Mødedato: 30.05.2001, kl. 14:00

Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Skrivergangen, Rådmandsgade, Lersø Parkallé og Jagtvej

Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Skrivergangen, Rådmandsgade, Lersø Parkallé og Jagtvej

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 30. maj 2001

 

 

Sager til beslutning

 

3. Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Skrivergangen, Rådmandsgade, Lersø Parkallé og Jagtvej

 

BTU 274/2001 J.nr. 451:186.0001/01

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at det i udvalgets møde den 7. marts 2001 vedtagne forslag til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt i karreen begrænset af Skrivergangen 2-8, Rådmandsgade 82-92, Lersø Parkallé 15-17 og Jagtvej 157 B-G - efter fremlæggelse for offentligheden i henhold til byfornyelseslovens bestemmelser - nu vedtages endeligt

 

RESUME

Formålet med forslaget er at forbedre karreens friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og vedligeholde.

Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at udgøre 2.600.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %.

Forslaget har været ude i høring, og der er modtaget 1 indsigelse til forslaget.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Bygge- og Teknikudvalget vedtog i mødet den 7. marts 2001 (Sag nr. 96/2001) at offentliggøre forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt. Indsigelsesfristen blev fastsat til 8 uger.

 

Offentlighed

Forslaget har været offentliggjort i perioden 14. marts 2001 – 9. maj 2001 og er udsendt og omdelt til de berørte grundejere og lejere. Forslaget har endvidere været fremlagt i Københavner Information og på Biblioteket, Guldbergsgade 97.

 

Indsigelser

I offentlighedsperioden er der modtaget den i kopi vedlagte indsigelse.

 

  1. Brev af 8. maj 2001 fra Line Windfeldt Jensen, Jagtvej 157 C, st. tv. (beboer i Andelsboligforeningen Lersø Parkallé)

Line Windfeldt Jensen mener, at der bør foreligge alternative forslag til parkering af cykler.

Der henvises til, at det fremgår af det offentliggjorte forslag, at andelsboligforeningen har planer om at indrette cykelkældre i ejendommenes kælderrum i tilknytning til forslagets gennemførelse.

Det anføres, at indretning af cykelkældre er en økonomisk beslutning, som skal tages af andelsboligforeningens medlemmer. Der bør derfor foreligge alternative løsninger for cykelparkeringen, såfremt medlemmerne ikke træffer en sådan beslutning.

Line Windfeldt Jensen – der oplyser, at hun selv bor i en stuelejlighed – mener ikke, at det er muligt at etablere cykelkældre uden lydmæssig gene for beboere, der bor over en sådan kælder. Hun mener, at stuelejlighederne allerede i dag er meget udsatte for støj fra gård, gade, smækkende døre og rumsteren i kælderen.

 

Bemærkning

Forslaget er udformet i nært samarbejde med en bredt sammensat arbejdsgruppe, der bl.a. har omfattet andelsforeningens bestyrelse.

Arbejdsgruppen har prioriteret imellem en række ønsker til gårdanlæggets møblering og har i den forbindelse valgt, at cykelparkeringen skal ske i ejendommenes kældre.

Det er ikke erfaringen fra de mange gennemførte cykelkældre i andre karreer, at der er støjmæssige problemer forbundet med etablering af cykelkældre.

Forvaltningen er indstillet på på ny at drøfte placeringen af cykelparkeringen med foreningen, hvis nævnte beslutning om cykelkældre ikke er truffet, når gårdanlægget skal udføres.

 

Bygge- og Teknikforvaltningen finder ikke, at den fremførte indsigelse giver anledning til at ændre forslaget.

 

BILAG VEDLAGT

Forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt.

Udsendt med dagsordenen til Bygge- og Teknikudvalgets møde den 7. marts 2001

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

Bilag: Brev af 8. maj 2001 fra Line Windfeldt Jensen.

 

Ole Sperling

 

 

Til top