Mødedato: 19.12.2018, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Borgerpanelundersøgelse om københavnernes ideer og ønsker til inddragelse

Se alle bilag

Christianshavns Lokaludvalg skal tage stilling til, om det vil stille Christianshavns Borgerpanel til rådighed for en spørgeskemaundersøgelse om københavnernes ideer og ønsker til inddragelse.


Indstilling

Formanden foreslår,

  1. At Christianshavns Lokaludvalg godkender, at sekretariatet orienterer om Økonomiforvaltningens spørgeskemaundersøgelse på lokaludvalgets facebookside og nyhedsbrev.

  2. At Christianshavns Lokaludvalg drøfter og beslutter om det skal stille Christianshavns Borgerpanel til rådighed for Økonomiforvaltningen til en spørgeskemaundersøgelse om københavnernes ideer og ønsker til inddragelse. Se bilaget.
    I givet fald:
  3. At Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger formanden til at svare Økonomiforvaltningen jf. afsnittet "Forretningsudvalgets vurdering" i løsningsafsnittet.

  4. At Christianshavns Lokaludvalg drøfter og beslutter, om undersøgelsen skal suppleres med yderligere spørgsmål om borgerdialog og borgerinddragelse, der tager udgangspunkt i Christianshavn.
    i givet fald
  5. At Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger formanden til sammen med sekretariatet at formulere spørgsmål.

Problemstilling

Den 2. januar 2019 igangsætter Økonomiforvaltningen en spørgeskemaundersøgelse om københavnernes ideer og ønsker til inddragelse, som vil blive lanceret på sociale medier i uge 1 og på plakatsøjler i uge 2 og afsluttes ultimo januar. Økonomiforvaltningen beder lokaludvalgene dele linket til undersøgelsen på deres sociale medier eller så vidt muligt gøre brug af deres egne lokale borgerpaneler. Spørgeskemaet ses i bilaget. Lokaludvalget har mulighed for supplere spørgeskemaet med egne spørgsmål til Christianshavns Borgerpanel om borgerdialog og borgerinddragelse.

Løsning

Forretningsudvalgets vurdering

Lokaludvalgets forretningsudvalg har drøftet sagen. Forretningsudvalgets medlemmer har forskellige holdninger til sagen, men alle mener, at hvis lokaludvalget beslutter at stille Christianshavns Borgerpanel til rådighed til Økonomiforvaltningens spørgeskemaundersøgelse, bør det gøres med bemærkninger til Økonomiforvaltningen om

  • at kvaliteten i spørgsmålene kunne være bedre
  • at det undrer, at lokaludvalgene ikke har en central placering i spørgeskemaet al den stund, at lokaludvalgene har borgerdialog om kommunens virke som en hovedopgave.

Indstillingen til lokaludvalget

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter og beslutter, om det skal stille Christianshavns Borgerpanel til rådighed for Økonomiforvaltningen til en spørgeskemaundersøgelse om københavnernes ideer og ønsker til inddragelse. Se bilaget.

Formanden foreslår endvidere, at lokaludvalget drøfter og beslutter, om undersøgelsen skal suppleres med yderligere spørgsmål om borgerdialog og borgerinddragelse, der tager udgangspunkt i Christianshavn. I givet fald beder han om en bemyndigelse fra lokaludvalget til sammen med sekretariatet at formulere spørgsmål.

Endelig foreslår formanden, at lokaludvalget godkender, at sekretariatet orienterer om Økonomiforvaltningens spørgeskemaundersøgelse på lokaludvalgets facebookside og nyhedsbrev.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Sekretariatet orienterer Økonomiforvaltningen om lokaludvalgets beslutninger.

I mødet den 23. januar 2019 skal lokaludvalget beslutte et svar til Økonomiforvaltningen på følgende spørgsmål:

  1. Hvilke metoder benytter lokaludvalget til at skabe dialog og samarbejde med københavnerne?
  2. Hvilke metoder til københavnerinddragelse virker særligt godt i jeres lokaludvalg?
  3. Hvordan arbejder lokaludvalget med en mangfoldig københavnerinddragelse og repræsentation af bydelens forskellige stemmer? Hvilke erfaringer har lokaludvalget med at opnå dette?
  4. Er der noget, som lokaludvalget gerne vil gøre mere af ift. københavnerinddragelse, som ikke er muligt inden for de nuværende rammer i Københavns Kommune?
  5. Har lokaludvalget ideer til, hvilke metoder der skal til, for at Københavns Kommune som helhed kan opnå endnu bedre og mere mangfoldig københavnerinddragelse?

Københavns Kommune afholder en offentlig konference om københavnerinddragelse d. 30. januar 2019 kl. 16:30 – 20:00 på Rådhuset. Der er plads til 150 deltagere.

Beslutning

  1. At Christianshavns Lokaludvalg godkender, at sekretariatet orienterer om Økonomiforvaltningens spørgeskemaundersøgelse på lokaludvalgets facebookside og nyhedsbrev.

  2. Jette Philipsen foreslog, at lokaludvalget ikke stiller Christianshavns Borgerpanel til rådighed for Økonomiforvaltningen til en spørgeskemaundersøgelse om københavnernes ideer og ønsker til inddragelse. Det begrundes med, at lokaludvalget ønsker at prioritere sine egne borgerpanelundersøgelser. 

    Poul Cohrt foreslog, at lokaludvalget tillige begrunder det med, at lokaludvalgene burde have en central placering i spørgeskemaet, når lokaludvalgene har borgerdialog om kommunens virke som hovedopgave.

    Mogens Holm foreslog, at lokaludvalget tillige begrunder det med, at kvaliteten af spørgsmålene kunne være bedre.

    Lokaludvalget stemte om, hvorvidt det skal stille Christianshavns Borgerpanel til rådighed for Økonomiforvaltningen til en spørgeskemaundersøgelse om københavnernes ideer og ønsker til inddragelse. 

    4 lokaludvalgsmedlemmer stemte for.
    5 lokaludvalgsmedlemmer stemte imod.
    11 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.

    Dermed havde lokaludvalget besluttet, at det ikke stiller Christianshavns Borgerpanel til rådighed for Økonomiforvaltningen til en spørgeskemaundersøgelse om københavnernes ideer og ønsker til inddragelse. Det begrundes med,
  • at lokaludvalget ønsker at prioritere sine egne borgerpanelundersøgelser
  • at lokaludvalgene burde have en central placering i spørgeskemaet, når lokaludvalgene har borgerdialog om kommunens virke som hovedopgave.
  • at kvaliteten af spørgsmålene kunne være bedre.
Til top