Tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 76, "Titangade"
Tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 76, "Titangade"
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 30. oktober 2002
Sager til beslutning
11. Tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 76, "Titangade"
BTU 515/2002 J.nr. 611:195.0001/99
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
at tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 76, "Titangade" vedtages endeligt med den under sagsbeskrivelsen foreslåede ændring af § 5 om bebyggelsens omfang og placering og med justering af tillæggets § 6, stk. 2, litra d) om tagudformning og –materialer samt bortfald af §8, stk. 2, om tilslutning til bygasnettet
RESUME
I forbindelse med den offentlige høring vedrørende lokalplanforslaget er der modtaget 5 henvendelser, hvoraf to er fra henholdsvis Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Hverken Hovedstadens Udviklingsråd eller Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har bemærkninger til forslaget. De øvrige henvendelser er dels fra den kommende bygherre, der foreslår ændringer i lokalplanens bestemmelse om byggefeltets udstrækning og i begrænset omfang i bestemmelsen om tagudformning og –materialer, dels fra virksomheder i kvarteret, der frygter parkeringsproblemer som følge af den kommende bebyggelse.
Henvendelserne giver ikke forvaltningen anledning til at foreslå ændringer til lokalplanforslaget bortset fra forslag om, at byggefeltet udvides i dybden, dog således at kun en del af det forøgede areal kan bebygges, samt om justering af bestemmelsen om tagudformning og –materialer og bortfald af bestemmelsen om tilslutning til bygasnettet.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen tiltrådte i sit møde den 12. juni 2002 (BR 386/02) Bygge- og Teknikudvalgets indstilling af 29. maj 2002 om offentliggørelse af forslag til tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 76, "Titangade".
Offentliggørelsesmaterialet omfattende indstilling med bilag samt orienteringspjece vedlægges til gennemsyn som bilag 1. Materialet indeholder tegninger med angivelse af gadenavne, byggefelter og lignende, hvortil der refereres i den efterfølgende tekst.
Offentliggørelse
Forslaget til tillæg til lokalplanen har været offentliggjort i perioden 10. juli til 1. oktober 2002. Der er udsendt 106 pjecer til ejere, lejere og brugere samt 44 pjecer til interessegrupper, foreninger og lignende.
I offentliggørelsesperioden har der på Nørrebro Bibliotek, Bragesgade 8 B, været afholdt en udstilling med plancher, som har redegjort for forslaget.
Den 29. august 2002, kl. 19.00-21.00, blev der afholdt borgermøde på Klostervængets Skole, Biskop Krags Vænge 7. De fremmødte to borgere blev orienteret af medarbejdere fra Plan & Arkitektur om tillæggets indhold, ligesom borgerne havde lejlighed til at stille spørgsmål til forslaget. Til stede ved mødet var et medlem af Bygge- og Teknikudvalget, ligesom der var repræsentanter for bygherren og det projekterende arkitektfirma. Der vedlægges som bilag A et referat fra borgermødet samt som bilag B resultatet af de evalueringsskemaer, som blev omdelt på mødet. Som det fremgår af referatet blev fortrinsvis parkeringsdækningen i kvarteret drøftet.
Herudover har der i offentliggørelsesperioden været mulighed for via internettet af søge oplysninger om forslaget til tillæg til lokalplanen på en særlig hjemmeside. Denne indeholdt en debatside, hvor der var mulighed for at fremføre synspunkter vedrørende forslaget. Der har i perioden været ét indlæg på hjemmesiden. Hjemmesiden indeholdt endvidere mulighed for direkte at fremsende indsigelser via e-mail. Der er ikke i den forbindelse fremkommet henvendelser.
Der er i forbindelse med offentliggørelsen rettidigt modtaget 5 henvendelser, hvoraf de to er fra offentlige myndigheder, henholdsvis Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Liste over de modtagne henvendelser vedlægges som bilag C, medens selve henvendelserne vedlægges til gennemsyn som bilag 2. Henvendelserne beskrives og kommenteres i de efterfølgende afsnit Henvendelser fra offentlige myndigheder mv. og Henvendelser fra ejere, beboere, brugere, interessegrupper m.fl.
Henvendelser fra offentlige myndigheder mv.
- Skrivelse af 27. september 2002 fra Hovedstadens Udviklingsråd (HUR)
- Skrivelse af 24. september 2002 fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen
Hovedstadens Udviklingsråd oplyser, at man har behandlet forslaget til tillæg i henhold til planlovens § 29 og i forhold til HUR´s trafikale interesser. Der er ingen bemærkninger til forslaget.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen meddeler, at forvaltningen ikke har bemærkninger til forslaget og tager dette til efterretning.
Henvendelser fra ejere, beboere, brugere, interessegrupper m.fl.
- Skrivelse af 24. september 2002 fra Industriens Arbejdsgivere i København
- Skrivelse af 27. september 2002 fra Skoda-House v/ Henning Mærsk-Møller
- Skrivelse af 27. september 2002 fra GL – Auto v/ Jan Gudmund Larsen, med underskrifter fra yderligere 10 lokale virksomheder, hovedsagelig i autobranchen
I skrivelsen oplyses, at den videre bearbejdning af kollegieprojektet har vist, at dybden på det i lokalplantillægget fastlagte byggefelt på ca. 16 m er begrænsende for en hensigtsmæssig udformning af kollegiets fællesarealer. Det foreslås derfor, at byggefeltets udstrækning øges til 24 m fra gadelinien, eventuelt således, at de sidste 8 m af byggefeltet kun må bebygges partielt og højst på halvdelen af dette areal.
Endvidere foreslås forslagets § 6, stk. 2, litra d), sidste punktum, suppleret således, at ud over eventuel penthouseetage kan også eventuelle sidehuse, tagterrasser og lignende udformes med fladt tag i andet materiale.
Bemærkninger
Forvaltningen kan anbefale den foreslåede forøgelse af byggefeltets dybde for at skabe råderum for en mere hensigtsmæssig udformning af bebyggelsens fællesarealer. Det bemærkes i denne forbindelse at der herved muliggøres en bebyggelse der som ønsket af bygherren, åbner kollegiets fællesarealer mod karreens indre haveanlæg i form af enkelte vinkeltstående påbygninger samt for indretning af mere afskærmede friarealer i mellemrummene mellem udbygningerne. En ændret tegning nr. 27.615 med angivelse af det således udvidede byggefelt er vedlagt som bilag D.
For så vidt angår den ønskede – begrænsede – udvidelse af adgangen til brug af afvigende tagmaterialer mv. kan forvaltningen ligeledes anbefale denne justering af den pågældende bestemmelse. Der henvises i øvrigt til det nedenfor anførte afsnit Ændring af lokalplantillægget.
I skrivelsen gøres opmærksom på, at alle virksomhedens kunder kommer i bil, hvorfor det findes bekymrende, at der ved opførelse af bebyggelse i gadelinien fjernes en mulighed for tværparkering på gadeareal. Bebyggelsen foreslås derfor rykket tilbage, således at denne mulighed fortsat vil være tilstede, eller helst at der indrettes parkering under den kommende bebyggelse, eventuelt som parkering i stueetagen.
Endvidere gøres gældende, at de kommende beboere i kollegiet må antages i et vist omfang at parkere på gaden i stedet for på de til bebyggelsen hørende parkeringspladser på egen grund, hvorfor det foreslås, at adgang til kollegiet alene skal ske fra gårdsiden.
Der udtrykkes ligeledes bekymring for de fremtidige parkeringsmuligheder, og det foreslås, at den kommende bebyggelse rykkes tilbage fra gadelinien. Endvidere ønskes den nuværende mulighed for langtidsparkering af lastbiler bragt til ophør.
Bemærkninger
Indledningsvis bemærkes, at lokalplantillægget ikke regulerer vejarealerne, men alene fastholder de eksisterende gadelinier. Den nuværende mulighed for langtidsparkering af lastbiler er således ikke muliggjort af lokalplanen eller det heromhandlede tillæg, men reguleres alene af vejmyndigheden og politiet.
Forvaltningen kan ikke anbefale en tilbagerykning af bebyggelsen, da dette vil bevirke ringere friarealer, ligesom det anses for væsentligt af hensyn til senere ny bebyggelse at fastholde en klar afgrænsning af karreen mod gade.
Endvidere finder forvaltningen det uhensigtsmæssigt at begrænse adgangen til den kommende bebyggelse til alene at ske fra gårdsiden under hensyn til, at den helt overvejende del af trafikken til og fra kollegiet må antages at ske til fods eller på cykel. Forvaltningen finder det tværtimod ønskeligt, at ny bebyggelse i karreen adgangsmæssigt orienteres mod gaderummene og uønskeligt at parkering etableres i gadeplan under bygninger.
Tillægget indeholder sædvanligt krav om en parkeringsdækning på 1 parkeringsplads pr. 100 m2 etageareal, hvilket må antages at være rigeligt til at dække bebyggelsens behov, hvorved bemærkes, at bilejerskabet for kollegiets kommende beboere må antages at være væsentligt lavere end for en sædvanlig boligbebyggelse.
For så vidt angår den i forslagets § 8, stk. 2, indeholdte bestemmelse om tilslutning til bygas kan oplyses, at Miljøministeriet, Landsplanafdelingen, tidligere på en henvendelse fra forvaltningen foranlediget af tvivl om rækkevidden af tilslutningspligten, har tilkendegivet, at der ikke er hjemmel i planloven til at optage en sådan bestemmelse i en lokalplan. Der henvises i den forbindelse til Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 5. september 2002 (BR 441/02) om at der ikke udarbejdes tillæg til lokalplan nr. 346 "Østamager III" vedrørende tilslutningspligt til bygasnettet. Der henvises herom til det nedenfor anførte afsnit Ændring af lokalplantillægget.
Miljøvurdering
Miljøkontrollen har udtalt sig i sagen på grundlag af høring foretaget af Plan & Arkitektur i forbindelse med forslagets udarbejdelse. Der henvises til afsnittet Høring i den i ovennævnte afsnit Baggrund omhandlede indstilling angående forslaget.
Ændring af lokalplantillægget
- Tillæggets § 5, stk. 2 foreslås givet følgende formulering:
"Stk. 2. Nybyggeri skal opføres i det på tegning nr. 27.615 viste byggefelt og skal placeres som en sammenhængende bebyggelse i hele byggefeltets grænse mod gade. Byggefeltet må i en afstand af 16 – 24 m fra gadelinien kun bebygges på højst 50 pct. af denne del af byggefeltets grundareal. Bebyggelsen skal opføres etc……."
- Tillæggets § 6, stk. 2, litra d), sidste punktum foreslås givet følgende med kursiv anførte tilføjelse:
Penthouseetage, eventuelle sidehuse, tagterrasser og lignende kan dog udformes med fladt tag i andet materiale.
- Tillæggets § 8, stk. 2, om tilslutning til bygasnettet udgår.
Ændringerne skønne ikke at være af en sådan karakter, at underretning i henhold til planlovens § 27, stk. 3, er påkrævet, da der alene er tale om en delvis udvidelse af byggefeltet og en mindre tilføjelse til bestemmelsen om tagudformning mv. samt bortfald af bestemmelsen om tilslutning til bygasnettet.
BILAG VEDLAGT
- Referat fra borgermøde
- Vurdering af evaluering
- Liste over modtagne henvendelser
- Revideret lokalplantegning nr. 27.615
BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36
- Offentliggørelsesmaterialet omfattende indstilling med bilag samt orienteringspjece
- Kopi af de i bilag C nævnte henvendelser
Jens Ole Nielsen