Mødedato: 30.04.2003, kl. 14:00

Motorcykler og trehjulede EU-knallerters parkering på fortov

Motorcykler og trehjulede EU-knallerters parkering på fortov

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 30. april 2003

 

Sager til drøftelse

14. Motorcykler og trehjulede EU-knallerters parkering på fortov

BTU 216/2003 J.nr. 21202.0005/03

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget drøfter praksisændringer hos Parkering København.

RESUME

Parkering København ønsker at ændre praksis, således at der i overensstemmelse med færdselslovens regler kan pålægges parkeringsafgifter ved motorcyklers og 3-hjulede EU-knallerters parkering på fortove, medmindre parkeringen helt åbenbart ikke hindrer tilgængeligheden for fodgængernes passage og den øvrige færdsel.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Københavns Kommune har siden 1. januar 1992, hvor kommunen i forbindelse med en forsøgsordning indgik en aftale med Justitsministeriet om varetagelsen af parkeringskontrollen, kontrolleret en række standsnings- og parkeringsforbud, således at disse forseelser ikke (alene) bliver kontrolleret af politiet. I praksis kontrollerer politiet normalt ikke parkeringsregler, som Parkering København kan kontrollere overholdelsen af.

I aftalen mellem Justitsministeriet og kommunen om overdragelsen af parkeringskontrollen i Københavns kommune fra december 1991 er fastsat følgende: "Indtil videre sker kontrollen i overensstemmelse med de nugældende retningslinjer i Københavns politis instruks". Denne aftale er aldrig blevet opsagt og må derfor fortsat anses for gældende, hvilket både Parkering København og Københavns Politi er enige om.

Københavns Politis retningslinier vedrørende motorcyklers parkering er fastsat i 1977 og formuleret som følger:

"Tohjulede motorcykler må ikke henstilles på pladser, der er reserverede til motorvogne og dette gælder både for afmærkede båse og i parkometerpladser. Motorcykler, der er betalt for i parkometer, pålægges ikke afgift, dersom 3-timers begrænsningen bliver overholdt. Solomotorcykler må ikke parkeres på fortovet, men i København, hvor der er mange meget brede fortove, kan det være hensigtsmæssigt med en fortovsparkering, hvorfor der skal handles efter konduite ved afgiftspålæggelse. Er en fortovsparkering til ulempe for fodgængerne, skal solomotorcyklen straks borttransporteres. Ved afgiftspålæggelsen anbringes parkeringsafgiften omkring gashåndtaget med en elastik. Observationstid ved afgiftspålæggelse 5 minutter"

Efter færdselslovens § 28, stk. 3, er det forbudt at parkere et køretøj på fortov. Dette forbud gælder dog ikke for cykler og tohjulede knallerter. Efter færdselslovens § 121 kan der pålægges afgift for overtrædelse af dette forbud.

Københavns Politi har dog, som det fremgår af ovenstående, ikke haft tradition for at pålægge motorcykler parkeringsafgift, fordi de var parkeret på fortov. Var en motorcykel parkeret på en sådan måde, at den var til ulempe for fodgængerne, skulle motorcyklen i stedet straks fjernes af politiet. Parkering København har hidtil fulgt en tilsvarende praksis, idet der dog har været den væsentlige forskel, at Parkering København ikke lovligt kan fjerne en motorcykel, og det har derfor i praksis ikke været muligt at skride ind som angivet i vejledningen.

Der er generelt set sket en markant stigning i antallet af køretøjer, der benytter fortovet til parkering. Antallet af motorcykler er siden 1998 steget med 31%, hvortil kommer et stort antal EU-knallerter, som er et relativt nyt køretøj. Der er imidlertid ikke lovhjemmel til at skride ind overfor 2-hjulede EU-knallerter, da "knallerter" eksplicit er undtaget fra forbudet i færdselslovens § 28, stk. 3. Der har i flere tilfælde vist sig et behov for, at der kan skrides ind overfor 3-hjulede EU-knallerter (knallerter med speciel ladopbygning), som er særligt omfangsrige, og derfor hindrer tilgængeligheden for fodgængernes passage og den øvrige færdsel. EU-knallerter med mere end 2 hjul er ikke omfattet af undtagelsen fra § 28, stk. 3 og kan således pålægges afgift.

Med den foreslåede praksisændring ønsker Parkering København at frigøre sig fra den stadig gældende instruks i Københavns Politis retningslinier vedrørende motorcyklers parkering på fortove, idet Parkering København alligevel ikke har lovhjemmel til at skride ind således som vejledningen angiver (borttransportere motorcyklen).

Københavns Politi har tilkendegivet overfor Parkering København, at vejledningen for så vidt angår parkerede motorcykler mv. vil blive ændret, således at der kan pålægges motorcykler parkeringsafgifter i forbindelse med parkering på fortove. Det er herefter ikke nogle hindringer for at ændre praksis.

Parkering København ønsker på denne baggrund at ændre praksis, således at der i overensstemmelse med færdselslovens regler kan pålægges parkeringsafgifter ved motorcyklers og 3-hjulede EU-knallerters parkering på fortove, medmindre parkeringen helt åbenbart ikke hindrer tilgængeligheden for fodgængernes passage og den øvrige færdsel.

Økonomi

-

Miljøvurdering

-

Høring

-

Andre konsekvenser

Ændringen i praksis vil ikke umiddelbart vurderet kræve etablering af yderligere parkeringspladser til motorcykler. Såfremt der opstår behov for etablering af parkeringspladser til motorcykler, vil det kunne ske ved opmaling af eksisterende egnede arealer.

 

Mette Lis Andersen

 

Til top