Mødedato: 19.06.2024, kl. 18:30
Mødested: Hal C, Arsenalvej 6
Høringssvar om handlingsplan for vejstøj 2024-2029
Se alle bilag
Til top
Christianshavns Lokaludvalg skal tage stilling til et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om "Handlingsplan for vejstøj 2024-2029".
Indstilling
Indstilling om,
- at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om "Handlingsplan for vejstøj 2024-2029". Se høringssvaret i bilaget.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt "Handlingsplan for vejstøj 2024-2029" i offentlig høring på Bliv Hørt-portalen. Der er svarfrist den 21. juni 2024.
Handlingsplanen sætter rammen for, hvordan der i den kommende planperiode vil blive arbejdet med at reducere støj fra vejtrafikken.
Løsning
Miljøgruppen har drøftet sagen med afsæt i et oplæg til høringssvar fra Miljøpunkt Indre By & Christianshavn.
Miljøgruppen lægger vægt på følgende forslag i Miljøpunktets oplæg til høringssvar:
- 30 km/t overalt i København, hvor ladcykler og elcykler kan køre på vejbanen, så der er bedre plads på cykelstierne.
- Christianshavn laves til to trafikøer, hvor der lukkes ved Christianshavns Torv, så man kan køre ind og ud fra Knippelsbro og ind og ud ved Christmas Møllers Plads. Dette vil sænke støjniveauet på Torvegade, som i dag er over den tilladte grænseværdi, som betyder flere syge mennesker.
Miljøpunktets oplæg og udkastet til høringssvar ses i bilaget.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, lægger sekretariatet det på Bliv Hørt-portalen.
Beslutning
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gert Vincent om, at linje 39 på side 1 fortsættes med en bemærkning om, at man så vidt vides vil kunne finde inspiration til forsøget i Holland.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lars Josephsen om at formulere linje 25-34 på side 1 således: "Vejstøj defineres ud fra antal af biler selv om få køretøjer medfører støjgener i den tætte, gamle del af byen. Vi opfordrer derfor kommunen til, ifm. implementeringen af Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen og de kommende trafikale ændringer i Torvegade, at fredeliggøre Indre By med en max. tilladt hastighed i trafikken på 30 km/t. Ved at lave tiltag, som reducerer biltrafikken og fremme tiltag for gående, cyklende og offentlig trafik, vil dette have en positiv effekt for klima og miljø – mindre støj- og partikelforurening såvel som en CO2-reduktion."
Lokaludvalget godkendte høringssvaret, som ses i bilaget, med de tiltrådte ændringsforslag.