Mødedato: 18.12.2024, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Evaluering af Jul på Torvet

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg evaluerer lokaludvalgets arrangement ”Jul på Torvet” den 1. december 2024.

 

Problemstilling

Den 1. december kl. 16:30 afholdt lokaludvalget den årlige juletræstænding "Jul på Torvet" på Christianshavns Torv. Hensigten med arrangementet var at markere starten på juletiden og skabe en hyggelig og samlende begivenhed for borgerne i Christianshavn.

Lokaludvalget skal evaluere arrangementet og drøfte, hvad der eventuelt skal gøres anderledes til næste års juletræstænding.

Det vurderes, at ca. 100 borgere deltog.

Programmet bestod af:

1. Velkomst v. Christianshavns Lokaludvalg.

2. Tænding af juletræet v. uddeler fra SuperBrugsen Bent Kongsfelt og Hovedstadens Beredskab.

3. Dans om juletræet med musikalsk underholdning v. Torsten Lefmann.

4. Servering af kakao og småkager v. SuperBrugsen.

 

Reaktioner fra borgere

Programmet for arrangementet blev positivt modtaget af deltagerne. Der var især ros til den musikalske optræden og den varme atmosfære under tændingen af juletræet. Enkelte borgere har efterfølgende tilkendegivet en utryghed før og under arrangementet på torvet grundet torvets øvrige brugere.

Løsning

Lokaludvalget evaluerer lokaludvalgets arrangement ”Jul på Torvet” den 1. december 2024.

 

Økonomi

Lokaludvalget har afsat en ramme på 50.000 kr. til arrangementet.

 

Videre proces

Evalueringen vil indgå i INFO/Event-gruppens planlægning af ”Jul på Torvet” i 2025.

Beslutning

Lokaludvalget evaluerede lokaludvalgets arrangement ”Jul på Torvet” den 1. december 2024. Der var følgende bemærkninger fra lokaludvalgets medlemmer:

  • Det var en udmærket og hyggelig eftermiddag med mange deltagere til trods for, at der samtidig var to andre arrangementer på Christianshavn: Åbningen af skøjtebanen på Christiania og et julearrangement ved Broens Gadekøkken.  En borger har henvendt sig til lokaludvalg om utryghed og hashrygning omkring arrangementet, hvortil forperson Asbjørn Kaasgaard har svaret, at lokaludvalget vil tale med kommunen om at stille med gadeplansmedarbejdere til Jul på Torvet i 2025 med henblik på at skabe trygge rammer for arrangementet.
  • SuperBrugsens deltagelse i arrangementet var en succes.
  • Til kommende Jul på Torvet-arrangementer, skal lokaludvalget tjekke, hvornår andre arrangører holder lignende arrangementer.
  • Beredskabet havde travlt den 1. december med at tænde juletræer, hvorfor lokaludvalgets arrangement først startede kl. 16.30. I 2025 skal lokaludvalgets arrangement måske holdes sidst i november.
  • Der var en dejlig stemning, men skuffelse over, at der ikke var wienerbrød i år.
  • Der opstod et problem med, at lyset på juletræet blev tændt et par dage for tidligt. Drengstreger eller drillenisser. problemet blev håndteret.
  • SuperBrugsen oplevede selv deres deltagelse som en succes og vil gerne være endnu med i 2025.
  • Ros til arrangementet. Det illustrerer, at torvet benyttes af alle. Det er et rygstød for Torvegruppen og Torvenetværkets tilgang til, hvordan torvet skal anvendes.

 

Til top