Mødedato: 18.05.2022, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

B-sag: Henvendelser til lokaludvalget, maj 2022

Christianshavns Lokaludvalg skal tage håndteringen af henvendelser til lokaludvalget til efterretning.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg tager håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden sidste lokaludvalgsmøde til efterretning.

Problemstilling

Borgere har henvendt sig til lokaludvalget.

Løsning

1. Lynetteholm

Med mail den 30. april 2022 skrev en borger til lokaludvalget om Lynetteholm:

"1) Lynetteholmen (LH) vil, hvis den ulykkeligvis bliver til noget, danne en "prop" i havneløbet.

Det vil sige, at vandgennemstrømningen i havneløbet nødvendigvis bliver formindsket; er der nogle beregninger, der viser, hvilken indflydelse dette kan have på vandets friskning?

2) Hvis LH kommer, skal der sikkert bygges yderligere en prestigemetro derud; er der nogen, der har tænkt på, hvor meget CO2 fremstillingen af betonelementerne vil udslippe.

3) Hvorfor skal al tilvækst foregå i i Københavns kommune? Hvis der var nogle kostbare luksusbyggerier på Vestegnen, skulle folk såmænd nok finde derud. Da grundpriserne er lavere der, får man mere for pengene.

4) Og så er der det med, at den udsigt, der nu er tilbage ud til Øresund, bliver spærret."

Med mail den 7. maj 2022 skrev borgeren:

"Supplerende: En æstetisk indvending mod anlægget af lynetteholmen, skønt jeg udmærket godt ved, at "æstetik" er et fuldkomment fremmed ord i nutidens byplanlægning: Lynetteholmen vil spærre for den frie udsigt til Øresund, som man nu har fra Langelinie."

Sekretariatet har sendt bemærkningerne til Lynetteholm-gruppen.

 

2. Loppemarked på Christianshavns Torv

Med mail den 8. maj 2022 orienterede en gruppe borgere lokaludvalget om, at en loppemarkedssælger på Christianshavns Torv opbevarer sine ting bag cykelstativerne op af SuperBrugsens facade, hvilket der uden held er klaget til politiet og kommunen over. Borgerne bryder sig ikke om, at Christianshavns Torv bruges på den måde og de er bange for, at det vil have en effekt på loppemarkedets mulighed for at blive på torvet.

Formandskabet har drøftet sagen og kan bekræfte, at loppemarkedssælgeren på Christianshavns Torv opbevarer sine ting bag cykelstativerne og at vedkommende er på torvet til ud på natten, nogle gange i festligt lag.

På den baggrund har sekretariatet spurgt Teknik- og Miljøforvaltningen om, hvorvidt vedkommende har en tilladelse til at sælge varer på Christianshavns Torv; i givet fald på hvilke vilkår.

 

3. Foredrag om Christianshavns Lokaludvalg

Med mail den 8. maj 2022 har Christianshavn-Slotsholmen Rotary Klub spurgt formanden, om han vil besøge klubben den 1. juni 2022 og fortælle om Christianshavns Lokaludvalg; herunder om hans og lokaludvalgets visioner for udviklingen på Christianshavn og Holmen og i fremtiden for Lynetteholmen, samt om hvilke kompetencer lokaludvalget har og i hvilken grad kommunen lytter til lokaludvalget. 

Formanden har givet klubben tilsagn om at komme til mødet den 1. juni 2022.

 

4. Støjreduktion

En borger spurgte med mail den 9. maj 2022, om der nogensinde er blevet kigget på, om det er muligt at reducere trafiklarmen fra Amager Boulevard og Ved Stadsgraven, så det skønne rekreative område på volden kan blive lidt mere fredeligt. Borgeren foreslår, at det enten sker ved at etablere en beplantet jordvold eller et “beplantet” hegn, som det ses visse steder langs motorveje.

Sekretariatet har den 11. maj 2022 bedt Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget på, hvorvidt og i givet fald hvordan borgerens forslag kan føres ud i livet. Forvaltningen har endnu ikke svaret.

 

5. Bodenhoffs Plads

En borger spurgte med mail den 11. maj 2022 om, hvad status er på planen om begrønning af Bodenhoffs Plads. 

Sekretariatet bad den 12. maj 2022 bedt Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget. Forvaltningen har endnu ikke svaret.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor.

Beslutning

Lokaludvalget tog håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden sidste lokaludvalgsmøde til efterretning.

Til top