Mødedato: 19.06.2024, kl. 18:30
Mødested: Hal C, Arsenalvej 6

Driftsstøtteaftalen om det lokale miljøarbejde

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal træffe beslutning om fornyelse af driftsstøtteaftalen for det lokale miljøarbejde med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg beslutter, at driftsstøtteaftalen med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn om det lokale miljøarbejde forlænges med to år til den 31. december 2026.

Problemstilling

Lokaludvalgene har ansvaret for Københavns Kommunes lokale miljøarbejde. Miljøpunkt Indre By & Christianshavn har siden 2011 udført opgaven for Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg. Grundlaget for samarbejdet er en driftsstøtteaftale.

Den gældende driftsstøtteaftale udløber den 31. december 2024.

I bilaget ses Input fra Miljøpunkt Indre By & Christianshavn til lokaludvalgets behandling af sagen om driftsstøtteaftale.

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget beslutter, at driftsstøtteaftalen med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn om det lokale miljøarbejde forlænges med to år til den 31. december 2026.

Indre By Lokaludvalg

Indre By Lokaludvalg traf i sit møde den 13. juni 2024 beslutning om driftsstøtteaftalen med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn. Beslutningen sendes til Christianshavns Lokaludvalg inden lokaludvalgsmødet den 19. juni 2024.

Økonomi

Indre By Lokaludvalg har afsat 680.000 kr. til det lokale miljøarbejde i 2024, mens Christianshavns Lokaludvalg har afsat 150.000 kr. Kommunen har afsat 822.804 kr.

Videre proces

Hvis det besluttes ikke at forlænge driftsstøtteaftalen, vil sekretariatet undersøge, hvordan ophøret af samarbejdet formelt set skal foregå. Sekretariatet vil på det grundlag aftale med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn, hvordan det konkret skal gribes an.

Hvis lokaludvalget beslutter at forlænge driftsstøtteaftalen, vil der eventuelt være behov for at aftale ændringer i driftsstøtteaftalen. I givet fald skal et ændret indhold i driftsstøtteaftalen vedtages af lokaludvalget; med fordel senest i oktober 2024.  Driftsstøtteaftalen vil da være grundlaget for en kommende årsplan for det lokale miljøarbejde, som bør vedtages af lokaludvalget senest i november 2024. 

Beslutning

Kirsten V. Andersen deltog ikke i behandlingen af dette punkt pga. inhabilitet.

 

Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Henrik Vilsbøll om, at lokaludvalget tilkendegiver overfor Indre By Lokaludvalg og Miljøpunkt Indre By & Christianshavn, at Christianshavns Lokaludvalg er indstillet på at forlænge driftsstøtteaftalen med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn om det lokale miljøarbejde med to år, idet Christianshavns Lokaludvalg tager forbehold for vilkår og andre forhold, som måtte have betydning for en sådan forlængelse.

Lokaludvalget godkendte et forslag fra Lars Josephsen om, at forretningsudvalget kontakter Indre By Lokaludvalgs forpersonskab om Indre By Lokaludvalgs overvejelser om en forlængelse af driftsstøtteaftalen.

Til top