Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Sundbyvester Plads, Stokrosevej, Kentiavej og Amagerbrogade
Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Sundbyvester Plads, Stokrosevej, Kentiavej og Amagerbrogade
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 30. april 2003
Sager til beslutning
1. Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Sundbyvester Plads, Stokrosevej, Kentiavej og Amagerbrogade
BTU 201/2003 J.nr. 451:113.0001/03
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at forvaltningen offentliggør et byfornyelsesforslag og gennemførelsesprojekt for et fælles gårdanlæg, der omfatter karreen, begrænset af Sundbyvester Plads 2-4, Stokrosevej 1-7, Kentiavej, Amagerbrogade 232-236, idet forvaltningen efter indsigelsesfristens udløb vil komme med endelig indstilling om byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt
at indsigelsesfristen fastsættes til 8 uger
RESUME
Formålet med forslaget er at forbedre karreens friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejeren efterfølgende skal drive og vedligeholde.
Forslaget er udarbejdet efter ønske fra ejer- og beboerrepræsentanter i karreen.
Forslaget omfatter 1 beboelsesejendom med 113 beboere fordelt på 69 boliger samt 12 butikslejemål mv.
Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at andrage 2.100.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
De nuværende forhold i karreen fremgår af forslaget.
Gårdarealerne er domineret og opdelt af en større skurbebyggelse, der anvendes af foreningen og en af forretningerne i forhuset.
Gårdarealerne – der er belagt med asfalt – er overvejende dårligt vedligeholdt og indrettet således, at de ikke kan betegnes som tilfredsstillende til ophold og leg.
Ifølge kommuneplanen ligger karreen i et boligområde, hvor der ved nybyggeri tillades en maksimal bebyggelsesprocent på 110 og forudsættes en friarealprocent på 60. Karreens bebyggelsesprocent er 162 og friarealprocenten 26.
Forslaget omfatter én 4-etages beboelsesejendom opført i 1930. Ejendommen ejes af Andelsforeningen Brohave. Der er 69 boliger i karreen og 12 butikslejemål mv. Det samlede gårdareal er ca. 1.350 m2.
Pr. 1. januar 2003 var der 113 beboere i karreen, heraf 14 under 15 år, 16 over 67 år, medens 83 var i gruppen 15-66 år.
Forhandlinger
Repræsentanter for ejendommen har rettet henvendelse til Grønne Gårde med anmodning om, at der gennemføres en forbedring af karreens friarealer.
I anledning heraf har der været holdt møde med ejer- og beboerrepræsentanter, hvor der blev givet en orientering om byfornyelseslovens regler om gårdanlæg mv.
Der er herefter i samarbejde med nævnte repræsentanter udarbejdet et forslag, der er tiltrådt af disse.
Forslaget
Ejendommens gårdarealer foreslås indrettet som fælles gårdanlæg efter de retningslinier, der fremgår af forslaget.
Forslagets gennemførelse har en række væsentlige positive miljømæssige konsekvenser. Der er blandt andet indarbejdet en række byøkologiske elementer i gennemførelsesprojektet.
Der pålægges karreens ejendom servitutter, som blandt andet omfatter bestemmelser om den fremtidige vedligeholdelse af anlægget.
Økonomi
Forslaget udføres i henhold til byfornyelseslovens bestemmelser herom, og det er forudsat, at anlægsarbejderne udføres inden for de rammebeløb, som er fastsat i medfør af loven.
Anlægsarbejdet vil på sædvanlig måde blive udbudt i licitation i henhold til Økonomi- og Erhvervsministeriets regler.
Det samlede tilskud i sagen skønnes at udgøre 2.100.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %. Tilskuddet anvises af det rådighedsbeløb, Borgerrepræsentationen har afsat til gårdanlæg på budgettet for 2003 (konto 00.25.15.3*), samt af de forventede rådighedsbeløb på budgettet for de følgende år til samme formål.
Ejeren afholder driftsudgifterne ved det fremtidige anlæg.
Miljøvurdering
Forslaget forventes først og fremmest at forbedre beboernes psykiske og fysiske sundhed samt deres livskvalitet. Det drejer sig om større oplevelses-, udfoldelses- og kontaktmuligheder i det nære boligmiljø for såvel børn som voksne.
Der sker også en forbedring af beboernes færdselsmuligheder i gården, hvilket også kommer beboere med nedsat bevægelses- og orienteringsevne til gode.
Forslaget medfører endvidere bedre luftkvalitet i gården, idet der sker en væsentlig forøgelse af den grønne beplantning i gårdrummet. Beplantningen sammensættes endvidere varieret, så den – ud over det syns- og duftmæssige aspekt – er med til at øge bybørns og voksnes naturkendskab.
Der sker herudover en væsentlig reduktion i udledningen af overfladevand til kloaksystemet. Plante-, grus- og græsfladerne sikrer, at en stor del af regnvandet nedsiver lokalt og dermed kommer grundvandet til gode.
Forslagets gennemførelse medfører også en reduktion af jordforureningen, idet overfladejorden – der forventes at være lettere forurenet – køres til deponering eller rensning, hvilket også mindsker risikoen for grundvandsforurening.
Den nye flisebelægning lægges på bærelag af genbrugsmaterialer.
Byggematerialer, der efter endt levetid kun kan bortskaffes ved deponering, fravælges.
Ved valg af beplantningen tages der hensyn til, at den skal kunne udvikle sig flot uden brug af sprøjtemidler.
Der sættes plads af i gården til opsamling af organisk affald, papir og storaffald.
Endelig medfører forslagets gennemførelse en nedgang i el-forbruget, idet der opsættes gårdbelysningsarmaturer, hvori der kan anvendes energisparepærer.
Høring
Forslaget udsendes i offentlig høring med en indsigelsesfrist på 8 uger.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1 - Forslag til fælles gårdanlæg.
Ole Sperling