Mødedato: 18.12.2008, kl. 18:30

Logo til Christianshavns Lokaludvalg

Logo til Christianshavns Lokaludvalg

Christianshavns Lokaludvalg

 

DAGSORDEN

fra ordinært møde torsdag den 18. december 2008

 

 

13.      Logo til Christianshavns Lokaludvalg

CHL  37/2008

INDSTILLING

Formanden indstiller til Christianshavns Lokaludvalg

 

1.      At lokaludvalget på baggrund af beslutningen på sidste lokaludvalgsmøde den 20. november 2008 tager en generel drøftelse om processen med at skabe eller vælge et logo for Christianshavns Lokaludvalg.

 

Christianshavns Lokaludvalgs beslutning på mødet den 18. december 2008:

2.      Punktet afstedkom en længere meningsudveksling i lokaludvalget. I diskussionen delte medlemmerne sig i de, der ønskede at knytte lokaludvalget til Christianshavns historie ved at lade havnens byvåben være lokaludvalgets nye logo, eventuelt i en rentegnet form og de, der så flest perspektiver i at udskrive en konkurrence om at tegne lokaludvalgets nye logo. Denne gruppe påpegede, at de enkelte konkurrencedeltagere kunne få frie hænder til også at inddrage Christianshavns historie, samtidig med at konkurrencen vil skabe opmærksomhed om lokaludvalget. Formanden foreslog derfor at lade det være op til den nyoprettede infogruppe at komme med et oplæg til en logo-konkurrence, som lokaludvalget i første omgang kan komme med input til og tage beslutning om. På baggrund af resultatet af konkurrencen kunne lokaludvalget så beslutte, hvilket logo man ønskede (byvåbnet eller logo-forslag fra konkurrencen). Dette tilsluttede lokaludvalgsmedlemmerne sig.

 

 

 

PROBLEMSTILLING

Ved sidste lokaludvalgsmøde den 20. november 2008 viste der sig opbakning til, at Christianshavns Lokaludvalg skal have sit eget logo/kendemærke. Et sådan skal sikre lokaludvalget en entydig og klar kommunikation i forholdet til omverdenen.

Det blev derfor besluttet, at lokaludvalget på dette møde skal have en generel drøftelse af valg af logo. I denne drøftelse kan indgå forskellige muligheder for at vælge eller skabe et logo eller lignende til Christianshavns Lokaludvalg.

 

Til inspiration for denne drøftelse er indkommet flere medlemsforslag, som præsenteres herunder. På grund af beslutningen på sidste møde, skal der dog ikke træffes beslutning om valg af logo på dette møde.

Endvidere indsættes logoer fra de lokaludvalg, der allerede har fået tegnet logoer – ligeledes til inspiration for debatten.


 

Forslag fra Poul Cohrt om det oprindelige byvåben blev motiveret ved sidste møde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forslag fra Carsten Breuning

Forslaget tager afsæt i en stiliseret udgave af Christianshavns Byvåben fra 1639. For at skelne det fra blandt andet Seniorklubben og de øvrige foreninger på Christianshavn, der anvender samme byvåben, foreslås det, at tegningen farvelægges som på det originale byvåben, hvor tårnet er blåt, løven samt Christian den IV-mærket er gult og Dannebrog-flagene røde og hvide.

Endvidere rentegnes byvåbnet, så tårnets mursten er tydelige, kronerne får flere detaljer og korsene på Dannebrog bliver tydeligere.

Image:Christianshavns våben.png


 

 

 

 


Forslag fra Asbjørn Kaasgaard


Forslaget motiveres som et alternativ til det hyppigt brugte byvåben, der kan signalere noget andet end fæstning, kanoner, løver og flag. Logoet kan enten blive til ved, at lokaludvalget udskriver en konkurrence eller får en kunstner eller et firma til at lave et udkast efter oplæg fra lokaludvalget. Forslagsstilleren ønsker, at logo for Christianshavn skal prøve at vise både det nutidige og det historiske.

Som eksempel forslår han et sort bredt C - der er halvdel af en cirkel - som symbol på åbenhed.

C'et står på vand og /eller voldanlæg/kanal - som symbol på geografien.

I bogstavet C kan der være silhuetter af bygninger, spir, kraner, tårne , vindmøller med videre - som symbol på kulturhistorien.

 

Forslag fra Peter Iver Petersen

Et forslag til logo-problematikken i forhold til lokaludvalget kunne være, at udvalget udskriver en konkurrence med en præmie på 5.000 kroner. Konkurrencen skal være åben for alle, men lokaludvalget gør en særlig indsats for at sprede kendskabet til den på fx Mediehøjskolen, og andre relevante uddannelsesinstitutioner.

Til yderligere inspiration indsættes herunder logoer fra de lokaludvalg, der allerede har fået tegnet logoer. Dette er sket gennem blandt andet konkurrencer i bydelen, på kreative uddannelsessteder og ved henvendelse til enkeltpersoner og grafiske bureauer.

 

 


Bispebjerg

Valby

 

 

 

 

 

 

LØSNING

Lokaludvalget tager en indledende drøftelse af processen med at få skabt eller valgt et logo for lokaludvalget.

 

 



 

Til top