Mødedato: 30.01.2002, kl. 14:00

Stop Graffiti Kampagne 2002

Stop Graffiti Kampagne 2002

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 30. januar 2002

 

Sager til beslutning

8. Stop Graffiti Kampagne 2002

BTU 36/2002 J.nr. 21180.0005/95

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at den fysiske indsats mod graffiti i 2002 fortsættes i de nuværende fem områder

at der udvides i et nyt område: Indre Vesterbro (afgrænset af Vesterbrogade, Enghavevej, Ingerslevsgade, Dybbølsbro, Kalvebod Brygge) jf. bilag 1

at KTK udfører opgaven efter samme principper og til et prisniveau som i den nuværende aftale om udførelse af graffitiafrensning

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller endvidere, at Bygge- og Teknikudvalget tager statusrapport for "Stop Graffiti Kampagnen 2001" dateret 17. december 2001, til efterretning (bilag 2)

RESUME

Borgerrepræsentationen besluttede med vedtagelsen af budgettet for 2002 at afsætte 5.3 mio. kr. til at fortsætte indsatsen med bekæmpelse af graffiti.

På mødet den 28. april 1999 vedtog Bygge- og Teknikudvalget at igangsætte kommunens "Stop Graffiti Kampagnen".

Hovedelementerne i denne indsats var:

  1. renholdelse/fjernelse af graffiti
  2. en forebyggende indsats over for børn og unge
  3. en bred anlagt informationskampagne (borgerdialog samt salgstiltag for tilmelding til afrensningsordningen)

Denne indsats foreslås videreført i år 2002. Der er udarbejdet en kort statusnotat, der evaluerer resultaterne af "Stop Graffiti Kampagnen 2001". Notatet vedlægges til orientering.

Følgende resultater af "Stop Graffiti Kampagnen 2001" skal fremhæves:

  • Københavns Kommune modtog i november den foreløbigt sidste måling af omfanget af hærværksgraffiti. Målingen viser, at kampagnen fortsat er en succes med mærkbar effekt i byens rum. Alene i løbet af september og oktober har København oplevet et fald i omfanget af graffiti på mere end 5% i forhold til de foregående måneder. Dermed er det samlede fald i de seneste halvandet år i omfanget af hærværksgraffiti på mere end 55%.
  • I indsatsområdet Christianshavn er faldet særligt markant. Graffitien er her faldet ca. 80%.
  • Seneste måling, fra november 2001, viser, at der ud af den samlede mængde "oplevelser" på graffiti-området på gaden i København er en underopdeling, der udgør 80% graffiti (heraf udgør tags 79%), 12% klistermærker og 81% plakater.
  • Den forebyggende indsats blev styrket i 2001. Den forebyggende indsats har haft børn i 5.-6. klasse og deres forældre som primære målgrupper og benyttet sig af en direkte henvendelsesform – uden indskudte filtre i form af skoler, ungdomsklubber og andre professionelle.

Kommunen har haft en løbende dialog med de københavnske omegnskommuner for at samle erfaringerne og følge udviklingen. Kommunen har også haft lejlighed til at præsentere kampagnekonceptet for de andre skandinaviske hovedstæder, som i vidt omfang har kopieret vores tilgang til bekæmpelse af hærværksgraffiti. For eksempel kan nævnes, at Oslo Kommune i juni 2001 startede deres antigraffiti kampagne – som stor set er en kopi af Københavns Kommunes "Stop Graffiti Kampagne".

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Ligesom de øvrige år har forvaltningen forberedt at udvide bekæmpelsen af graffiti. I 2000 og 2001 er der udvidet med to nye områder hvert af årene. I år indstilles af økonomiske årsager kun et område: Indre Vesterbro (afgrænset af Vesterbrogade, Enghavevej, Ingerslevsgade, Dybbølsbro, Kalvebod Brygge).

Kommune Teknik København (KTK) har i den forbindelse tilbudt at udføre graffitibekæmpelsen af det nye område på samme betingelser, som blev aftalt ved licitationen i februar 2000 om graffitibekæmpelse i Vanløse og Christianshavn. KTK har tilbudt, at udføre graffitibekæmpelsen i det nye område for en samlet pris på 1.126.000 kr. i år 2002.

Graffitibekæmpelsen i år 2000 blev som nævnt udvidet med Vanløse og Christianshavn. Graffitibekæmpelsen af disse to områder blev sendt i offentligt udbud i februar måned 2000.

Ved licitationen blev KTK klart den billigste, og der blev derfor indgået en aftale med KTK om udførelse af dette arbejde. Det er Vej & Parks vurdering, at KTK har opfyldt kontaktens forpligtigelser tilfredsstillende, og da KTK var den billigste, forventer Vej & Park ikke ved et eventuelt nyt udbud, at kunne få en lavere markedspris.

Forvaltningen anbefaler på den baggrund, at der optages forhandlinger med KTK med henblik på, at der indgås en aftale med KTK om graffitibekæmpelse i Københavns Kommune for 2002.

Økonomi

Der er afsat 5,332 mio.kr. til at fortsætte indsatsen med bekæmpelse af graffiti. Det vil desuden være muligt at overføre 1,059 mio.kr. fra afrensningsbudgettet fra år 2001. Dette vil således give 6,391 mio. kr. til rådighed for kampagnen i 2002.

Forvaltningen ønsker budgettet disponeret således:

Renholdelsesaktiviteter 3.941 tkr.

Forebyggende aktiviteter rettet mod børn og unge 600 tkr.

Borgerdialog og salg af afrensningsordning 850 tkr.

Stop Graffiti Sekretariatet 300 tkr.

Konsulenthonorar 370 tkr.

Øvrige udgifter (Observer analyse, møder og rejser) 130 tkr.

Reserve 200 tkr.

I alt 6,391 mio.kr.

Forvaltningen skal gøre opmærksom på, at det ikke vil være muligt at udvide med yderligere indsatsområder i 2003, uden at kampagnen tilføres yderligere midler.

Miljøvurdering

Vej & Park vil ved udarbejdelsen af aftalen om graffitibekæmpelse 2002 sikre, at graffitibekæmpelsen foregår på en sådan måde at miljøet belastes mindst muligt.

BILAG VEDLAGT

Bilag 1 Kort fra Vej & Park over det nye indsatsområde

Bilag 2 Statusrapport for "Stop Graffiti Kampagnen 2001"

Bilag 3 Stop Graffiti Kampagnens pjece om hærværksgraffiti, udgivet i 2001.

 

Jens Jacobsen

 

Til top