Præsentation af Miljøkonsekvensrapporten for Lynetteholm
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg tager et oplæg fra By & Havn om Miljøkonsekvensrapporten for Lynetteholm til efterretning.
- at Christianshavns Lokaludvalg drøfter Miljøkonsekvensrapporten for Lynetteholm.
Problemstilling
Regeringen og Københavns Kommune indgik den 5. oktober 2018 en principaftale om at anlægge Lynetteholm, der er en ny stor opfyldning på søterritoriet i Københavns Havn.
Miljøkonsekvensrapporten for projektet er i offentlig høring i perioden 30. november 2020-25. januar 2021.
Løsning
By & Havn holder et mundtligt oplæg om Miljøkonsekvensrapporten i lokaludvalgsmødet den 16. december 2020. Der afsættes 45 minutter til oplægget samt spørgsmål og svar.
Formanden foreslår, at lokaludvalget tager oplægget til efterretning. Formanden foreslår desuden, at lokaludvalget drøfter Miljøkonsekvensrapporten og hvad lokaludvalgets høringssvar om rapporten skal indeholde.
Økonomi
Lokaludvalget har afsat 15.000 kr. af 2021-puljen til et borgermøde om Lynetteholm, som det holder sammen med Indre By Lokaludvalg den 13. januar 2021.
Videre proces
Lokaludvalget har borgermøde den 13. januar 2021 om Lynetteholm sammen med Indre By Lokaludvalg. Borgermødet holdes digitalt på Teams.
I en anden sag på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 16. december 2020 er det foreslået, at lokaludvalget holder møde den 20. januar 2021, så lokaludvalget i det møde kan beslutte sit høringssvar om Miljøkonsekvensrapporten for Lynetteholm.
Bilag
0. Miljøkonsekvensrapport og bilag ses her:
https://tbst.dk/da/Miljoevurdering/Lister/VVM-liste?project=Lynetteholm&projekt=Havne&tabs=Open
Beslutning
- Lokaludvalget tog et oplæg fra By & Havn om Miljøkonsekvensrapporten for Lynetteholm til efterretning.
- Lokaludvalget drøftede Miljøkonsekvensrapporten for Lynetteholm. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
- Der bør regnes på hvor meget jord til Lynetteholm, der vil blive transporteret over Knippelsbro.
- Miljøbelastningen ved anlæg af Lynetteholm, anlæg af østlig ringvej,. anlæg af metro og byudviklingen bør ses i en sammenhæng. Det bør ses som et samlet projekt.
- Klimasikringen bør etableres nu. Der er behov for en stormflodsbarriere.
- Der bør ikke være jordtransport fra nord til Lynetteholm via Amager. Jordtransport fra nord til Lynetteholm kan ske via Nordhavn, hvor der i forvejen planlægges med et mellemdepot.
- Man kan etablere kunstige bakker i Nordhavn med overskydende jord fra byggepladser.
- Der bør ses på den samlede miljøbelastning ved Lynetteholm-projektet, og fx. også se på støjbelastningen, støv samt trafiksikkerhed, når man skal vurdere, om sejlads af jord til Lynetteholm er et realistisk alternativ.
- København vil være en CO2-neutral hovedstad, men Lynetteholm-projektet peger ikke i den retning. Jorden bør sejles til Lynetteholm fra Prøvesten og Nordhavn eller pumpes derud. Hvis jordtransporten skal ske med lastbiler, bør det være med el-drevne lastbiler.
- Er Lynetteholm-projektet en kendsgerning? Det bør ses som ét stort projekt.
- Indbyggertallet skal ikke stige. De blå og grønne områder i København skal ikke inddrages til projekter som Lynetteholm-projektet.
- Der er med Lynetteholm-projektet ikke taget højde for en vandstandsstigning fra syd.
- Bemærkningerne fra myndigheder i Skåne er ikke kommenteret af By & Havn.
- By & Havn som bygherre står for miljøkonsekvensvurderingen. Der bør komme en uvildig instans ind over.
- Lokaludvalgets Lynetteholm-gruppe skriver udkast til lokaludvalgets høringssvar primo januar 2021.