Mødedato: 17.12.2014, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Skybrudsprojekter

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om skybrudsprojekter.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om skybrudsprojekter, som fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har med svarfrist den 18. december 2014 bedt om lokaludvalgets ønsker til prioritering af de projekter i skybrudsprojektpakkerne, der angår lokaludvalgets område, samt om lokaludvalgets betragtninger om byrum i projekterne.
Det drejer sig om projektet "Amagerbrogade", hvor vand påtænkes ført til Stadsgraven, og projektet "Ovengaden oven Vandet" - se bilaget.

Lokaludvalget drøftede sagen i sit møde den 26. november 2014 på baggrund af en orientering fra Teknik- og Miljøforvaltningen. Efterfølgende har arbejdsgruppen Teknik, Miljø og Havnen drøftet sagen.

Løsning

Nedenstående forslag til høringssvar er baseret på drøftelserne i lokaludvalget og i arbejdsgruppen Teknik, Miljø og Havnen.

Forslag til høringssvar
"Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt om lokaludvalgenes kommentarer til de skybrudsprojekter, man vil indstille til Teknik- og Miljøudvalget.

Lokaludvalgets holdning
Lokaludvalget har i sine møder den 26. november og 17. december 2014 drøftet de skybrudsprojekter, der vedrører Christianshavn. Umiddelbart har vi følgende bemærkninger:
  • Kortet over oversvømmelser efter skybruddet i 2011, som lokaludvalget har sendt til forvaltningen, viser, at der er behov for at sikre flere områder end dem, forvaltningen arbejder med nu. Kortet er vedlagt.
  • En længere strækning af Ovengaden oven Vandet, end forvaltningen påtænker, skal sikres. 
  • På Bodenhoffs Plads kunne laves et bed med planter, hvor vand kan opsamles.
  • Vi vil foreslå, at forvaltningen laver en pjece, der beskriver det, som private og erhvervsdrivende selv kan gøre for at modvirke gener ved skybrud. F.eks. informere om, at man kan sætte skotter ved trapper ned til kælderbutikker og etablere ventiler, så kloakvand ikke løber baglæns op i kældrene.  

Borgerdialog
Lokaludvalget har ikke haft mulighed for borgerdialog om den foreliggende sag. Lokaludvalget har tidligere haft borgerdialog om erfaringerne fra skybruddet i 2011. Det vedlagte kort er baseret på borgernes meldinger.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, sender sekretariatet det til forvaltningen.

Beslutning

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om skybrudsprojekter, som fremgår af løsningsafsnittet.
Til top