B-sag: Puljeansøgninger, juni 2024
Indstilling
Indstilling om,
- at Christianshavns Lokaludvalg giver en borger afslag på en ansøgning om 7.500 kr. til kamel og æselridning på Christiania i august 2024. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vil prioritere sine puljemidler til andre aktiviteter.
- at Christianshavns Lokaludvalg giver ABC – Alle Børns Christiania tilsagn om 5.000 kr. til aktiviteten N-EVERLAND CIRKUSLEGEPLADS for alle på Christiania over seks lørdage i perioden 29. juni til 21. september 2024. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 58.850 kr., da lokaludvalget ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.
- at Christianshavns Lokaludvalg giver Kammerkoret CAMARATAS afslag på en ansøgning om 11.000 kr. i støtte til en flydende kammerkoncert i Københavns Havn og Christianshavns Kanal den 23. august 2024. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vil prioritere sine puljemidler til andre aktiviteter.
- at Christianshavns Lokaludvalg giver gruppen bag koncertserien PRiMi afslag på en ansøgning om 9.000 kr. til koncerten PRiMi PoPup i Christianshavns Beboerhus den 11. juli 2024. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vil prioritere sine puljemidler til andre aktiviteter.
Problemstilling
Lokaludvalget har modtaget fem ansøgninger om støtte. Den ene puljeansøgning behandles på et separat punkt på dagsorden i lokaludvalgets mødet den 19. juni 2024.
Løsning
1. Kamel og æselridning
En borger søger om 7.500 kr. til kamel og æselridning i området nær Pusher Street på Christiania en dag i august 2024.
Ansøger vil leje en kamel og et æsel fra Dronningmølle kameludlejning, som folk kan få lov at hilse på, klappe og børn kan få en ridetur på. Aktiviteten aftales i samarbejde med ”loppemarkedsgruppen på Christiania”.
Formålet med aktiviteten er at skabe et rum, hvor store og små sammen kan få en anderledes oplevelse, samt at skabe nye og trygge minder fra Pusher Street.
Målgruppen er børn og andre nysgerrige. Aktiviteten er gratis, og ansøger forventer, at der vil komme ca. 700-800 mennesker forbi på dagen, hvor størstedelen vil være fra Christianshavn.
Aktiviteten annonces i flere Facebook-grupper, evt. i Christianshavneren og sættes i kalenderen hos Børn i Byen.
Det samlede udgiftsbudget er i alt 7.500 kr. Egenfinansiering sker via frivilligarbejdskraft.
Støtten fra lokaludvalget skal bruges til leje af kamel og æsel.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten.
Anbefaling fra Arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge
Arbejdsgruppen anbefaler et afslag. Afslaget begrundes med, at arbejdsgruppen vil prioritere lokaludvalgets mider til andre aktiviteter.
Indstilling
At Christianshavns Lokaludvalg giver en borger afslag på en ansøgning om 7.500 kr. til kamel og æselridning på Christiania i august 2024. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vil prioritere sine puljemidler til andre aktiviteter.
2. N-EVERLAND CIRKUSLEGEPLADS for alle
ABC – Alle børns Christiania søger om 58.850 kr. til en tilbagevendende pop-up cirkuslegeplads med forskellige temaer ved Downtown og Rozinhuset på Christiania over seks lørdage i perioden 29. juni til 21. september 2024.
Cirkuslegepladsen består af en stor variereret samling af cirkuslegetøj (ex. Hulahopringe, balancetallerkner, ethjulede cykler m.m.) samt gammelt traditionelt legetøj, som skal inspirere og aktivere børn og voksne til leg, læring og bevægelse. I kombination eller supplement til cirkuslegepladsen vil der være et nyt tema per gang, som initialiseres via en performance eller instruktion á ca. en times varighed. Aktiviteten vil forgå sideløbende med de allerede igangværende aktiviteter, som foregår på Christiania, herunder lørdagsloppemarkedet, koncerter, performances, udstillinger m.m.
Formålet med aktiviteten er at skabe nyt liv og fælles ejerskab til fællesarealerne i Downtown (området omkring Pusher Street), samt at alle generationer på Christianshavn får bedre øje på de rekreative muligheder, ansøger tilbyder.
Målgruppen er børn og voksne, som deltager i lørdagsloppemarkedet eller besøger øvrige kulturelle aktiviteter på Christiania. Ansøger forventer, at tilbuddet benyttes af mellem 10-25 personer ad gangen og i alt ca. 150 personer pr. dag. Aktiviteten er gratis.
Der er et formelt aftalegrundlag for aktiviteten med Christiania Fællesmøde og den gruppe, der arrangerer lørdagsloppemarkeder i Pusher Street.
Aktiviteten annonceres via opslag i lokalområdet, lokale aviser, sociale medier og ved henvendelse til lokale børneinstitutioner.
Det samlede udgiftsbudget er i alt 58.850 kr. Ansøger oplyser, at de forventer ca. 13.500 kr. i støtte fra andre fonde og at egenfinansiering udgør 9.500 kr. i arbejdstimer. Det samlede udgiftsbudget er i alt 36.850 kr., efter de forventede indtægter.
Støtten fra lokaludvalget skal bruges til hel eller delvis dækning af honorering til legeinstruktører og artister, projektforberedelse, annoncering, materialer, transport, leje af udstyr og forbrug.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet gør opmærksom på, at det fremgår af lokaludvalgets retningslinjer for støtte, at lokaludvalget normalt ikke yder mere end 30.000 kr. i støtte til aktiviteter.
Efter de fratrukne forventede indtægter udgør det samlede udgiftsbudget i alt 36.850 kr. Lokaludvalget kan derfor maksimalt yde støtte for i alt 36.850 kr.
Derudover ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten med en underskudsgaranti.
Anbefaling fra Arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge
Arbejdsgruppen anbefaler at bevillige 5.000 kr.
Indstilling
At Christianshavns Lokaludvalg giver ABC – Alle Børns Christiania tilsagn om 5.000 kr. til projektet N-EVERLAND CIRKUSLEGEPLADS for alle på Christiania over seks lørdage i perioden 29. juni til 21. september 2024. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 58.850 kr., da lokaludvalget ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.
3. Kammerkoret CAMARATAS kanalbådskoncert 2024
Kammerkoret CAMARATAS søger om 11.000 kr. i støtte til en flydende kammerkoncert i Københavns Havn og Christianshavns Kanal den 23. august 2024.
Kammerkoret CAMERATA står for kvalitet og musikglæde og har i snart 60 år bragt den klassiske musik ud til den danske befolkning. Som de har gjort hver sommer siden 2020, vil kammerkoret igen i år sejle ud fra Gammel Strand og bringe korsangen ud til helt nye og yngre publikumsgrupper, der nyder sommersolen langs kajerne i Københavns havn. Repertoiret er sammensat af klassiske danske og nordiske korsatser. Sejlturen varer 2,5 time og undervejs gøres flere stop, hvor koret hvert sted synger 2-3 sange.
Formålet med aktiviteten er bl.a. at skabe betagende og vedkommende musikoplevelser for et bredt publikum samt at udbrede kendskabet til korsangen og den klassiske musik.
Målgruppen er alle, som befinder sig på kajen af havnen og kanalen. Ansøger forventer, at ca. 1.000 mennesker vil få glæde af musikken i løbet af sejltiden.
Aktiviteten annonceres gennem korets sociale medier og hjemmeside.
Det samlede udgiftsbudget er i alt 56.000 kr., som ansøger også har søgt om støtte til fra andre fonde. Ansøger forventer indtægter på i alt 45.000 kr. fra andre fonde. Egenfinansiering sker via frivillig arbejdskraft idet korets medlemmer er frivillige.
Støtten fra lokaludvalget skal bruges som bidrag til udgiftsposterne, herunder leje af kanalbåd, lydmand og -udstyr, eksternt honorar, PR og KODA-afgift.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten med en underskudsgaranti.
Anbefaling fra Arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge
Arbejdsgruppen anbefaler et afslag. Afslaget begrundes med, at arbejdsgruppen vil prioritere lokaludvalgets midler til andre aktiviteter.
Indstilling
at Christianshavns Lokaludvalg giver Kammerkoret CAMARATAS afslag på en ansøgning om 11.000 kr. i støtte til en flydende kammerkoncert i Københavns Havn og Christianshavns Kanal den 23. august 2024. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vil prioritere sine puljemidler til andre aktiviteter.
4. PRiMi PoPup på Beboerhuset til Jazzfestival
Gruppen bag koncertserien PRiMi søger om 9.000 kr. til koncerten PRiMi PoPup i Christianshavns Beboerhus den 11. juli 2024.
PRiMi PoPup er en tilbagevendende koncertform i Christianshavns Beboerhus, som indtil nu har foregået en gang månedligt i april, maj og juni 2024. Koncerten i juli er et større koncertarrangement i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival og består af tre koncerter af højt internationalt format. PRiMi PoPuP er et nyt tiltag for gruppen bag koncertserien PRiMi der har fundet sted på H15 på Vesterbro, hver tirsdag siden 2019 fra september – juni.
Formålet med aktiviteten er at præsentere publikum for de dristige sider af musiklivet samt at etablere en lige så stabil koncertserie, som arrangørgruppen har gjort med PRiMi på H15. Dertil ønsker ansøger at medvirke til, at Christianshavns Beboerhus kan blive et af Københavns legendariske spillesteder for nytænkende musik, som det var engang.
Målgruppen er lokale, turister og andre musikinteresserede i alle aldre, og ansøger forventer et udsolgt arrangement. Der vil være en entré på 120 kr.; 60 kr. for studerende.
Aktiviteten annonceres via Beboerhusets festivalprogram i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival og via arrangørgruppens kommunikationsplatforme, herunder bl.a. Facebook, YouTube og nyhedsbrev.
Det samlede udgiftsbudget er i alt 18.528 kr.. Ansøger forventer en entréindtægt på 4.000 kr., egenfinansierer med 3.124 kr. og modtager medfinansiering for i alt 2.404 kr. fra koncertarrangøren Final Decent. Herudover lægger arrangørgruppen frivillig arbejdskraft i planlægningen og afviklingen af arrangementet.
Ansøger oplyser, at ved støtte på et mindre beløb end det ansøgte beløb, gennemføres arrangementet i en revideret version ud fra de midler, de råder over.
Støtten fra lokaludvalget skal bruges til lokaleleje, delvist honorering og forplejning.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten med en underskudsgaranti.
Anbefaling fra Arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge
Arbejdsgruppen anbefaler et afslag. Afslaget begrundes med, at arbejdsgruppen vil prioritere lokaludvalgets midler til andre aktiviteter.
Indstilling
At Christianshavns Lokaludvalg giver gruppen bag koncertserien PRiMi afslag på en ansøgning om 9.000 kr. til koncerten PRiMi PoPup i Christianshavns Beboerhus den 11. juli 2024. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vil prioritere sine puljemidler til andre aktiviteter.
Økonomi
Lokaludvalget har afsat en ramme på 217.429 kr. af 2024-puljen til puljeansøgninger. Foreløbig har lokaludvalget disponeret for 174.837 kr. af rammen. Hvis lokaludvalget følger indstillingerne, vil der være disponeret yderligere 5.000 kr. af rammen.
Videre proces
Sekretariatet orienterer ansøgerne om lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling.
Beslutning
- Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give en borger afslag på en ansøgning om 7.500 kr. til kamel og æselridning på Christiania i august 2024. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vil prioritere sine puljemidler til andre aktiviteter.
- Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give ABC – Alle Børns Christiania tilsagn om 5.000 kr. til aktiviteten N-EVERLAND CIRKUSLEGEPLADS for alle på Christiania over seks lørdage i perioden 29. juni til 21. september 2024. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 58.850 kr., da lokaludvalget ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.
- Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give Kammerkoret CAMARATAS afslag på en ansøgning om 11.000 kr. i støtte til en flydende kammerkoncert i Københavns Havn og Christianshavns Kanal den 23. august 2024. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vil prioritere sine puljemidler til andre aktiviteter.
- Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give gruppen bag koncertserien PRiMi afslag på en ansøgning om 9.000 kr. til koncerten PRiMi PoPup i Christianshavns Beboerhus den 11. juli 2024. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vil prioritere sine puljemidler til andre aktiviteter.