Mødedato: 29.09.2004, kl. 14:00

Navngivning af 2 veje

Navngivning af 2 veje

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 29. september 2004

 

 

Sager til beslutning

 

11.      Navngivning af 2 veje

 

BTU 448/2004  J.nr. 21141.0017/04

 

 

INDSTILLING

Vejnavnenævnet indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender

at    en privat fællesvej ved Tagensvej 20 (Rigshospitalet) navngives Ole Maaløes Vej

at    en vej ved Irlandsvej 93 navngives Oxford Have

 

 

RESUME

Vejnavnenævnet indstiller, at en vejforbindelse til det kommende bioforskningscenter ved Tagensvej 20 (Rigshospitalet) navngives efter professor Ole Maaløe, der har haft stor betydning for den molekylærbiologiske forskning i Danmark.

Endvidere indstilles det, at vejforbindelsen til den kommende rækkehusbebyggelse ved Irlandsvej 93 navngives efter den eksisterende vejnavnesystematik med engelske navne, i dette tilfælde Oxford Have.


SAGSBESKRIVELSE

Vej ved Tagensvej 20

Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger opfører ved Rigshospitalet/Tagensvej et bioteknologisk forskningscenter som forudsat i lokalplan 351, Universitetsparken, anbefalet af Bygge- og Teknikudvalget den 24. april 2002.  En vej til forskningscenteret er udlagt som privat fællesvej og skal tildeles et vejnavn.

Vejnavnenævnet har bedt de involverede parter H:S og Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger fremkomme med forslag til navngivning af vejen. I enighed har parterne foreslået, at vejen navngives efter professor Ole Maaløe.

Ole Maaløe (1915-1988) var en nøgleperson for udbredelsen af molekylærbiologi i Danmark. Ole Maaløe blev født i København og blev i 1939 uddannet til læge. Han blev i 1942 ansat ved Statens Seruminstitut og blev i 1948 afdelingsleder samme sted. I 1949-53 er Ole Maaløe på flere studieophold i USA, og opnår her nyttig viden om molekylærbiologien, som han arbejder videre med i Danmark. Ole Maaløe ledede i 25 år Mikrobiologisk Institut, hvor hans arbejde var internationalt anerkendt.

Vejnavnenævnet finder, at det er oplagt at hædre Ole Maaløe med et vejnavn ved det kommende mikrobiologiske forskningscenter og indstiller derfor til Bygge- og Teknikudvalget, at den private fællesvej ved Tagensvej 20 navngives Ole Maaløes Vej.

 

Vej ved Irlandsvej 93

Lokalplan 378 "Irlandsvej" anbefalet af Bygge- og Teknikudvalget den 19. maj 2004 giver mulighed for opførelse af 148 rækkehuse ved Irlandsvej 93. På grund af det store antal boliger er det ikke muligt at foretage en litranummerering til Irlandsvej, og vejen til bebyggelsen skal derfor have et selvstændigt vejnavn.

Vejnavnenævnet har drøftet et kommende navn til vejforbindelsen til bebyggelsen med B+ Arkitekteter, der repræsenterer bygherren SB Ejendomme. Vejnavnenævnet finder det hensigtsmæssigt, at det nye vejnavn vil passe ind i den eksisterende struktur med "engelske" vejnavne. Bygherren og Vejnavnenævnet er enig om at anbefale navnet Oxford Have til vejen. Oxford Have signalerer tilknytningsforhold til den nærliggende markante vejstrækning Oxford Allé, og efterleddet Have er den rigtige betegnelse for grundarealet, som kun vil omfatte de 148 rækkehuse.

Vejnavnenævnet indstiller derfor til Bygge- og Teknikudvalget, at grundarealet ved Irlandsvej 93 navngives Oxford Have.

 

Miljøvurdering

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

 

Høring

Begge vejnavneforslag har været i høring hos de berørte parter, jf. Forvaltningslovens § 19. Vejnavnenævnet indstiller de navne, som parterne er fremkommet med.

 

BILAG VEDLAGT  

Luftfoto af eksisterende forhold og nye vejnavne indføjet.

 

 

 

Søren Pind


 


Til top