Mødedato: 17.12.2014, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Supplerende høringssvar om forslag om en H. C. Andersen-statue ved Christmas Møllers Plads

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte at supplere sit høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen vedrørende en ansøgning om opstilling af en H.C. Andersen-statue ved Christmas Møllers Plads.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender det supplerende høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen vedrørende en ansøgning om opstilling af en H.C. Andersen-statue ved Christmas Møllers Plads, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et supplerende høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen vedrørende en ansøgning om opstilling af en H.C. Andersen-statue ved Christmas Møllers Plads. Dette, fordi Teknik- og Miljøforvaltningen har efterspurgt et høringssvar fra lokaludvalget, der forholder sig til de 45 kommentarer på hjemmesiden, der er overvejende positive over for forslaget.

Løsning

Formanden foreslår med udgangspunkt i høringssvaret, som lokaludvalget vedtog den 24. september 2014 følgende supplerende høringssvar:

"Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt om et supplerende høringssvar vedrørende en ansøgning om opstilling af en H.C. Andersen-statue, udført af Serguei Boguslavski, ved Christmas Møllers Plads.

Borgerdialog
Lokaludvalget har omtalt sagen på sin hjemmeside og facebookside i september 2014, og har modtaget 45 kommentarer (optalt d. 29. september 2014). Kommentarerne er vedlagt.

Lokaludvalgets holdning

Christianshavns Lokaludvalg anser ikke kunstværket som særligt relevant for bydelen og finder det vigtigt at bevare det eksisterende naturområde omkring voldgravene så uspoleret som muligt. Vi mener derfor ikke at værket bør opstilles i det foreslåede – fredede- område. Alternativt kan vi pege på Magasins Torv (København K.) eller Odense.

En del af de positive tilkendegivelser, der er kommet på hjemmesiden, ser ikke ud til at være fra christianshavnerne. Nogle af kommentarerne ser ud til at være genbrug af sagen, da den var oppe for 10 år siden, ligesom en del af navnene er fra personer med russisk-klingende navne, der virker til at have større tilknytning til kunstneren bag statuen end til Christianshavn.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,

formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet det supplerende høringssvar, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lotte Barfod om at slette delsætningen "ligesom en del af navnene er fra personer med russisk-klingende navne, der virker til at have større tilknytning til kunstneren bag statuen end til Christianshavn."

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lotte Barfod om at slette sætningen "Alternativt kan vi pege på
Magasins Torv (København K.) eller Odense."

Lokaludvalget godkendte det supplerende høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen vedrørende en ansøgning om opstilling af en H.C. Andersen-statue ved Christmas Møllers Plads, der fremgår af løsningsafsnittet med de ovennævnte tiltrådte ændringsforslag.

Til top