Træplantning langs den grønne cykelrute på Nørrebro - Chile 30
Træplantning langs den grønne cykelrute på Nørrebro - Chile 30
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 29. oktober 2003
Sager til beslutning
9. Træplantning langs den grønne cykelrute på Nørrebro - Chile 30
BTU 473/2003 J.nr. 21151.0001/03
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at der plantes 30 træer langs cykelruten på Nørrebro i forbindelse med en markering af ankomsten af den første flygtning fra Chile den 2. november 1973 i taknemmelighed for den gode modtagelse i København.
at der opstilles en skulptur i chilensk granit i forbindelse med træplantningen med en udformning som den i bilag viste.
RESUME
Komiteen Chile 30 ønsker at plante 30 træer på Nørrebro for at mindes ankomsten af den første flygtning til Danmark og vise det chilenske folks taknemmelighed for den gode modtagelse, de fik i 1973.
Der er valgt træer, som er naturligt hjemmehørende i højlandet i Chile og placeringen er uden konsekvenser for de igangværende planer for området på Nørrebro, såsom det nuværende anlægsarbejde på cykelruten mellem Mimersgade og Tagensvej og den kommende konkurrence udskrevet af Kvarterløft Nørrebro Park.
Der foreslås plantet en blanding af abetræer og sydbøg. Abetræet har stedsegrønne bladskel og bliver i Danmark maksimalt 4-8 meter højt. Sydbøgen har en fin, tynd kronebygning med små blade. Træerne er valgt som typiske chilenske træer og trives i Danmark. Der foreslås plantet 7 abetræer og 23 sydbøg.
Der foreslås endvidere placeret en granitskulptur af ferskenfarvet nordchilensk granit. Skulpturen laves af den anerkendte billedhugger Claudio Cortes. Skulpturens idé er baseret på en indiansk skik med et hul, der forstærker lyd og med fire kobberplader med reference til en indiansk høvdingedragt.
Projektet finansieres af eksterne midler og forventes ikke at øge forvaltningens driftsudgifter i området.
SAGSBESKRIVELSE
Der er i forbindelse med 30-årsdagen for kuppet i Chile 1973 etableret en komité kaldet Chile 30. Komiteen består af tidligere flygtninge, chilenske og nu danske borgere.
Chile 30 vil gerne som taknemmelighedsgestus i anledning af 30-årsdagen den 2. november 2003 for ankomsten af den første flygtning til København plante 30 træer på Nørrebro. Der kom i alt 3.000 flygtninge på kort tid. De bosatte sig primært på Nørrebro. De fleste flyttede tilbage til Chile, da der igen blev ordnede forhold i Chile. Der bor i dag ca. 300 chilenere i Danmark, de fleste i Stor-København.
Chile 30 har i en forespørgsel til Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen og Borgmester Søren Pind spurgt, om Kommunen vil godkende plantningen af 30 træer på Nørrebro i taknemmelighed for den gode modtagelse, de chilenske flygtninge fik i København. Komiteen har efterfølgende udarbejdet det foreliggende projekt og fundet finansiering for dets gennemførsel.
Træplantningsprojektet er ikke i modstrid med kommunens planer for området.
Placering
Komiteen foreslår området mellem Nørrebrogade og Mimersgade ved Nørrebrohallen. Forvaltningen kan anbefale dette. Området er af lokal urban karakter med cafeer, udeservering og mange butikker. Nørrebrohallen har efter aftale med forvaltningen lov til at disponere over området og er indforstået med placeringen af træerne, som kan give området et grønt løft. Se bilag 1.
Træer
Der er foreslået to træsorter i blanding. Træerne er abetræ, Araucaria araucana og sydbøg, Nothofagus antartica. Abetræet har en meget præcis kronebygning med store stedsegrønne bladskel og bliver i Danmark maksimalt 4-8 meter højt. Sydbøgen har en fin, tynd kronebygning med små blade, der dufter ved udspring og bliver meget gule før løvfald.
Træerne gror i samme biotop i store skovområder i køligt, regnfuldt bjergklima op til 1400 m.o.h. i det sydlige Chile og trives i Danmark. Der foreslås plantet 7 araucaria og 23 sydbøg.
Skulptur
Der foreslås placeret en granitskulptur af ferskenfarvet nordchilensk granit. Skulpturen laves af den anerkendte billedhugger Claudio Cortes, som har fået atelierplads på Statens Værksteder i Dansk Arkitektur Center.
Skulpturens idé er baseret på en indiansk skik, som er at bore et hul i en sten. Hullet skulle kunne forstærke lyd og med den afrundede form har hullet reference til det cykliske i livet. Det kan svagt anes på modelbilledet. De fire kobberplader illuderer en indiansk høvdingedragt. Silhuetten på kobberpladerne er en reference til fire vigtige bjergkamme i Chile. Materialet kobber er en henvisning til de store kobberforekomster i Chile. Granitdelen i skulpturen er mellem 120 og 150 cm høj. Kobberpladerne rager mellem 2 og 30 cm ud og er afrundede med stålmidte til forstærkning. Skulpturens udformning har været vurderet i Vej & Park, og der er ingen sikkerhedsmæssige eller andre væsentlige kommentarer til skulpturen. Se bilag 2
Træplantning og skulptur er finansieret af eksterne midler. Chile 30 har med hjælp fra SID skaffet projektmidler og frivillig arbejdskraft for i alt 100.000 kroner. Der er for Bygge- og Teknikforvaltningen ingen anlægsudgifter forbundet med træplantningen eller skulpturen.
Forvaltningen vurderer, at plantningen af træerne ikke vil
påføre forvaltningen øget driftsudgifter.
Der vurderes kun at være positive konsekvenser for miljøet. De karakterfulde træer vil give indhold til denne del af strækningen på den grønne cykelrute og til den fremtidige pladsdannelse ved Nørrebrohallen.
Høring
Foranlediget af forvaltningen har komiteen været i kontakt med Kvarterløft Nørrebro Park, Nørrebrohallen, Kultur og Idræt, der er blevet orienteret om projektet og dets indhold og godkendt det.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1: Skitse af placering af træerne og skulpturen
Bilag 2: Modelfoto af skulpturen af Claudio Cortes