere kapacitet til Christianshavns skoler”.

Mens dette høringssvar bliver til, ser vi, at Borgerrepræsentationen den 14. marts 2013 behandlede et punkt om to pavilloner til indskoling. Vi kan kun hilse det velkomment, at der sørges for en løsning. Pavilloner i en overfyldt skolegård må dog anses for meget midlertidigt.

Og Christianshavns Lokaludvalg har da også i de ovennævnte tidligere høringssvar tilkendegivet, at udbygning af Christianshavns Skole må betragtes som en lappeløsning, og vi har peget på ”muligheden for at opføre et tidssvarende gymnasium f.eks. på Papirøen (Christiansholm), der jo til dels er statsligt ejet ligesom gymnasieskolen, hvorefter gymnasiets bygninger kunne rumme indskolingen på Christianshavns Skole (uden at børnene skulle krydse Prinsessegade), ligesom der i disse bygninger kunne etableres et lokalsamarbejde med Døttreskolen” (citeret fra vort høringssvar af 21.12.12). 

Christianshavns Lokaludvalg efterlyser en større overordnet plan for kapacitetsudvidelsen på Christianshavn iværksat nu m.h.p. en helhedsløsning, hvor der bliver tale om egentlig nybygning til skoleformål evtl.- som nævnt -som et mageskifte.


Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand".

Økonomi

Intet.

Videre proces

Ændringer af grunddistrikterne er gældende fra og med 1. august 2013 med henblik på indskrivningen af børn til skoleåret 2014/15.

Beslutning

Asbjørn Kaasgaard stillede ændringsforslag om, at lokaludvalget tillige sender høringssvaret til børne- og ungdomsborgmester Anne Vang og nævner for hende, at det er tredje gang, at lokaludvalget har gjort forvaltningen opmærksom på, at der er behov for en analyse af behovet for yderligere kapacitet til Christianshavns skoler.

Ændringsforslaget blev tiltrådt.

Indstillingen med det tiltrådte ændringsforslag blev godkendt.
Til top