Mødedato: 31.03.2004, kl. 14:00

Budget 2005 for Bygge- og Teknikudvalget

Budget 2005 for Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 31. marts 2004

 

 

Sager til drøftelse

 

11.      Budget 2005 for Bygge- og Teknikudvalget

 

BTU 179/2004  J.nr. 1410.0010/04

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget drøfter budgettet for 2005, herunder notater fra Vej & Park, Københavns Brandvæsen og ønskeliste.

 

 

RESUME

Bygge- og Teknikudvalget skal aflevere budgetforslag for 2005 til Økonomiudvalget senest den 3. maj 2004. Budgetmaterialet er ombrudt betydeligt i forhold til sidste års budget, hvilket er sket i henhol d til det udsendte indkaldelsescirkulære og de medfølgende skabeloner.

Bygge- og Teknikudvalgets økonomiske rammer for 2005 er i hovedtræk identiske med rammerne for 2004, hvorfor også de uløste problemstillinger fremført i budget 2004 fortsat er på dagsordenen.

Bygge- og Teknikforvaltningen foreslår derfor, at Bygge- og Teknikudvalget drøfter problemstillingerne fremført af Vej & Park og problemstillingen omkring overgangen til overenskomstansatte fremført af Brandvæsenet samt drøfter ønskelisten for 2005.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Økonomiudvalget har på sit møde den 20. januar 2004 fastlagt rammerne for udvalgenes budgetlægning for 2005, og udvalgene skal senest den 3. maj 2004 aflevere budgetbidrag til Økonomiudvalget. Bygge- og Teknikforvaltningens budgetbidrag vil derfor blive forelagt til beslutning på Bygge- og Teknikudvalgets møde den 21. april.

 

I forbindelse med fastlæggelsen af de økonomiske rammer er det tilsvarende vedtaget at budgettet skal udformes efter en ny struktur, hvor materialet er opdelt i en kort servicedel og en mere uddybende del om bevillingsforudsætninger. Vedlagte bilag er resultatet af Bygge- og Teknikforvaltningens arbejde med at udfylde disse rammer. Materialet er i udkast, og Bygge- og Teknikudvalget har mulighed for at stille forslag om videreudvikling, der kan danne grundlag for udarbejdelse af det endelige materiale til udvalgets behandling d. 21. april.

 

Bygge- og Teknikudvalgets samlede ramme er i 2005 nedsat med 120,6 mio. kr., hvilket er stykket sammen af tekniske korrektioner – der primært vedrører Byfornyelsesområdet, P/L korrektion (opskrivning) og bidraget til omstillingsbidraget. Omstillingsbidraget udgør 19,2 mio. kr. Heraf vedrører 2,8 mio. kr. byfornyelsesområdet. I Økonomiforvaltningens fortolkning af budgetaftalen fra august 2003 kan der ikke lægges besparelser på byfornyelsesområdet, hvorfor besparelsen foreløbig er placeret på forvaltningens reservepulje under Sekretariatet. Bygge- og Teknikforvaltningen finder det ikke rimeligt, at der beregnes omstillingsbidrag på et område, hvor der ikke må foretages besparelser og finder derfor, at Bygge- og Teknikudvalget bør drøfte denne problemstilling.

 

Forvaltningen foreslår herudover, at drøftelsen på mødet den 31. marts særligt rettes mod diskussion af de i vedlagte materiale fremførte problemstillinger på Vej & Parks område og pensionsproblematikken ved overgangen til overenskomstansættelse som fremført af Københavns Brandvæsen

 

Ønskeliste og ufinansierede drifts- og anlægsudgifter

Vej & Park har udarbejdet et notat, der giver en nærmere beskrivelse af problemerne vedrørende vejvedligeholdelse og nye driftsopgaver. Der er tilsvarende redegjort for de ufinansierede anlægsopgaver der fremstår som uafviselige og ufinansierede i 2005. Bygge- og Teknikforvaltningen har ikke umiddelbart mulighed for at finansiere projekterne, da Vej & Parks anlægsramme er fuldt disponeret.

 

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at der sker en drøftelse af udvalgets ønskeliste for 2004, herunder en eventuel prioritering af rækkefølgen for ønskerne.

 

Miljøvurdering

-

 

BILAG VEDLAGT

·        Servicedel til budget 2005 - UDKAST

·        Bevillingsforudsætninger til budget 2005 inklusivt bilag (takster, ønsker og investeringsplan) – UDKAST (ønskeliste eftersendes)

·        Notater fra Vej & Park

·        Budgetnotat fra Københavns Brandvæsen

 

 

Mette Lis Andersen


 


Til top