Mødedato: 11.04.2018, kl. 19:00
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Drøftelse af "Forskrift for Udendørs Musikarrangementer"

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte, hvordan det kan bidrage til Teknik- og Miljøforvaltningens og Kultur- og Fritidsforvaltningens evaluering af Forskrift for Udendørs Musikarrangementer.

Indstilling

Sekretariatet foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter, hvordan det kan bidrage til Teknik- og Miljøforvaltningens og Kultur- og Fritidsforvaltningens evaluering af Forskrift for Udendørs Musikarrangementer.
  2. at Christianshavns Lokaludvalg beslutter, om det skal stå for borgerdialog om sagen forud for lokaludvalgsmødet den 25. april 2018, hvor det skal tage stilling til et udkast til høringssvar.
    I givet fald:
  3. at Christianshavns Lokaludvalg udpeger tovholdere, som sammen med sekretariatet planlægger og gennemfører borgerdialogen
  4. at Christianshavns Lokaludvalg afsætter en ramme på 6.000 kr. til borgerdialogen.  

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede den 2. marts 2017 Forskrift for Udendørs Musikarrangementer - se bilaget. I den forbindelse blev det besluttet, at evaluere forskriften efter et års erfaringer.

Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen har bedt lokaludvalgene om at bidrage med erfaringer fra deres bydele inkl. fra berørte beboere. Svarfristen er den 18. maj 2018.

Forvaltningerne har inviteret lokaludvalgene til dialogmøde den 17. april 2018. Her vil der være mulighed for at drøfte erfaringer med forskriften og oplevelser på konkrete pladser i byen.

Løsning

Sekretariatet foreslår, at lokaludvalget drøfter forskriften og erfaringer med udendørs musikarrangementer. Lokaludvalgets bemærkninger til sagen vil blive brugt til et udkast til høringssvar, som lokaludvalget skal tage stilling til i lokaludvalgsmødet den 25. april 2018.
Derudover kan bemærkningerne  gengives i dialogmødet den 17. april 2018 af de lokaludvalgsmedlemmer og -suppleanter, der deltager.

Endvidere foreslår sekretariatet, at lokaludvalget beslutter, om det skal stå for borgerdialog om sagen forud for lokaludvalgsmødet den 25. april 2018. I givet fald skal der udpeges tovholdere som sammen med sekretariatet planlægger og gennemfører borgerdialogen. Resultaterne af borgerdialogen kan indgå i lokaludvalgets stillingtagen til sagen i lokaludvalgsmødet den 25. april 2018 og kan sendes med lokaludvalgets høringssvar som bilag.

Bemærkninger

Lokaludvalgets medlemmer og suppleanter har haft mulighed for at maile bemærkninger om sagen til  sekretariatet. Sekretariatet har modtaget følgende bemærkninger:

Fra lokaludvalgsmedlem Ulla Bo Skovvart:
"Selv vil jeg blot anmode om, at der bliver indflettet noget om den særlig spredning (og gene) af lyd over vand ved de mange, mange arrangementer/events/koncerter ( - og at elektronisk forstærket lyd burde forbydes i det offentlige rum uden særtilladelse - selv om dette jo desværre nok er et futilt ønske. Men jo oftere de hører det, des mere tænker de måske over det...)."

Fra suppleant Julius Lund:
"På vegne af foreningen Christianias Naboer vil jeg gøre opmærksom på det forunderlige i, at Christiania ikke er nævnt blandt de mange koncertsteder i KBH. Kommune. Der afholdes som bekendt en hel del koncerter på Christiania i sommerhalvåret, og det ville være på sin plads, at KBH. kommune angav, hvilket støjniveau, hvilket antal timer, hvilken varighed og hvilket start- og sluttidspunkt, der kan accepteres fra disse koncerter.

Vil Christianshavns Lokaludvalg stille forslag til KBH. kommune om, at Christiania også sættes på listen over spillesteder?"
 

Økonomi

Hvis lokaludvalget vil stå for borgerdialog om sagen forud for lokaludvalgsmødet den 25. april 2018, kan der være udgifter til annoncering, lokaleleje og forplejning, afhængig af hvilken form for borgerdialog, der skal gennemføres. Derfor foreslås en ramme på 6.000 kr. til borgerdialogen.

Videre proces

Lokaludvalget skal vedtage et høringssvar i sit møde den 25. april 2018.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede, hvordan det kan bidrage til Teknik- og Miljøforvaltningens og Kultur- og Fritidsforvaltningens evaluering af Forskrift for Udendørs Musikarrangementer. Der var følgende bemærkninger:
    • Hvor klager man, hvis der bliver spillet for højt eller for længe? Hvilken konsekvens har det at overtræde reglerne? Hvordan følges der op?
    • Christiania bør med i forskriften. Der er koncerter hele sommeren.
    • Hal C bør med i forskriften. Der er musikarrangement hver torsdag i sommerhalvåret.
  2. Lokaludvalget besluttede, at det ikke skal stå for borgerdialog om sagen.
     
Til top