Reklame- og sponsorarrangementer
Reklame- og sponsorarrangementer
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 29. november 2000
Sager til drøftelse
12. Reklame- og sponsorarrangementer
BTU 557/2000 J.nr. 2150.0004/95
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget drøfter, hvorvidt der kan gives tilladelse til reklamearrangementer – som f.eks. musik- og filmarrangementer – når disse har en væsentligt underholdningsværdi for byens borgere, samt om vilkårene i givet fald skal være som for sponsorarrangementer.
RESUME
Der er flere pladeselskaber, der sammen med de respektive kunstnere ønsker at præsentere nye CD'ere på Rådhuspladsen med afholdelse af koncert og med invitation af pressen.
EMI-Medley har den 17. oktober ansøgt borgmester Søren Pind om tilladelse til afholdelse af koncert og fest i forbindelse med frigivelse af Zididadas nye CD på Rådhuspladsen den 1. november 2000 med deltagelse af pressen og offentligheden, men ansøger har dog siden trukket ansøgningen tilbage.
Forvaltningen anmoder udvalget om at drøfte, om denne type arrangementer i fremtiden skal tillades, og hvilke vilkår der i givet fald skal stilles ved tilladelser.
Sagen var på Bygge- og Teknikudvalgets dagsorden i mødet den 22. november 2000, hvor den blev udsat.
SAGSBESKRIVELSE
I forbindelse med behandlingen af nyt regelsæt for råden over vej- og parkareal vedtog et flertal i Bygge og Teknikudvalget den 7. oktober 1998, at rene reklamearrangementer ikke kan tillades, mens arrangementer med sponsorsstøtte kan tillades blandt andet på vilkår, at der betales en brugerafgift til kommunen. Ved sponsorarrangementer forstås aktiviteter, der vurderes at have den brede offentligheds interesse, og hvor et økonomisk tilskud fra private er nødvendig, for at arrangementet kan afvikles. Konkrete eksempler er cykelløb Danmark Rundt sponsoreret af Post Danmark, transmission af fodboldlandskampe på Rådhuspladsen sponsoreret af Politiken etc.
I februar 2000 tillod forvaltningen, efter nærmere drøftelse med borgmesteren og politiet, at musikgruppen Aqua kunne lave et arrangement på Rådhuspladsen i forbindelse med frigivelse af en ny CD. Sagen kategoriseredes som et sponsorarrangement. Forvaltningen opkrævede afgift på 10.000 kr.
I oktober 2000 har forvaltningen via borgmesteren modtaget ansøgning fra pladeselskabet EMI-Medley og musikgruppen Zididada, der ville lave et arrangement på Rådhuspladsen i forbindelse med frigivelse af en ny CD. Arrangøren har efterfølgende trukket sin ansøgning tilbage, da politiet i henhold til politivedtægten ikke ville tillade uddeling af flyers, ligesom gruppen ikke ville betale brugerafgift, som forvaltningen har fastsat til 10.000 kr.
Forvaltningen beder udvalget drøfte, om nogle reklamearrangementer har så stor interesse for offentligheden, at de skal tillades på samme vilkår som sponsorarrangementer. Det kunne f.eks. være ved offentliggørelse af CD'ere, film etc.
Tilladelse skal foreligge fra politiet i arrangementssager, jf. politivedtægtens § 12, stk. 2, §§ 55 og evt. 56. Politiet vil blive hørt i de pågældende sager.
Ole Bach