Mødedato: 30.05.2001, kl. 14:00

Igangsættelse af arbejde med Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro

Igangsættelse af arbejde med Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 30. maj 2001

 

 

Sager til beslutning

 

11. Igangsættelse af arbejde med Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro

 

BTU 278/2001 J.nr. 0616.0012/01

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at der udarbejdes en Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro

 

RESUME

På baggrund af overordnede planer om trafikanlæg på Ydre Østerbro i forbindelse med en evt. Havnetunnel i efteråret 1999 og på baggrund af en lokal trafikplan for Indre Østerbro fra august 1999 er der fra Ryvang Lokalråd og Indre Østerbro Bydel rejst et ønske overfor Vej & Park om en samlet trafikplan for Østerbro.

Forvaltningen foreslår, at der igangsættes en planlægningsproces med aktiv medvirken af repræsentanter fra de lokale organisationer i bydelene og med inddragelse af en bredere kreds af borgere på Østerbro i problemformulering og ideudvikling af planen.

Planlægningsprocessen skal resultere i en Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro, som består af en Strukturplan med idéskitser til mulige projekter. Vej og Park har positive erfaringer med processen omkring bl.a. Trafikplan for Amager, og ønsker at bruge den samme metode på Østerbro.

Arbejdet foreslås udført i en projektorganisation med en Styregruppe og en Arbejdsgruppe bestående af embedsmænd, en Referencegruppe af interessenter, der kan inddrages ad hoc samt en Følgegruppe bestående af repræsentanter fra relevante lokale organisationer.

Fase 1 af Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro foreslås igangsat efter godkendelse i BTU med nedsættelse af projektorganisation i juni-juli 2001. Fase 1 drejer sig om om kortlægning af trafik- og bymiljøproblemer samt idéudvikling til en Strukturplan. Planlægningsprocessen foregår i en åben dialog med borgerne. Fase 1 tænkes afsluttet primo 2002.

Fase 2 drejer sig om udbredelse af debatten til en bredere kreds af borgere på Østerbro. Der udarbejdes et planforslag med idéskitser til mulige projekter. Planen foreslås behandlet i Bygge- og Teknikudvalget i august 2002. Efter behandlingen sendes planen i offentlig høring før Bygge- og Teknikudvalget endelige godkendelse ultimo 2002.

Forvaltningen har udarbejdet en kommunikationsplan som indeholder aktiviteter til fremme af borgerdialogen. Der foreslås arrangeret borgermøder i samarbejde med de deltagende lokale organisationer, dialogmøder mellem BTU og Følgegruppen, udstillingsvirksomhed i forbindelse med borgermøderne samt information og dialog via internettet.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Ryvang Lokalråd har overfor Vej & Park udtrykt ønske om, at der udarbejdes en trafikplan for Ydre Østerbro Bydel. Baggrunden var bl.a. bekymringer om konsekvenserne af en mulig beslutning om anlæg af en havnetunnel mellem Østerbro og Refshaleøen. Selv om det nu er besluttet ikke at arbejde videre med planerne om en havnetunnel, er behovet for en trafikplan stadigvæk til stede. Samtidig har Indre Østerbro Bydel udarbejdet en Trafikplan for Indre Østerbro, som Indre Østerbro Bydelsråd tiltrådte den. 17. august 1999. En initiativgruppe bestående af Ryvang Lokalråd og Indre Østerbro Bydel har desuden udtrykt et behov for at se trafikken i en sammenhæng for de to bydele.

Vej & Park har haft meget positive erfaringer med arbejdet med blandt andet Trafikplan for Amager, og man ønsker på tilsvarende vis at udarbejde trafikplaner for andre dele af Kommunen. Der foreslås udarbejdet en samlet plan for Indre Østerbro og Ydre Østerbro Bydele som foruden trafikken også omfatter bymiljøet.

Vej & Park har i oktober 2000 og i maj 2001 afholdt forberedende møder med initiativgruppen bestående af repræsentanter for Ryvang Lokalråd og Indre Østerbro Bydel. Her har blandt andet procesforløb og projektorganisering været drøftet. Resultaterne fra disse møder indgår i Vej & Parks forslag til planlægningsproces.

Uddybning af indstilling

Der foreslås igangsat et arbejde med at udarbejde en samlet plan for trafikken og bymiljøet på Østerbro omfattende bydelene Indre Østerbro og Ydre Østerbro. Arbejdet skal resultere i en Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro med idéskitser til mulige projekter. Planen udarbejdes med aktiv medvirken fra de relevante lokale organisationer på Østerbro samt Indre Østerbro Bydel. Derudover inddrages en bredere kreds af borgere på Østerbro i problemformulering og ideudvikling af planen.

 

Projektorganisation

Arbejdet foreslås udført i en projektorganisation med en Styregruppe, en Arbejdsgruppe, en Referencegruppe og en Følgegruppe, samt gennem inddragelse af borgerne på Østerbro ved afholdelse af borgermøder, lokale møder og offentlig høring.

Styregruppen vil være ansvarlig for den overordnede styring af projektet samt indstillinger til BTU. Styregruppen forventes at bestå af embedsmænd fra Vej & Park, Plan og Arkitektur og Økonomiforvaltningens 8. kontor.

Arbejdsgruppen vil være ansvarlig for udarbejde af faglige oplæg samt styring af planlægningsprocessen. Dette foreslås som beskrevet nedenfor at ske i tæt dialog med Følgegruppen. Arbejdsgruppen forventes at bestå af embedsmænd fra Vej & Park, Plan og Arkitektur, Økonomiforvaltningens 8. kontor, HURs trafikdivision, Indre Østerbro Bydelsforvaltning (indtil 31. december 2001), Miljøkontrollen og evt. Københavns Politi.

Referencegruppen forventes at bestå af DSB, Banestyrelsen, Københavns Havn, Københavns Amt og evt. Københavns Politi. Referencegruppens medlemmer deltager ad. hoc. i Arbejdsgruppens møder, i workshops og på borgermøder.

Følgegruppen forventes at bestå af repræsentanter for lokale organisationer på Østerbro. Følgegruppen deltager aktivt i planlægningsprocessen med deres viden om lokale forhold. Desuden har Følgegruppen en rolle i forhold til at inddrage deres baggrundsgrupper og deres lokale netværk i planlægningsprocessen. Følgegruppen forventes at bestå af repræsentanter fra Lokalråd, Indre Østerbro Bydelsråd (indtil 31. december 2001), Handelsforeninger, lokale trafikgrupper, Ældreråd, evt. fælles repræsentation for skolebestyrelser samt Lokalhistorisk Forening. Følgegruppen deltager i jævnlige Følgegruppemøder og i workshops med Arbejdsgruppe og Styregruppe. Desuden har de en aktiv rolle i afholdelse af lokale møder, i fælles borgermøder og i den offentlige høring.

 

Proces- og tidsplan

Fase 1 af Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro foreslås igangsat efter godkendelse i BTU med nedsættelse af projektorganisation i juni-juli 2001 og afholdelse af de indledende møder i Styregruppe, Arbejdsgruppe og Følgegruppe i august 2001.

Der afholdes et fælles borgermøde i oktober 2001 om borgernes oplevede trafik- og bymilljøproblemer og løsningsidéer. Input herfra inddrages i arbejdet med Østerbroplanen.

Fase 1 afsluttes primo 2002 med BTU's behandling af "Analyse af Trafik- og Bymiljøproblemer på Østerbro" samt idéoplæg til Strukturplan for Trafik og Bymiljø.

Fase 2 indledes med en udbredelse af debatten til en bredere kreds af borgere på Østerbro ved afholdelse af lokale møder i Følgegruppens baggrundsgrupper og ved et fælles borgermøde i foråret 2002.

Herefter vil der blive udarbejdet et forslag til Strukturplan for Trafik og Bymiljø med idéskitser til mulige projekter som behandles i Bygge- og Teknikudvalget i august 2002. Efter godkendelse sendes planen i offentlig høring med et afsluttende borgermøde inden Bygge- og Teknikudvalget endelige godkendelse ultimo 2002.

 

Kommunikationsplan

Forslaget til borgerdialog omkring "Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro" baserer sig på de erfaringer Vej & Park har fra planlægningsprocessen omkring bl.a. Trafikplan for Amager samt på Københavns Kommunes "Koncept for dialog med borgerne om fysisk planlægning. kommunikationsplanen indeholder følgende aktiviteter:

 

Borgermøder

Vej & Park arrangerer i samarbejde med de deltagende lokale organisationer borgermøder for alle borgere på Østerbro med henblik på en bred borgerdeltagelse i planlægningsprocessen. De lokale organisationer opfordres desuden til at gennemføre lokale møder med kredsen af interessenter omkring deres respektive organisationer. I disse møder kan embedsmænd fra Vej & Park deltage med faglige oplæg.

 

Dialogmøder

Inden BTU behandling af fase 1 og af fase 2 afholdes dialogmøde mellem BTU og Følgegruppen.

 

Udstillingsvirksomhed

I forbindelse med borgermøderne vil der blive opstillet en mindre plancheudstilling med de aktuelle planlægningstemaer for borgermødet. Desuden informeres om planforslag på områdets biblioteker.

 

Projektets hjemmeside

Der etableres en særlig hjemmeside for Trafik- og Bymiljøplanen for Østerbro under Vej & Parks internetside. Hjemmesiden opbygges med en informationsdel og en dialogdel. Informationssiden indeholder oplysninger om borgermøder og lokale møder vedrørende Østerbroplanen samt oplysninger om projektets status og temaer for input til det aktuelle planlægningsarbejde. Desuden vil de rapporter, der udarbejdes undervejs være tilgængelige.

Dialogdelen indeholder et såkaldt debatforum, hvor borgerne i hele planlægningsperioden kan skrive indlæg. På debatopslagstavlen kan alle se og svare på de enkelte debatindlæg. Vej & Park vil bruge indlæggene som inspiration til planlægningsarbejdet. I høringsperioden vil der desuden være en mail adresse til høringssvar. Disse høringssvar vil indgå i den politiske behandling af planen. I hele planlægningsperioden vil det desuden via hjemmesiden være muligt at kontakte Vej & Park direkte via mail.

På debatsiden vil der løbende i planlægningsprocessen blive defineret temaer for input til planlægningsarbejdet i forhold til det aktuelle stade i planlægningsprocessen. Det er f.eks. "Borgernes oplevede trafik- og bymiljøproblemer på Østerbro" i fase 1 og dernæst "Forslag til trafikløsninger og bymiljøforbedringer på Østerbro" i fase 2.

 

Økonomi

Der afsættes 750.000 kr. til udgifter i forbindelse med udarbejdelse af Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro, herunder afholdelse af borgermøder og workshops. Beløbet dækkes af Vej & Parks drifsmidler.

 

Høring

Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro sendes i offentlig høring i efteråret 2002.

Københavns Politi, HUR's trafikdivision, DSB, Banestyrelsen, Københavns Havn, Københavns Amt orienteres løbende.

 

 

Ole Bach

 

 

Til top