Mødedato: 15.12.2021, kl. 18:30
Mødested: Teams

Lukket punkt: Anerkendelsesprisen 2021

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte at give to Anerkendelsespriser. 

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg giver en anerkendelsespris på 5.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til den integrerede institution Christianshavns Asyl

  2. at Christianshavns Lokaludvalg giver en anerkendelsespris på 5.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til maleren Lisbet Pinnerup Møller.

  3. at Christianshavns Lokaludvalg afsætter en ramme på 5.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til indkøb af to plaketter til prismodtagerne.

Problemstilling

I mødet den 30. november 2016 besluttede lokaludvalget at indstifte Anerkendelsesprisen. Hensigten med prisen er at gøre opmærksom på christianshavnere, der viser vejen frem for Christianshavn. Prisen kan fx gives for årets initiativ, en forskønnelsesindsats, for et partnerskab, for en forenings aktiviteter eller lignende, der har gjort en positiv forskel for Christianshavns beboere. Med prisen vil lokaludvalget påskønne de, der bidrager til udvikling af initiativer i lokalområdet.

I mødet den 23. januar 2019 besluttede lokaludvalget, at Anerkendelsesprisen kan uddeles til en organisation, forening, institution, netværk eller lignende og til enkeltpersoner, men ikke til firmaer.

Lokaludvalget kan beslutte at give Anerkendelsesprisen til flere. Lokaludvalget kan også beslutte ikke at uddele Anerkendelsesprisen, hvis det vurderer, at der ikke er anerkendelsesværdige kandidater blandt de foreslåede.

I mødet den 27. oktober 2021 besluttede lokaludvalget at offentliggøre muligheden for at indstille kandidater til Anerkendelsesprisen 2021. Det har været annonceret på lokaludvalgets hjemmeside og facebookside samt i lokaludvalgets nyhedsbrev og i lokale medier. Fristen var den 5. december 2021.

Lokaludvalget modtog tre forslag med tre forskellige kandidater til prisen. 

Løsning

Lokaludvalgets forretningsudvalg foreslår, at lokaludvalget giver Anerkendelsespriser til den integrerede institution Christianshavns Asyl og til maleren Lisbet Pinnerup Møller.

Priserne gives for Lisbet Pinnerup Møllers trappemaleri i Christianshavns Asyl, der snor sig op ad væggene langs den indendørs trappe igennem to etager og er fyldt med detaljer fra Christianshavn. 

Lisbet Pinnerup Møller.er ikke indstillet til at modtage prisen, men forretningsudvalget mener, at hun skal anerkendes på lige fod med Christianshavns Asyl. 

Økonomi

Det foreslås, at der afsættes en ramme på 15.000 kr. af 2021-puljen til Anerkendelsesprisen 2021. Heraf afsættes 10.000 kr. til prismodtagerne og 5.000 kr. til indkøb af to plaketter.

Videre proces

Umiddelbart efter lokaludvalgsmødet den 15. december 2021 spørger sekretariatet prismodtagerne, om de vil modtage Anerkendelsesprisen. I givet fald overfører sekretariatet prispengene til prismodtagerne hurtigst muligt.

Plaketterne overrækkes til prismodtagerne under lokaludvalgets nytårskur den 7. januar 2022.

Beslutning

  1. Lokaludvalget besluttede at give en anerkendelsespris på 5.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til den integrerede institution Christianshavns Asyl

  2. Lokaludvalget besluttede at give en anerkendelsespris på 5.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til maleren Lisbet Pinnerup Møller.

  3. Lokaludvalget besluttede at afsætte en ramme på 5.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til indkøb af to plaketter til prismodtagerne.
Til top