Mødedato: 18.05.2022, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

B-sag: Byttedag: Giv hvad du har - tag hvad du kan bruge!

Christianshavns Lokaludvalg skal bemyndige Miljøgruppen til at planlægge og afholde en byttedag den 15. oktober 2022.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger Miljøgruppen til at planlægge og afholde en byttedag den 15. oktober 2022, jf. beskrivelsen i afsnittet "Problemstilling".
  2. at Christianshavns Lokaludvalg afsætter en ramme på 10.500 kr. til byttedagen. Pengene tages af puljen "Egne projekter".

Problemstilling

Forslag fra Miljøgruppen:

"Miljøgruppen i Christianshavns Lokaludvalg planlægger at afholde Christianshavns første åbne byttemarked i Beboerhuset og søger penge til leje af lokale, annoncering og drift.

Louise har reserveret Salen for lørdag den 15.10.2022 i tidsrummet kl. 9-15. Selve byttemarkedet finder sted mellem kl. 10-14.

Formålet er:

GIV HVAD DU HAR – TAG HVAD DU KAN BRUGE!

Giv dit aflagte tøj og ting, der stadig er i fin stand, og tag hvad du kan bruge af andres medbragte sager – gratis!

Byttemarkedet er en hyggelig, social, gratis og miljøvenlig begivenhed, hvor deltagerne bytter deres brugte tøj el. smådele til nyt. Det handler om genbrug, cirkulær økonomi og er adresseret til alle samfundslag.

Desuden ønsker Miljøgruppen at tiltrække flere christianshavnere i alle generationer til beboerhuset og møde det lokale miljøarbejde, i håb om at få flere medlemmer.

Byttemarkedet er dog åbent får alle, uanset bopæl.

Dagens program:

Kl. 9-10: opsætning af udstyr og klargøring

Kl. 10-14: byttemarkedet er åbent for byt, med mulighed for at købe billig kaffe og kage, andre sideaktiviteter (fx upcycling workshops, posedamerne) og information og reklame for Miljøgruppen, Christianshavns Lokaludvalg og Beboerhuset.

Kl. 14-15: sortering af overskudsvarer, oprydning og aflevering af varerne.

 

Udgifter:

Udgift

Beløb

Leje af lokale

5.400

Løn til medarbejder i Beboerhuset

1.000

Annonce i Christianshavneren

2.000

Plakat til Christianshavns Torv

1.000

Forplejning af aktivister/frivillige

900

Uforudsete udgifter

200

I alt

10.500

 

Hvordan fungerer byttemarkedet?

Byttemarkedet bliver afholdt af Miljøgruppens medlemmer med assistance af andre frivillige aktivister, som bliver ca. 12 personer i alt. Der stilles forplejning til rådighed.

Alle kan bytte til nyt. Man medbringer det, man vil give væk og som er rent og i god stand. Ved indgangen bliver byttereglerne forklaret, og det medbragte bliver vejet. Det medbragte bliver fordelt i tøj, bøger, sko, elektronik osv. Dernæst kan man selv gå på opdagelse og tage ting med hjem, som andre ikke længere vil have. Det man tager med hjem, bliver også vejet. Vejningerne bruges kun til statistik og kan vise, hvordan byttedagen er gået. Vi forventer at der kommer 150 – 300 gæster.

Der er ingen krav til, hvor meget man kommer med eller tager med.

Under arrangementet kan gæsterne enten erhverve alkoholfri drikkevarer, kage el. snacks til indkøbspriser. Når Beboerhuset åbner kl. 13, kan gæsterne gå i cafeen. Et eventuelt overskud doneres til velgørenhed.

Der vil være en eller flere ekstra tilbud/aktiviteter, som ikke er konkretiseret på nuværende tidspunkt. Desuden vil vi fra Miljøgruppen gøre opmærksom på vores projekter og beboerhusets aktiviteter.

Overskudsvarerne vil så meget som muligt blive doneret lokalt: Vores første prioritet er fedtekælderen og de hjemløse på Christianshavns Torv, derefter Kirkens Korshær og ubrugbare ting afleveres på genbrugspladsen.

Generelt information om byttemarkeder findes på: https://www.byttemarked.nu/"

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget følger forslaget ovenfor og bemyndiger Miljøgruppen til at planlægge og afholde byttedagen den 15. oktober 2022.

Økonomi

Det foreslås, at der afsættes en ramme på 10.500 kr. til byttedagen. Der vil være udgifter til annoncering, løn, lokaleleje og forplejning. Pengene tages af puljen "Egne projekter".

Videre proces

Miljøgruppen planlægger og afholder byttedagen den 15. oktober 2022.

Beslutning

  1. Lokaludvalget bemyndigede Miljøgruppen til at planlægge og afholde en byttedag den 15. oktober 2022, jf. beskrivelsen i afsnittet "Problemstilling".

  2. Lokaludvalget afsatte en ramme på 10.500 kr. til byttedagen. Pengene tages af puljen "Egne projekter".
Til top